Hvis du nogensinde har bidt i et blåbær af typen storfrugtet blåbær (Vaccinium corymbosum), har du måske lagt mærke til, at bæret faktisk kun er blåt på ydersiden. Indvendigt er bæret ofte en mørk, rødlig farve, der adskiller sig markant fra sin skal.
Denne farvekombination har længe været et mysterium, indtil nu: Et hold forskere fra Bristol School of Biological Science har opdaget, at den blå farve på storfrugtet blåbær skyldes et lag af voks, der danner sig på ydersiden af bæret. Det skriver University of Bristol i en pressemeddelelse.
\ Læs også
»Man kan ikke udvinde den blå farve fra blåbær ved at klemme eller mose dem, da der ingen pigment er i den saft, der kommer fra bæret. Derfor vidste vi, at der måtte være noget mærkeligt ved farven,« fortæller medforfatter til studiet bag opdagelsen Rox Middleton ifølge universitetet.
Laget af voks på blåbæret indeholder miniature strukturer af vokskrystaller, der spreder blåt- og UV-lys. Spredningen af lyset fra vokskrystallerne resulterer i, at bæret ser blåt ud, selvom det faktisk ikke er det. Resultatet af forskningen er udgivet i tidsskriftet Science Advances.
Med resultaterne fra studiet håber forskerne i fremtiden at kunne fremstille et syntetisk vokslag, der har samme UV-spredende egenskaber som blåbærets, der ville kunne udgøre en ny og innovativ slags UV-beskyttelse.
Opdatering 11. februar 2024: Det er tilføjet, at den undersøgte sort er Storfrugtet blåbær (Vaccinium corymbosum).
mod


































