Der er vulkaner i udbrud i både Island, Hawaii, Indonesien og Mexico for tiden. Andre har for ganske nyligt været i udbrud på Filippinerne og Papua New Guinea, men de synes at være faldet til ro nu.
Mange af disse steder har truet hjem og forårsaget nødtvungne evakueringer. Men blandt de tilskuere, der har været mindre udsat for fare, har der nu rejst sig et spørgsmål:
Findes der en sæson for vulkanudbrud?
Overraskende nok er dette faktisk en mulighed. Mens vulkaner måske ikke har sæsoner i den forstand, vi kender til i andre tydelige sammenhænge, såsom influenza-sæsonen der kommer igen år efter år, er forskere faktisk begyndt at ane et interessant mønster i deres aktivitet.
En dagslængde varierer fra år til år
De fire sæsoner er et resultat af Jordens rotationsakse, som hælder mod og væk fra Solen. Men vores planet undergår også en anden mindre kendt forandring, som påvirker den i lettere grad. Måske endda vulkansk.
Grundet faktorer som tyngdepåvirkning fra Solen og Månen, ændres Jordens rotationshastighed konstant. Det betyder, at en dags længde rent faktisk varierer fra år til år.
Her snakker vi om en forskel, som blot kan måles i millisekunder.
Men ny forskning antyder, at denne umiddelbare lille perturbation kan skabe betydelige forandringer på vores planet – eller mere præcist i den.
Udbrud kan være forårsaget af en forkortet dag
I februar 2014 viste et studie i tidsskriftet Terra Nova, at der siden begyndelsen af det 19. Århundrede har været en tendens til, at forandringer i Jordens rotationshastighed har været efterfulgt af stigninger i vulkansk aktivitet globalt.
Det viste, at nogle relativt store ændringer i rotationstempoet mellem 1830 og 2013, den længste periode, hvor en pålidelig optegnelse var tilgængelig, straks var efterfulgt af en stigning i antallet af store vulkanudbrud.
Og ikke alene mener forfatterne, at der er en forbindelse - de tror, at rotationsforandringerne rent faktisk har udløst disse store udbrud.
Blot det at forandre den mindste smule på en planets rotation kræver en enorm mængde energi. Ændringer i Jordens rotationshastighed er blevet estimeret til at sprede omkring 120.000 petajoules energi hvert år – nok strøm til at forsyne USA i lige så lang tid.
Denne energi bliver hvert år overført til Jordens atmosfære og undergrund. Og det er den sidstnævnte konsekvens, som Terra Nova forfatterne tror påvirker vulkanerne.
Minutforandringsideen er interessant
De store mængder energi, der overføres til undergrunden ved rotationsforandringer, er sandsynligvis med til at forstyrre dens spændingsfelt.
Og eftersom magmaen, der ansporer vulkanudbrud, befinder sig i Jordens skorpe, kan spændingsvariationer gøre det lettere for lavaen at stige op til overfladen, og på den måde øge forekomsten af vulkanudbrud.
Terra Nova studiet er langt fra konkluderende. Men ikke desto mindre er ideen om, at minutforandringer i Jordens rotation kan påvirke vulkansk aktivitet dybt inde i planeten, interessant.
Men der er et andet naturfænomen, som med langt større sandsynlighed påvirker vulkansk aktivitet – et, som måske er lige så overraskende: klimaforandringer.
Udbrud forårsaget af klimaforandringer
I de seneste årtier er det blevet klart, at konsekvenserne af planetarisk is-tab sandsynligvis ikke ender med stigende havniveauer.
En del tyder på, at tidligere perioder med alvorlige tab af gletsjere blev efterfulgt af en betydelig stigning i vulkansk aktivitet.
For omkring 19.000 år siden var istiden på sit højdepunkt. Store dele af Europa og Nordamerika var dækket af is. Så skete der en temperaturstigning i klimaet, og gletsjerne begyndte at trækkes sig tilbage.
Effekten på planeten var overordnet set temmelig gunstig for menneskeheden. Men siden midten af 1970'erne har en række studier peget på, at der i takt med, at isen forsvandt, opstod vulkanudbrud langt hyppigere.
Vulkansk aktivitet fulgte tilsyneladene is-niveauer før i tiden
Et studie fra 2009 konkluderede for eksempel, at det samlede niveau af vulkansk aktivitet for mellem 12.000 og 7.000 år siden blev op til seksdoblet.
Omkring samme periode steg niveauet af vulkansk aktivitet i Island til mindst 30 gange det niveau, vi oplever i dag.
Der er understøttende beviser fra det europæiske fastland, Nordamerika og Antarktis på, at vulkansk aktivitet også steg efter tidligere smeltningscyklusser.
Underligt nok lod vulkansk aktivitet – i hvert fald ind imellem – den gang til at stige og falde med is-niveauer.
Men hvorfor? Endnu en gang kan denne besynderlige effekt have med spænding at gøre.
Udbrud forårsaget af smeltende is
Islag er tunge. Hvert år mister Antarktis omkring 40 millioner ton.
De er faktisk så tunge, at de i takt med, at de bliver større, får Jordens skorpe til at bøje – som når der lægges vægt på en træplanke.
Den logiske konsekvens af dette er, at skorpen springer tilbage, når et islag smelter, og dets masse fjernes.
Denne bevægelse opad kan føre til et fald i spænding i de underliggende sten, hvilket ifølge teorien gør det lettere for magma at nå op til overfladen og skabe vulkanudbrud.
Sammenhængen mellem klimaforandring og vulkanisme har man endnu ikke stor forstand på. Mange vulkaner lader ikke til at være blevet påvirket af det.
Det er heller ikke en særlig presserende bekymring i dag, selvom vi går en isfri fremtid i møde. Der kan gå tusindvis af år fra gletsjerne smelter, før den vulkanske aktivitet stiger.
Men selvom det muligvis ikke er en omgående trussel, er denne besynderlige effekt en påmindelse om, at vores planet kan reagere på forandringer på uforudset vis. Modsat deres brutale ry, hjælper vulkaner forskere til at forstå netop, hvor skrøbelig vores planet kan være.
Robin Wylie arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
