Forestil dig, at maven rumler, koncentrationen svigter, hovedet bliver tungt.
Tænk dig så at gå med den fornemmelse i to år og derefter spise en bøf på en 30-40 kilo i en mundfuld. Svært?
Ikke for en Pytonslange. Efter op til to års faste kan den spise føde svarende til 50 procent af dens egen kropsvægt. Det er endda sket, at en pytonslange efter længere tids faste har indtaget føde på mere end 100 procent af dens egen kropsvægt.
Pytonslangen har ekstremt tarmsystem
Lige netop den egenskab fascinerer forskerne og pirrer deres nysgerrighed. For hvordan kan slangen overleve så længe uden føde, og hvordan kan tarmen udvide sig så kraftigt på så kort tid?
»Når slangen spiser en rotte, accelerer dens stofskifte helt vildt på et øjeblik, svarende til hvordan vi andre har det, når vi lige har løbet 400 meter,« siger professor Tobias Wang fra Biologisk Institut for Zoofysiologi på Aarhus Universitet, »Hos mennesker ville tarmsystemet slet ikke kunne klare den slags ekstremer.«
Skanningsbilleder er smuk dyreetik
Kasper Hansen er biologistuderende og ved at skrive speciale på Zoofysiologi på Aarhus Universitet om det, man kalder pytonslangens ’fænotypiske plasticitet’ i de indre organer. Det er det fænomen, som tillader deres indre organer at vokse voldsomt under fordøjelse efter længere tids faste – og som også betyder, at organerne ’skrumper’ igen under fasteperioder.
På grund af et samarbejde med Skejby Sygehus har han og hans makker Henrik Lauridsen som de første kunnet benytte sig af medicinske skanningsteknikker som MR og CT til at følge slangernes indre fleksibilitet.
På den måde håber de at være i stand til at måle organernes vækst igennem en hel fordøjelsesperiode i slanger, som overlever forsøget. Tidligere har man nemlig kun været i stand til at undersøge væksten ved at sprætte slangen op på forskellige tidspunkter i fordøjelsen.
På den måde kan deres speciale være med til at kaste lys over, hvordan slangen er i stand til at faste i så lang tid og derefter spise en kæmpe mængde mad på én gang.
»Der er altså både udsigt til forbedrede forskningsresultater, og rent dyreetisk er det også ’smukt’, at der ikke udføres invasive indgreb på dyrene,« siger Kasper Hansen.
