Evolutionsbiologens yndlingsfisk giver ham kuldegysninger af skræk

Kan man være hunderæd for noget og samtidig dedikere sit arbejdsliv til det?

Ja, det kan jeg i hvert fald. Som forsker i evolutionsbiologi og populationsgenetik arbejder jeg nemlig hver dag helt frivilligt med et helt særligt dyr, der giver mig kuldegysninger bare ved synet.

I denne artikel, der er en del af serien ‘Forskerens favorit’, vil jeg fortælle om, hvorfor den europæiske og amerikanske ål både vækker frygt, ja nærmest en form for fobi hos mig, og samtidig har fascineret mig dybt helt siden barndommen.

Frygtelig fascinerende

Efter moden overvejelse ender jeg med at sige, at europæisk ål (Anguilla anguilla) og dens nordamerikanske søsterart amerikansk ål (A. rostrata) er mine favorit fisk.

Hvorfor det netop er denne ål, er faktisk et godt spørgsmål, og folk, der kender mig, vil trække på smilebåndet eller det, der er værre, hvis de læser dette.

På det personlige plan er jeg nemlig hunderæd for ål. Det er nok en slags slangefobi, selv om jeg mærkeligt nok ikke er bange for slanger. På det videnskabelige plan er jeg imidlertid dybt fascineret af ål.

Det startede allerede i min barndom, da min morfar fortalte mig om den danske forsker Johannes Schmidt, som i starten af 1900-tallet efter mange års ekspeditioner og undersøgelser kunne påvise, at både amerikansk og europæisk ål gyder i Sargassohavet, et område i Atlanterhavet syd for Bermuda og mere end 5.000 kilometer fra de europæiske kyster.

Mange år senere blev jeg som forsker i populationsgenetik og evolutionsbiologi interesseret i at løse et af de uafklarede spørgsmål om ålens biologi, som på den tid var meget omdiskuteret:

Nemlig om der findes flere adskilte bestande af ål, ligesom hos laks og ørred, eller om alle ål gyder tilfældigt med hinanden i Sargassohavet, uanset om de er vokset op i Norge eller Marokko?

Alle ål hører til samme bestand, uanset hvor de er opvokset

Vi var så heldige at deltage i Galathea 3-ekspeditionen, hvor vi indsamlede helt små ålelarver fra forskellige steder i Sargassohavet.

Ved analyser af genetisk variation i larverne og i ål indsamlet fra hele Europa og Nordafrika kunne vi vise, at ålen faktisk er det, man kalder ’panmiktisk’: Alle ål tilhører én enkelt bestand, uanset hvor de er vokset op.

Med nye metoder fra genomforskningen har vi sidenhen undersøgt, hvad det betyder for ålens muligheder for at tilpasse sig forskellige miljøer.

Blandt andet ser epigenetik ud til at spille en rolle; miljøet kan ændre aftryk i arvemassen, uden at ændre selve den genetiske kode.

Det kan føre til ændringer i udtrykket af gener, som varierer afhængigt af, hvor ålene vokser op, og dermed hjælper dem med at tilpasse sig lokale forhold, selv om de genetisk set tilhører én stor fælles bestand.

Mysteriet om hybrid-ålen

Et andet fascinerende åle-mysterium drejer sig om forholdet mellem de to arter, europæisk og amerikansk ål.

De kan få afkom med hinanden, det man kalder ’hybridisere’, og hybriderne kan krydse tilbage til de oprindelige arter.

Mærkeligt nok finder man primært hybriderne i vandløb og søer på Island.

Det hænger sikkert sammen med, at amerikanske ål vokser hurtigere end europæiske ål, så hybriderne vokser i et tempo midt imellem.

Alle ålelarver bliver ført afsted med Golfstrømmen, og når hybriderne begynder at udvikle sig til det næste stadie, glasål, og er parate til at vandre op i ferskvand, er de netop nået til et sted midt imellem Nordamerika og Europa, og her ligger lige præcis Island.

Deler genetiske mutationer med hinanden

I et helt nyt studie med postdoc Aja Tengstedt i spidsen har vi undersøgt, hvordan blandingen mellem arterne kommer til udtryk i hybrid-ålenes genomer.

Det viser sig, at der i den amerikanske ål er opstået mutationer i et stort stykke DNA (180.000 basepar) på kromosom 15, som ser ud til at give en fordel, for eksempel i form af bedre overlevelse eller tilpasning, og derfor har mutationen spredt sig i arten.

Når de to arter parrer sig, er dette stykke DNA blevet overført fra amerikansk til europæisk ål flere gange uafhængigt af hinanden og spreder sig nu også der.

Så selv om europæisk og amerikansk ål er selvstændige arter, foregår deres evolution ikke helt uafhængigt af hinanden, og nye, fordelagtige mutationer kan sprede sig fra den ene art til den anden.

Her kan du selv dykke ned i ålens mysterier

Vil du komme tættere på ålen og dens mange mysterier, er der både læse- og museumsoplevelse at kaste sig over - og en enkel opfordring til at genoverveje, om du skal sætte tænderne i den fascinerende fisk.

’Ålevangeliet’ af forfatteren Patrik Svensson er en helt fantastisk bog, som sideløbende fortæller historien om forskning i ålens biologi og forfatterens forhold til sin far.

På Fiskeri- og Søfartsmuseet kan du indtil november 2026 besøge særudstillingen ’Havets mysterier’, der dykker ned i både videnskab, mysterier og overtro om alt det, der findes under overfladen. Museet har også udgivet en bog til udstillingen, hvor Aja Tengstedt og jeg har skrevet kapitlet ’Gamle og nye gåder om den europæiske ål’.

Vores nyeste videnskabelige artikel om ål kan findes frit tilgængeligt her.

…Og så har jeg helt udeladt den triste historie om ålens katastrofale tilbagegang og mulige udryddelse. Læs her, hvis du overvejer at spise ål.