I løbet af de seneste 175 år er den lille zebrastribede vandremusling dukket op i flere danske ferskvandssystemer, og i en række søer findes den i stort antal.
I vandløb findes den indtil videre kun hyppigt på strækninger, der ligger umiddelbart nedstrøms søer med store vandremuslingebestande. Vandremuslingen har været kendt fra Furesøen på Sjælland siden 1846, og det er formodentlig herfra, den har spredt sig til andre søer.
Vandremuslingen beskrives som invasiv i en række af de søer, hvor den findes, på grund af de negative effekter den har på de hjemmehørende arter, når den bliver meget talrig.
Den kan reducere den overordnede diversitet i søen, idet den bruger andre dyr, blandt andet muslinger og guldsmedelarver, og vandplanter som substrat at sidde på.
For dyrenes vedkommende kan konsekvensen være, at deres mobilitet hæmmes, og derudover er vandremuslingerne en direkte konkurrent til føden, da de hjemmehørende muslinger også lever som filtratorer. For planterne kan det betyde reduceret lystilgængelighed.
Vandet renses - vandstanden stiger
Vandremuslingen ændrer også næringsstofomsætningen ved bunden, da den producerer store mængder organisk affald (pseudofækalier), som omsættes af bundlevende organismer.
Det kan føre til ændret faunasammensætning med større dominans af smådyr og fisk, der søger føde ved bunden. I vandløb udgør vandremuslingerne også en trussel over for laksefiskene, da muslingebanker på gydegruset kan hindre fiskene i at gyde.
Vandremuslingen er så effektiv til at filtrere vandet for partikler i forhold til de hjemmehørende filtratorer, at vandsøjlens indhold af klorofyl a (mål for mængden af mikroalger) er faldet markant i flere søer med mange vandremuslinger.
Faktisk renses vandet så betydeligt, at det flere steder har haft en positiv effekt på vandplanternes dybdeudbredelse. Det er generelt positivt, at vandet bliver klarere, men den større mængde planter i vandet betyder også, at vandstanden stiger med større risiko for oversvømmelse af sø‐ og ånære arealer.
Undersøgelser af vandremuslinger i Gudenåen
For at vurdere risikoen for at vandløb nedstrøms søer med vandremuslinger bliver domineret af vandremuslingen har vi undersøgt vandremuslingers vækst og kondition i Gudenåen nedstrøms Silkeborg Langsø.
På de første tre kilometer i Gudenåen nedstrøms Silkeborg Langsø findes en population af vandremuslinger, der har været stabilt forekommende de seneste ca. 10 år.
I løbet af den periode har man nogle somre fundet vandremuslinger spredt hele vejen fra Silkeborg og ud til Randers Fjord, mens deres udbredelse andre år har været mere begrænset.
Vi ønskede at klarlægge, om muslingernes forekomst nedstrøms i vandløbet kunne skyldes fødebegrænsning i form af alger i vandsøjlen, idet algebiomassen generelt er lavere i vandløb end næringsrige søer på grund af vandets korte opholdstid i vandløb i sammenligning med søer.
For at undersøge det, opstillede vi to forsøg i felten, hvor vi dels undersøgte muslingernes kondition i den faste population nedstrøms Silkeborg Langsø, dels undersøgte udsatte muslingers vækstrater på fire forskellige steder i vandløbet nedstrøms en sø.
Hvis muslingerne var fødebegrænsede. forventede vi at finde en dårligere kondition af muslingerne længst væk fra søen i den faste population pga. mindre fødetilgængelighed i form af alger fra den næringsrige sø og en lavere vækstrate af muslinger udsat nedstrøms i vandløbet i forhold til den faste population.
Konkurrencen var størst tæt på søen
Vores forsøg viste dog, at det ikke er fødemangel, der begrænser muslingernes udbredelse.
Faktisk havde muslingerne tættest på søen en dårligere kondition end dem, der var tre kilometer fra søen, selvom algebiomassen i vandsøjlen som ventet var højst tæt på søen.
En mulig forklaring kan være, at konkurrencen mellem muslingerne er størst tæt på søen, hvor individtætheden er højest.
Vi kunne også afvise, at begrænsningen i udbredelse skyldes mangel på egnet substrat, muslingerne kan sætte sig fast på.
Som en del af galleriet ovenfor kan du læse om metoden, som er brugt i undersøgelserne.
Metapopulationer
Resultaterne af vore undersøgelser samt tidligere observationer af vandremuslinger nedstrøms Silkeborg Langsø tyder på, at muslingerne kun kan være dominerende meget tæt på søen.
Deres udbredelse i Gudenåen følger tilsyneladende et klassisk mønster for dynamikken af såkaldte metapopulationer.
Metapopulationer er mindre populationer, der udspringer fra en fast, etableret population (kildepopulation), og som pr. definition ikke kan opretholde sig selv, dvs. reproducere nok yngel til at holde populationen ved lige.
En metapopulation er afhængig af kontinuerlig rekruttering af nyt yngel fra kildepopulationen. Derfor bliver populationerne små, spredte og ustabilt forekommende fra år til år.
Den primære begrænsende faktor for vandremuslingens udbredelse nedstrøms i Gudenåen er sandsynligvis, at larverne har svært ved at slå sig ned i det strømmende vand.
Jo længere væk fra søen, hvor de fleste larver bliver produceret, jo færre larver når frem til lokaliteten, og jo lavere er sandsynligheden for at populationen kan bestå.
En anden mulig faktor, der kan have betydning for metapopulationernes udbredelse og variation mellem år, er længden af vinteren og vintertemperaturen.
En kold og lang vinter vil betyde, at forårets algeopblomstring i søen kommer senere, og færre muslinger vil sandsynligvis reproducere. Desuden er vandremuslingens filteraktivitet påvirket af vandtemperaturen, så den er stærkt nedsat ved temperaturer under 3 °C. Strenge vintre kan således være med til at holde metapopulationer nede.
Ingen invasion i vente
Konklusionen af vore undersøgelser er dermed, at vandremuslingens invasive adfærd i Danmark sandsynligvis vil være begrænset til søerne.
Selvom vandremuslingerne har gode spredningsmuligheder til vandløb fra søer, som i tilfældet fra Silkeborg Langsø, vil antallet af muslinger være begrænset af muslingelarvernes succes med at sprede sig og etablere sig fra søerne.
Denne succes afhænger højst sandsynlig af larveproduktionen i søen og nedstrøms afstand fra søen.
I stedet for en invasion af vandremuslinger i vore vandløb vil vi derfor formodentlig i fremtiden se små metapopulationer tidvist etablere sig nedstrøms søer med vandremuslinger for så at forsvinde igen, for eksempel efter en hård vinter.
En koloni af vandremuslinger (dreissena polymorpha). (Foto: Shutterstock)
Undersøgelserne er lavet i Gudenåen omkring Silkeborg Langsø. (Foto: Aktuel Naturvidenskab)
Her forklares metoden, som er brugt i undersøgelserne af vandremuslingerne. (Foto: Aktuel Naturvidenskab)
\ Vandremuslingens biologi
Vandremuslingen lever af at filtrere vandet for organiske partikler (5-40 μm). Når vandremuslingen er voksen (ca. 1 cm lang), sidder den fasthæftet til fast substrat som for eksempel sten med særlige hæftetråde kaldet byssustråde, som man i Danmark ellers kun kender fra den marine blåmusling.
Vandremuslingen kan ikke leve, hvis der ikke er fast substrat at slå sig ned på. Vandremuslingerne kan desuden bruge andre dyr eller hinanden at sidde på og kan på den måde opnå meget høje individtætheder på op mod 70-100.000 individer/m2.
Det svarer til, at søbunden er belagt med flere lag af muslinger.
Vandremuslingen spredes med ballastvand, fiskegarn, vådt badetøj osv. mellem vandsystemer, og det er primært mennesker, der er årsag til, at de flytter sig fra system til system. Inden for et vandløbssystem, for eksempel mellem to søer, der er forbundet af et vandløb, kan vandremuslingen spredes i strømmens retning fra den ene sø til den anden.
