Dræbergopler invaderer os i sensommeren

Danske biologer fra Syddansk Universitet frygter, at dræbergoplenMnemiopsis leidyi også denne sommer vil brede sig eksplosivt. De erobrer nye territorier ved at støvsuge havet for zooplankton, der er andet led i havets fødekæde. »Vi frygter, at dræbergoplen truer fiskeriet i Danmark. Dens invasion af de danske farvande kan have store konsekvenser for fiskebestanden. Ud over zooplankton æder dræbergoplerne også fiskeæg og larver, og den kan derfor få fødekæden til at bryde sammen,« siger Hans Ulrik Riisgård.

Dræbergoplen har tidligere invaderet Danmark, som f.eks. i 2007. Det kom helt bag på myndighederne, der ikke systematisk overvåger den danske goplebestand.

Hans Ulrik Riisgård og hans kollega lektor Ole Tendal fra Zoologisk Museum på Københavns Universitet havde imidlertid læst om dræbergoplens skadevirkninger i en lang række videnskabelige artikler.

De besluttede sig derfor for at tage sagen i egen hånd og forsøge at kortlægge dræbergoplernes færden i de danske farvande.

Allierede sig med befolkningen

I erkendelse af, at de på ingen måde kunne gøre arbejdet selv, besluttede de sig for at alliere sig med befolkningen, så via en pressemeddelelse bad de strandgæster, fiskere og amatørdykkere om at sende dem en email med et fotografi, hvis de fik øje på en dræbergople.

Indberetningerne strømmede til dem fra hele landet, og de viste, at dræbergoplen i løbet af ganske få måneder havde spredt sig til samtlige danske farvande i 2007.

Forskerne har fulgt nøje med i dræbergoplernes bestand lige siden, og den ser ud til at have bidt sig godt fast i Danmark.

Selv om bestanden går kraftigt ned om vinteren, er dræbergoplen hidtil vendt stærkt tilbage den efterfølgende sommer med kulmination i august.

»Vi har fået overraskende meget brugbar information gennem de tre seneste års folkelige indberetninger. På den baggrund vil vi igen i år opfordre folk til at holde øje med goplerne derude og indberette deres observationer til os på email vedhæftet et vellignende foto,« siger Hans Ulrik Riisgård.

Havstrømme førte den til Danmark

Dræbergoplen hører ikke hjemme i Europa, men kommer oprindeligt fra den østamerikanske kyst, men den er ført til Europa med ballastvand, som store tankskibe medbringer for at ligge stabilt i vandet.

I 1980’erne havnede dræbergoplen på den måde i Sortehavet, hvor den formerede sig voldsomt. I løbet af ganske få år udkonkurrerede den en række arter af sildefisk, som fik den øvrige del af fødekæden til at bryde sammen, så det omfattende fiskeri i området kollapsede.

Rejsen til Danmark startede ifølge Hans Ulrik Riisgård tilbage i 2005, hvor goplen via ballastvand blev bragt til det hollandske vadehav, hvor den snart efter udviste masseforekomst, hvorefter den blev ført med havstrømmene nordpå mod Danmark.

Dræbergoplerne strømmede op langs Jyllands vestkyst, ind i Limfjorden og nord om Skagen og videre ind i de indre danske farvande til Østersøen.

Overalt, hvor den kom, formerede den sig, og især Limfjorden faldt i dræbergoplernes smag.

For at følge dræbergoplernes spredning har Hans Ulrik Riisgård og hans studerende flere gange været på togt på Limfjorden med miljøskibet Limgrim, hvor de fiskede gopler op af vandet med et særligt goplenet.

Forskerne talte antallet af gopler og regnede den såkaldte biovolumen ud, dvs. hvor mange milliliter gople der er per kubikmeter vand.

»Mængden af dræbergoplerne var så stor, at deres biovolumen var større, end man nogensinde registrerede i Sortehavet. I Skive Fjord målte vi f.eks. 300 milliliter dræbergople per kubikmeter vand mod 180 milliliter gopler per kubikmeter i Sortehavet i 1989, da mængden toppede. Samtidig viser vores studier, at dyrene i august-september 2007 havde fortæret alt zooplankton i vandet,« fortæller han.

Iltsvind gav goplen fodfæste

Limfjorden er et slaraffenland for dræbergoplen, fordi den bugner af det zooplankton, som dyrene lever af.

Siden 1970’erne har Limfjorden været belastet af store mængder nitrat fra landbrugsområder i området.

Det giver næring til planktonalgerne, som normalt ædes af zooplanktonet. Men når der er mange gopler, bliver planktonalgerne ikke fortæret, men synker til bunds, hvor de dør og forrådner under forbrug af ilt.

Der er heldigvis rigtig mange, som interesserer sig for naturen, og kvaliteten af observationer og indberetninger er kommet helt bag på os. Derfor er det en god idé at fortsætte.

Hans Ulrik Riisgård

Resultatet er iltsvind og massedrab på de muslinger, orme og andre dyr, som lever på og i havbunden, og som er fødegrundlaget for de bundlevende fisk.

»Vandmænd og dræbergoplen har bidt sig fast i Limfjorden, fordi fjorden er overgødsket med især nitrat. Og samtidig er antallet af bundlevende fisk reduceret til procenter af, hvad det var indtil begyndelsen af 1960’erne,« fortæller Hans Ulrik Riisgård.

Behov for fortsat kortlægning

Limfjorden er det eneste sted i Danmark hvor man har lavet videnskabelige studier af dræbergoplens rov-effekt på zooplanktonet. Men de mange indberetninger fra borgere fra hele landet vidner om, at dræbergoplen har slået sig ned mange andre steder.

»Limfjorden kan meget vel være ekstrem, men den afspejler de mekanismer, der styrer udviklingen. Og meget tyder på, at dræbergoplen er kommet for at blive, men vi ved det ikke med sikkerhed. Det er vigtigt, at vi fortsat kortlægger dræbergoplernes færden i farvandene for at kunne vurdere, hvilken effekt det vil have, ikke kun på fiskebestanden, men også på havmiljøet. Derfor vil vi bede befolkningen om endnu engang at hjælpe os,« slutter han.

Fund af specielt den uønskede dræbergople sendes på email vedhæftet et vellignende fotografi til en af disse personer:

Ole S. Tendal, lektor, dr. phil., Zoologisk Museum, Københavns Universitet – Email: ostendal@snm.ku.dk. Hans Ulrik Riisgård, professor, dr. scient., Marinbiologisk Forskningscenter, Syddansk Universitet – Email: hur@biology.sdu.dk

Dræbergoplen har en søsterart i Danmark, den såkaldte Bolinopsis infundibulum, der er almindeligt forekommende i de danske farvande, fra Nordsøen til den vestlige Østersø. Denne minder meget om dræbergoplen Mnemiopsis leidyi. Faktisk kræver det nogen ekspertise at skelne de to arter af tentakelløse ribbegopler fra hinanden.

Dræbergoplen Mnemiopsis leidyi er en bioluminescerende ribbegople som tilhører slægten arten Mnemiopsis. Den ernærer sig ved plankton og fiskeæg og kan blive ca. 10 cm lang. Ribbegoplen lever naturligt ud for den amerikanske østkyst, men har med ballastvand fra skibe flere gange fundet sig vej til Europa og Asien