Vietnam er i en rivende økonomisk udvikling og satser for øjeblikket stærkt på opdræt af tropiske fisk til at dække landets eget fødevarebehov og til eksport.
Men selv om der investeres i industrialiseret dambrug fra alle sider, så producerer fiskeopdrættene lang fra nok til at dække den enorme efterspørgsel, hvilket truer landets fødevareforsyning.
Samtidigt slås fiskeopdrætterne med pladsmangel og store miljøproblemer på grund af de tusindvis af fiskeopdræt, der dagligt sender tonsvis af slam og næringssalte ud i floderne.
\ Fakta
Men det problem vil danske biologer fra Biologisk Institut på Aarhus Universitet hjælpe vietnameserne med at løse.
Med 4,5 millioner kroner i ryggen fra Danida opstartede biologerne for halvandet år siden et omfattende forskningsprojekt i Vietnam, der skal klæde de vietnamesiske bønder på til at kunne drive og udvikle deres eget dambrug på en forsvarlig måde.
Målet er, at bønderne lærer at skræddersy deres fiskeopdræt, så de producerer meget mere og forurener langt mindre, end de gør i dag.

Vietnamesiske forskere fra universitetet deltager også i projektet, så de kan følge den videnskabelige proces – selv under de få eksperimenter, der gennemføres på Aarhus Universitet, er de vietnamesiske forskere med, så man er sikker på, at de ikke går glip af noget.
»Dambrugene er lavtekologiske og er ikke effektive nok, og vietnameserne mangler ganske enkelt den faglige ekspertise, der er nødvendig, for at kunne øge produktionen. Men det skal forskningsprojektet råde bod på, dels ved at give dem nogle konkrete og helt nye værktøjer i hånden, som de selv er med til at udvikle, og dels ved at uddanne dem,« siger lektor Mark Baylay, Biologisk Institut, Aarhus Universitet, der leder forskningsprojektet.
Vietnameserne på skolebænken
Erfaringen viser, at vietnamesernes viden om fiskenes fysiologi er sparsom, og for at føre dem ‘up to date’ har de danske biologer etableret et intensivt uddannelsesprogram på Universitetet, der efteruddanner de vietnamesiske rådgivere i aquakultur-industrien. Kurset sikrer, at rådgiverne får det videnskabelige indblik i dyrenes fysiologi, der skal til, for at de kan give opdrætterne den bedst tænkelige rådgivning.
\ Fakta
VIDSTE DU
De danske biologer har kørt en lang række forskningsprojekter i Vietnam igennem de seneste år, fordi biologerne har haft en særlig interesse i mange af dyr, der lever her. Det gælder ikke mindst de luftåndende fisk.
»Projektets formål i høj grad også en kapacitetsopbygning – det skal give vietnameserne en større indsigt, så de fremover selv kan tage ansvar for deres fiskeopdræt og udvikle det. Uddannelsesprogrammet har vist sig at være en utrolig stor succes, og deltagernes respons er overvældende positiv,« siger lektor og projektleder Mark Bayley, Biologisk Institut, Aarhus Universitet og fortsætter:
»Vores forskning vil kunne hjælpe vietnameserne til at kunne optimere deres egen vandkultur. Det vil ikke kun være til gavn for deres fiskeeksport og fødevareproduktion, men også være til stor hjælp for miljøet, der pt lider under en stærk forurening fra de mange dambrug,« siger han.
Selv om forskningsprojektet foregår i Vietnam, vil dets resultater også kunne bruges i de fiskeopdræt, der foregår i troperne, påpeger professor Tobias Wang, Zoofysiologi ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, der også deltager i projektet.

»Aquakultur i troperne er under kraftig ekspansion – det gælder både i Asien, Afrika, Indien og Sydamerika. Mange af de samme arter benyttes over hele verden, og vores studier af de tropiske fisk vil uden tvivl kunne bruges til design af akvakultur på mange forskellige arter, selvom effekterne vil variere fra art til art. Det vil være med til at sikre, at fiskeopdrætterne kan holde trit med befolkningens stigende behov for fisk samt efterspørgslen fra vesten,« siger han.
Forskningsprojektet ‘PhysCAM’ foregår på CanTho-Unversitetet i udkanten af Mekong-deltaet, hvor mere end 60 procent af landets fiskeopdræt findes.
Mekong-deltaet dækker 12 procent af Vietnams totale landområde, og står for halvdelen af landets totale landbrugsproduktion samt mere end 60 procent af dets fiskeproduktion fra dambrug. I 1999 svarede dette til 450.000 tons ferskvandsfisk og 150.000 tons skaldyr. Hidtil har befolkningen primært holdt deres egne små fiskeopdræt, men de seneste år er der sket en sand eksplosion i store industrielle dambrug i hele området.
Nu er pladsen imidlertid ved at være opbrugt.
De danske biologer håber på, at det kan lade sig gøre at flytte en stor del af dambrugene til en gigantisk blandingszone i deltaet, der er oversvømmet med vand fra havet (saltholdigt) og vand fra floderne (ferskvand). Der er altså tale om brakvand, som mange afgrøder, eksempelvis ris, ikke trives i. Dette område ville dambrugene derfor have for sig selv.
Kan man bruge brakvandet til fiskeopdræt, ville man kunne udnytte deltaets ressourcer langt bedre, påpeger forskerne. Det vil give plads til flere fiskeopdrættere samtidigt med at risdyrkerne får mere plads. Man slår så at sige to fluer med ét smæk.