Pakistan er ramt af de værste oversvømmelser i årtier, og ødelæggelserne er uoverskuelige. Tusindvis af mennesker er dræbt mens millioner er gjort hjemløse.
Oversvømmelserne er skabt af monsunregn, der vender tilbage hver sommer, og i år har monsunregnen været særligt kraftig.
Myndighederne og befolkningen har ikke været forberedt på de voldsomme vandmasser fordi landets varslings- og sikkerhedssystemer er alt for dårlige til at kunne advare og beskytte befolkningen mod naturkatastrofer. Det fortæller den pakistanksfødte Kinza Haider, der er ph.d.-studerende i hydrologi ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet.
Hun har en dyb indsigt i de fysiske mekanismer, der fører til den slags oversvømmelser og følger nøje katastrofen i sit hjemland via familie og venner.
»De pakistanske myndigheder har målestationer og varslingssystemer, der i princippet skulle kunne advare om nært forestående naturkatastrofer, men de er alt for simple og forældede. De gamle systemer er ikke pålidelige, og det var årsagen til, at både jordskælvet sidste år og nu også oversvømmelserne kom bag på befolkningen,« siger Kinza Haider.
Varm luft føres op over Himalaya
Varsling er én ting, beskyttelse mod oversvømmelsers ødelæggende kraft er en anden, men også på den front er Pakistan på hælene, fortæller hun.
\ Fakta
VIDSTE DU
Indus er den længste flod i Pakistan og den tredjelængste flod i regionen opgjort efter årlig vandmængde. Den har sit udspring på det tibetanske plateau og løber gennem Ladakh distriktet i Jammu og Kashmir, for at fortsætte sydover gennem hele landets længde og udmunde i det Arabiske Hav. Den er derved en livsnerve for landet.
Myndighederne står mere eller mindre magtesløse ved så kraftig en monsun.
Monsunregnen opstår om sommeren, når varm, fugtig luft fra havet føres med vinden ind over Pakistan og op over Himalayabjergene.
De kolde luftlag højt oppe i atmosfæren afkøler luften, så den ikke kan rumme så meget fugt, og konsekvensen er, at det begynder at regne i stride strømme. Det giver monsun, der starter i maj og stopper i slutningen af august.
De store mængder regnvand føres via floder ned i dalene, og stort set hele Pakistan afvandes af Indusfloden og dens bifloder.

Floderne er imidlertid ikke i stand til at føre vandet tilstrækkeligt hurtigt væk. De bugter sig igennem landskabet, som har karakter af vådområde.
Der skal ikke meget vand til før store landområder oversvømmes, og jo mere vand, der kommer, des mere spredes vandet. Dette års monsunregn har således ført til voldsomme oversvømmelser.
Dæmninger styrer vandmasserne
Pakistan har forsøgt at forebygge oversvømmelser ved at bygge reservoirer langs floderne for derved at regulere hvor meget vand, der sendes ud i floden. Princippet mindsker risikoen for oversvømmelser, fortæller hun.
»Desværre er reservoirerne ikke store nok til at kunne opsamle tilstrækkeligt med vand under kraftig monsun og mange er ikke færdiggjorte som følge af politiske og økonomiske problemer. Myndighederne kæmper med at styre vandmængden i dem, men der skal meget lidt til før de flyder over,« siger hun.

Problemet forstærkes af, at monsunen ikke kun har været kraftig i Pakistan men også i nabolandet Indien, der ligeledes forsøger at opsamle vandet i bassiner. Når vandstanden bliver for høj i bassinerne, åbnes der for sluserne, så en del af regnvandet fosser ud i floderne og videre ind i Pakistan, der på den måde bliver ekstra hårdt ramt.
Det nordvestlige Pakistan hårdest ramt
Ødelæggelserne går ifølge Kinza Haider næsten over ens forstand.
Oversvømmelserne har især lammet den nordvestlige del af landet, hvor folk er flygtet op på hustagene, hvor de venter i dage for at få hjælp.
»I Pakistan tager det en familie en menneskealder at opbygge en tilværelse med et landbrug man kan leve af og at få afgrøder til at vokse, som de skal. Nu er landmændenes marker oversvømmet, og de sidder uden tag over hovedet og har mistet alt,« siger hun. Hun tvivler umiddelbart på, at katastrofen vil føre til bedre varslings-systemer og større bassiner. »Pakistan er et uland. Befolkningen har så mange andre alvorlige problemer, at der ikke er fokus på at udvikle den slags sikkerhedssystemer. Pakistan skal investere kraftigt i uddannelse og forskning, før man kan gøre sig håb om, at nogen kan kaste sig over den opgave. Det har lange udsigter, for lige nu bruges alle kræfter på at forsøge at stabilisere landet politisk og økonomisk,« siger hun.
Bangladesh fik dansk hjælp til bedre varsling
Danske DHI i Hørsholm er en af verdens førende rådgivnings- og forskningsinstitutioner inden for vand og har stor erfaring med at opbygge varslingssystemer i landene omkring Pakistan og har ifølge rådgivningsdirektør Jacob Høst-Madsen opnået gode resultater. Bangladesh har med hjælp fra DHI fået et godt varslingssystem, som hele tiden holder myndighederne og befolkningen informeret om, hvordan den aktuelle flodsituation er.
»Man kan ikke undgå oversvømmelser men man kan lære at leve med dem. Det kræver at myndigheder og befolkningen kan advares i forvejen og derved vil kunne have bedre mulighed for redde liv, jordiske værdier og infrastruktur,« pointerer Jacob Høst-Madsen.
En dansk å ligger dér, hvor den også lå sidste år. En flod i Pakistan kan godt flytte sig, fordi den ofte flyder over sine breder og medbringer meget sediment. Floderne i Pakistan er svære at holde styr på - de er nærmest at sammenligne med levende organismer.
Jacob Høst-Madsen
Værktøjet består af nogle computermodeller, der kan producere tredages-prognoser for floderne og oversvømmelserne.
Varslingsmodellerne bliver hver dag fodret med hundredvis af data fra aktuelle vandstandsmålinger i floderne samt meteorologiske stationer, der fortæller om hvordan det har regnet de sidste 24 timer i landet.
Ud fra disse data laver varslingsmodellerne nogle prognoser tre dage frem i tiden for, hvad der vil komme til at ske med vandet i den enkelte flod.
»I DHI har vi trænet landets egne hydrologer og ingeniører i at sætte modellerne op og køre dem selv, og nu er de fuldstændigt selvhjulpne. Så det er en omgang succesfuld ulands-bistand, der har gjort Bangladesh i stand til at takle oversvømmelserne selv,« slutter han.
\ Ekstrem monsun kan skyldes global opvarmning
Monsunregn af denne kaliber er sjældne i Pakistan og man skal 80 år tilbage i tiden for at finde lige så voldsomme oversvømmelser. Forventningen blandt klimaforskere er imidlertid, at monsunen de kommende år vil blive kraftigere på grund af den globale opvarmning.
Monsunen har i sig selv små naturlige udsving, og vil være svag i nogle år og kraftig i andre år. Det kan føre til ekstreme regnskyl, som disse. Den globale opvarmning kan imidlertid gøre monsunen stærkere, fordi en højere global middeltemperatur kan sætte gang i en kaskade af fysiske processer, så der opstår en ubalance i systemet, fortæller ph.d.-studerende i hydrologi Kinda Haider ved Københavns Universitet.
»Meget tyder på, at klimaet i Pakistan i det hele taget er ved at ændre sig, for de seneste vintre i landet været meget kolde mens somrene har været meget varme. Den kraftige monsunregn kan være endnu en indikation på, at klimaet er i ubalance,« siger hun.


































