Du kan sikkert sætte ansigt på ham den dominante, der møver sig frem i tilværelsen på en ubehagelig måde gennem grådighed, mobning og måske endda trusler.
Den slags personlighedstræk findes ikke kun hos mennesker, men viser sig også blandt chimpanser (Pan troglodytes). Og selvom den slags adfærd kan opleves truende eller ubehagelig, ser den ud til at være en effektiv vej til magt blandt de store menneskelignende aber.
I flere årtier har forskere af forskellige grunde observeret 28 chimpanser fra Gombe Stream Nationalpark i Tanzania. Gennem observationer har de tidligere fundet ud af, at chimpanserne, ligesom mennesker, har vidt forskellige personlighedstræk.
Disse personlighedstræk ser ud til at påvirke, hvor han-chimpanser befinder sig på den sociale rang, og hvor mange unger de får. Det afslører forskerne i et nyt studie, der er offentliggjort i tidsskriftet PeerJ.
»Personlighed betyder noget,« siger en af studiets forfattere, Joseph Feldblum, adjunkt i evolutionær antropologi ved Duke University i USA, i phys.org.
Når det er tilfældet, kan man undre sig over, hvorfor alle chimpanserne ikke tilegner sig de personlighedstræk og den adfærd, der ifølge forskerne er særlig gunstige?
Ifølge Joseph Feldblum kan der være tale om »et evolutionært puslespil«, men det er endnu uvist, hvad der præcis ligger bag.
En langvarig teori har peget på, at forskellige personlighedstræk kan gavne på forskellige tidspunkter i livet, og at det derfor er en afvejning, hvornår trækkene er gavnlige eller ej. Selvom det kan være en fordel for en ung chimpanse-han at være aggressiv, kan den opførsel vise sig at få bagslag senere i livet.
»Tænk for eksempel på de personlighedstræk, der får nogle mennesker til at toppe i den tid, man går på ungdomsuddannelse, versus senere i livet,« påpeger studiets hovedforfatter, Alexander Weiss, lektor i psykologi ved University of Edinburgh i Skotland.
Men dén teori ser ikke ud til at passe blandt han-chimpanserne. Det kunne studiets forskere konkludere, efter at have undersøgt observationsdata af chimpanser fra samme sted for 37 år siden, som viser, at de samme personlighedstræk hang sammen med høj status og reproduktiv succes gennem hele livet.
Derfor peger de på, at vi må se andre veje, hvis vi vil forsøge at finde hints, som kan forklare diversiteten af personlighedstræk blandt chimpanserne.
»Det kan være, at den 'bedste' personlighed varierer, alt afhængig af miljømæssige eller sociale forhold. Eller at nogle egenskaber viser sig at være gavnlige for hanner, men ikke for hunner,« forklarer Joseph Feldblum i phys.org.
smb

































