Selvom dens størrelse umiddelbart taler imod den, kan verdens største pattedyr, blåhvalen (Balaenoptera musculus), faktisk være ubegribeligt let på tå, når den er sulten.
Ved hjælp af videokameraer og bevægelsessensorer, som blev sat fast på en helt almindelig blåhval, har amerikanske forskere kunnet afsløre, at de enorme dyr sommetider inkorporerer undervandspirouetter – 360 graders rullen rundt – mens de kaster sig over stimer af lyskrebs.
(Dyrene overrasker os gang på gang. For nylig havde Videnskab.dk nyheden om en hval, der lød som et menneske. Eller hvad med nyheden om elefanten, der kan tale koreansk?)
Manøvren varer sammenlagt 30 sekunder og hjælper hvalerne med at sætte kæber i den rigtige position i forhold til deres byttedyr og dermed tage den størst mulige mundfuld, før stimen spredes i alle retninger, fortæller zoolog Jeremy Goldbogen fra the Cascadia Research Collective i Washington. Han stod i spidsen for arbejdet, som for nylig er publiceret i tidsskriftet Biology Letters.
»Det er en form for bagholdsangreb, som hvalen bruger som jagtstrategi,« udtaler Jeremy Goldbogen til til Nature.com.
Aldrig før observeret i store dyr
Andre dyr er tidligere blevet observeret i færd med at udvise lignende adfærd – et eksempel er den langnæbede delfin, som endda har fået kælenavnet ’snurredelfinen’ eller ’spinner-delfin’, og som laver pirouetter i luften for at ryste smådyr af sig. Alligatorer kan også sommetider finde på at angribe deres byttedyr i en lynhurtig, dødelig drejemanøvre.
Men fænomenet er aldrig tidligere observeret i så store dyr før, og det er især overraskende, fordi blåhvalen har relativt små finner, også på halen.
Det er dog alligevel muligt for blåhvalen at udføre sin akrobatiske jagtmanøvre, fordi dens kropsmasse er fordelt, som den er – langs ’længdeaksen’, fortæller biologen Frank Fish fra West Chester University i Pennsylvania, som studerer bevægelse i havpattedyr, til Nature.
I videoen herover kan du se en blåhval dreje, mens den svømmer – men du skal se godt efter og især holde øje med lysets position for at følge med.
































