Ålekvabber har indvendige patter

Ålekvabber er en fiskeart, der ikke lægger æg, men som føder levende unger, og nu har danske biologer fundet ud af, hvordan de ufødte unger får mad i månederne op til deres fødsel.

Studiet viser, at hver unge suger sig fast på en form for patte, en såkaldt follikel, der forsyner dem med næring, vitaminer og mineraler samt forskellige former for bakteriehæmmende enzymer. Ud over at give ungen mad, fungerer dievorten også som en lunge, der forsyner ungerne med ilt.

»Vi har fundet ud af, at ungerne ligger i moderens mave og dier, på samme måde som pattedyr-unger sutter mælk hos deres mor. Folliklen har altså på mange måder samme funktion som en dievorte,« siger lektor Peter Vilhelm Skov fra DTU Aqua.

Blommen en medfødt madpakke

Ålekvabbe-hunner bliver befrugtet i august men føder først i slutningen af januar. I de måneder, hunnen er drægtig, forvandler de små fiskelarver i æggene sig til miniaturevoksne, der efter fødslen fuldt ud er i stand til at klare sig selv.

Hunnen bliver befrugtet i de såkaldte ovarier, som er en form for æggestokke, der bugner af æg. Frem af det befrugtede æg vokser en lille larve, der får næring ved at absorbere æggets blomme.

Madpakken rækker dog kun til seks uger, og hidtil har det været en gåde, hvad de små kræ levede af, når først blommen var spist.

»Man troede, at ungerne lå løst inde i ovarierne. Den forestilling gjorde det imidlertid svært at forklare, hvordan fiskene fik ilt og næring. Men nu viser det sig, at teorien er forkert, og at folliklerne tilfører ungerne alt, hvad de har brug for frem til fødslen,« fortæller Peter Vilhelm Skov.

Dievorterne er nogle små udposninger på indersiden af ovariets vægge, men deres nærmere funktion har hidtil været dunkel. Ved en ren tilfældighed lykkedes det for ham at kaste lys over deres rolle.

Opdaget ved et tilfælde

I 2007 var Peter Vilhelm Skov i gang med et andet forskningsprojekt, hvor han skulle fotografere en næsten færdigudviklet ålekvabbeunge. I køleskabet havde han derfor en drægtig død hun, som han skar op.

»Mens jeg er i gang med det, lægger jeg mærke til, at der er nogle unger, som hænger fast. Jeg sprættede hunnen helt op for at undersøge sagen nærmere og kunne så se, at ungerne havde folliklerne inde i munden,« siger han.

Folliklerne er nogle små velkendte udposninger på ovariernes inderside, der er fyldt med blodkar, og Peter Vilhelm Skov konstaterede, at der var lige så mange follikler, som der var unger, det vil sige typisk mellem 80 og 120 styk.

Dus med dievorter

Opdagelsen gjorde ham nysgerrig på, hvilken funktion folliklerne havde, og han allierede sig med sin kollega John Fleng Steffensen, der er professor i biologi ved Marinbiologisk Sektion, Helsingør, Københavns Universitet, for at undersøge sagen nærmere. Og uanset hvad de fandt på af studier, pegede resultaterne i samme retning.

Folliklerne indeholder en gennemsigtig væske, der har et højt proteinindhold i forhold til moderens blod. Dertil kommer, at selve proteinsammensætningen viste sig at være en anden. De to ting tilsammen dokumenterer, at væsken dannes lokalt inde i folliklen. Iltkoncentrationen lige ved siden af folliklerne var markant højere end længere inde i ovarierne. Det tyder på, at folliklerne forsyner ungerne med ilt. Væsken indeholdt særlige bakteriehæmmende enzymer, der ellers kun er kendt fra pattedyrs modermælk.

Alt i alt kunne forskerne konstatere, at folliklerne er ålekvabbens svar på pattedyrenes patter.

»Strategien med at die ungerne er opstået flere gange uafhængigt af hinanden i forskellige dyreordner. Der er helt klart nogle analogier mellem pattedyr og denne særlige form for fisk,« siger han.

Strategien en evolutionær fordel

I dag er det de færreste fiskarter, der føder levende unger, nemlig kun 750 ud af i alt 25.000 kendte arter.

Ålekvabben har udviklet evnen, fordi den giver dyret en evolutionær fordel, og den er årsagen til, at ålekvabben i dag er en udbredt fiskeart i store dele af Europa.

Ålekvabben lever i kystnære områder og trækker ind på lavt vand for at føde sine unger i januar måned. Herinde kan de føde i fred, for der er ikke mange andre fisk, der kunne finde på at opholde sig på det lave vand på denne tid af året.

»Ålekvabben føder inde på lavt vand, hvor der er et mindre pres fra rovdyr, der foretrækker at være på dybt vand i vinterkulden. Ålekvabben har altså fundet sig en niche ved at få sine unger på et skævt tidspunkt på året. Når ungerne først er født, er de så færdige, at de kan klare sig selv,« slutter han.

Da ålekvabben lever kystnært, bliver den udsat for alt det skidt, som ledes ud i havet. Flere studier viser, at for eksempel tungmetaller ophobes i dyrene. Af samme grund bruges dyret som en såkaldt biomarkør, fordi man ud fra dets indhold af tungmetaller kan sige noget om, hvor kraftigt et kystområde er forurenet.

Der er en tydelig sammenhæng mellem, hvor mange misdannelser de nyfødte unger har og mængden af forurenende stoffer i havvandet.

»Giftstoffer koncentreres ofte i fedtdepoter. Når hunnen skal forsyne ungerne med næring under den lange drægtighed, må hun trække på sine fedtreserver, hvorved hun også frigiver eventuelle giftstoffer, hun måtte have ophobet. Vores resultater viser, at det er sandsynligt at en del af de forurenende stoffer i denne proces overføres til ungerne via de særlige dievorter, allerede inden de bliver født,« siger han.