Se 2015’s vilde vejr i en time-lapse video
Forskere har sat satellitbilleder fra hele år 2015 sammen og dannet et smukt videooverblik over årets vejr på otte minutter. Året slog rekord som året med flest tropiske cykloner på den nordlige halvkugle.

2015 blev det år, hvor flest tropiske cykloner nogensinde ramte den nordlige halvkugle. Det er et af højdepunkterne i denne flotte video fra rummet, som giver et overblik over vejret i hele år 2015.

Tropiske cykloner er orkaner, skabt af kraftige lavtryk over hav, der danner vinde på 100-150 knob og vandskabte, høje bølger.

Katrina, der ramte New Orleans i 2005, og Haiyan, der ramte Filippinerne i 2013, var tropiske cykloner.

6 minutter og 30 sekunder inde i videoen kan du se, hvordan den tropiske cyklon Hurricane Joaquin i september vandrede fra Bahamas og hele vejen over Atlanterhavet til Storbritannien, skriver scientificamerican.com.

Hurricane Patricia fra oktober 2015 blev den stærkeste orkan, der nogensinde er målt. 6:55 inde i videoen kan du se, hvordan den med høj fart hamrer ind i Mexicos vestkyst.

I Danmark slipper vi for voldsomme orkaner som disse, da kulde dræber stormene. De tropiske storme kræver havoverfladetemperaturer på minimum 26 grader celcius for at holde dem varme og kraftfulde. I videoen ses det tydeligt, hvordan et bælte af storme bevæger sig langs de varme områder ved ækvator.

Tre forskellige satellitbureauer viser os Jordens vejrmønstre

Videoen er strikket sammen af satellitdata fra tre forskellige bureauer:

  1. EUMETSAT, der dækker Europa, Afrika og Det Indiske Ocean
  2. Japan Meteorological Agency, der dækker hele Stillehavsområdet
  3. National Oceanic and Atmospheric Administration, der dækker Nord- og Sydamerika

Her er der zoomet ind på en tropisk cyklon. Det er en rund, hvid hvirvel som denne, du kan se 6:55 inde i videoen, hvor den med høj fart hamrer ind i Mexicos vestkyst. (Foto: Shutterstock)

Udover de store højdepunkter giver videoen et billede af, hvilke vejrmønstre der flyder over Jordens kontinenter og have.

Vejret hænger sammen på den måde, at en storm i USA i dag kan betyde regn i Spanien næste uge.

Videoer som disse kan redde os fra naturkatastrofer

Det er tydeligt at se forskellen på, når det er sommer og vinter på henholdsvis den nordlige og sydlige halvkugle.

I vinterhalvåret bevæger storme sig på tværs fra vest til øst over kloden, som du kan se i starten af videoen på den nordlige halvkugle.

I videoen kan du eksempelvis også se, hvordan regnsæsonen i Amazonas får skyer til at titte frem dagligt for at sprede regnen over hele regionen.

Siden sidste års time-lapse video er kvaliteten af satellitter i rummet forbedret markant, og derfor er dette den time-lapse video af vejret, der har den højeste opløsning nogensinde.

Overbliksvideoer som denne er vigtige for at kunne sige noget overordnet om vejrets mønstre og strukturer for derved at blive bedre til at forudse voldsomme vejrændringer og naturkatastrofer i fremtiden.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.