Projektleder i NASA kaprede en rumsonde
I 1978 blev der skudt en rumsonde op for at observere solvinden og Jordens magnetfelt, men Robert Farquhar tænkte i andre og fantasifulde kometbaner.

Rumsonden ISEE-3, omdøbt til International Cometary Explorer (ICE), på vej mod kometen Giacobini-Zinner, og nogle måneder senere nåede den kometen Halley, i 1985/86. (Illustration: NASA)

Robert Farquhar har en rumsonde på samvittigheden. Nogle forskere har anklaget ham for at kapre den. Selv siger han, at han bare lånte den. Nu vil han give den tilbage.

Kometsonden International Cometary Explorer – ICE – er på vej tilbage mod jorden, efter eventyrfærden, som kun Robert Farquhar kunne give den.

»Robert Farquhar er en troldmand, når det kommet til rumskibsbaner. Det huskes han endnu for i NASA,« siger Erik Tandberg, rumfartsekspert tilknyttet Norsk Romsenter.

Robert Farquhar tog Månen i brug som en slags slynge. I en serie ottetaller fra Jorden rundt om Månen og tilbage igen fik International Cometary Explorer mere og mere fart, så den til sidst undslap jordens tyngdefelt, på vej mod fjernere kometer.

Rumsonde fik ny opgave

Ikke alle forskere var lige begejstrede for denne svimlende manøvre, ifølge en artikel på National Public Radio i USA’s hjemmeside.

Robert Farquhar havde nemlig taget en rumsonde, der oprindeligt var tænkt til et helt andet formål og tilmed havde et andet navn.

I næsten fire år havde den snurret fredeligt rundt et sted ganske tæt på Jorden, kendt som International Sun/Earth Explorer 3, ISEE-3. Som navnet siger, havde rumsonden mange elektroniske sensorer rettet mod Solen.

Robert Farquhar var ikke bare projektleder for solsonden på daværende tidspunkt. Han havde også navngivet den særlige halobane, den fulgte omkring punktet, hvor Jorden og Solens tyngdekræfter ophæver hinanden ude i verdensrummet.

»Robert Farquhar var den første til at tage sådanne halobaner i praktisk brug i rumfarten, med ISEE-3,« fortæller Erik Tandberg.

ISEE-3 sikrede USA en førstplads i rumkapløb

I 1982 have NASA en mindre krise. Kometen Halley var på vej ind mod Solen og mange forskere ønskede at sende et rumskib mod denne kendte komet fire år senere.

Rumsonden International Sun-Earth Explorer (ISEE-3) gennemgår tests før opskydningen fra Cape Canaveral 12. august 1978. Lidt under fire år senere skulle sonden helt uventet få en ny og eventyrlig opgave - den første færden i halen på en komet. (Foto: NASA)

Men NASA havde ikke penge til at udstyre en kometsonde. En lille krigsflåde af andre kometsonder var under planlægning, både ESA’s europæiske Giotto, de sovjetisk-europæiske Vega 1 og 2 og de japanske Suisei og Sakigake-sonder.

Hvad kunne NASA gøre? Robert Farquhar havde svaret: Sæt en ny kurs for en rumsonde, der allerede findes ude i rummet, nemlig ISEE-3, nu alias ICE!

Robert Farquhar fik NASA med på planerne. Med sit kløgtige banetekniske og organisatoriske stunt sikrede han, at USA alligevel var først fremme ved en komet i efteråret 1985.

Foråret efter, i 1986, fløj ICE ind i halen på den noget større komet Halley, tæt efterfulgt af den sovjetisk-europæisk-japanske flåde af andre kometsonder.
Så fortsatte ICE i sin bane rundt om solen og lavede endda endnu flere målinger af gasvinden fra store udbrud på solen og kosmisk stråling.

ICE fortsætter kredsløb rundt om Solen

I midten af 90’erne blev der stille omkring sonden. I 1999 slukkede NASA for rumsonden. Den fortsatte på sin ensomme færd rundt om Solen.

»Men i 2008 opdagede amerikanerne til deres overraskelse, at de alligevel ikke havde fået slukket for sonden. Den udsendte fortsat en radiobølge, som ikke længere indeholdte måledata,« fortæller Erik Tandberg.

ICE fuldfører et kredsløb rundt om Solen lidt hurtigere end Jorden gør. Det betyder, at ICE stille og roligt haler ind på jorden. 

Forskere må gå i arkiverne

I august 2014 har ICE igen indhentet Jorden. Nu håber Robert Farquhar, at han kan levere rumsonden tilbage i samme stand, som da han lånte den.

Så kan ICE, hvis det ønske, døbes tilbage til sit oprindelige navn og fortsætte i samme bane som for 32 år siden.

»12 ud af 13 af instrumenterne ombord virker fortsat, og solcellerne giver sonden energi,« oplyser Erik Tandberg.

Robert Farquhar var den første, det tog en såkaldt halobane i brug for at holde rumsonden ISEE-3 i position rundt om et punkt, hvor tyngdekræfterne fra to himmellegemer udlignes, et såkaldt Lagrange-punkt. Så designede han banen, der brugte månen til at slynge rumsonden ind i banen rundt om solen, på vej mod to stævnemøder med kometer i efteråret 1985 og foråret 1986, for første gang i rumhistorien. (Figur: NASA)

»Men så må der gennemføres en banekorrektion i slutningen af maj eller begyndelsen af juni i år,« fortsætter han.

Vil en sådan manøvre lykkes? Mange af ingeniørerne, der kender ICE, er enten pensionister eller døde. Forskere er nu begyndt at grave i gamle arkiver for at finde ud af, hvordan de kan vække sonden fra sin dvale og starte raketmotorerne for at foretage den nødvendige kursændring.

Radioudstyret, der blev brugt til at kontakte sonden, er ikke længere i drift, men forskere har fundet ud af, at en stor parabolantenne ved Johns Hopkins Applied Physics Laboratory i Maryland har det rette udstyr til at klare opgaven.

Rumsonde kan måske bidrage yderligere til videnskaben

Selv tror Robert Farquhar, at chancen for at det lykkes er fifty-fifty. Bliver det en succes, kan sonden blive yderligere nyttig for videnskaben.

Hvis den hentes ned til jorden igen, vil forskerne nemlig kunne analysere støvpartikler fra kometen på sondens yderside, pointerer NASA på deres hjemmesider.

»Det er ikke særligt sandsynligt, at sonden kommer tilbage til jorden lige med det første. Amerikanerne opererer jo ikke længere rumfærger, og rumsonden ville uanset hvad være for langt ude,« siger Erik Tandberg.

Bare det store lastrum på rumfærgen skulle have den nødvendige kapacitet til at tage den halvt ton tunge og halvanden meter høje og brede kometsonde.

Hvis den alligevel finder vejen tilbage ned til jorden, har NASA lovet at give den bort til Smithsonian Instiution.

I så fald bliver rumsonden den mest langvejsfarende museumsgenstand nogensinde.

©forskning.no Oversat af Anna Bestle

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.





Det sker