Forestil dig en kvinde i hvid kittel. Hendes fingre ryster, og hendes pupiller bliver større, mens hun nærmer sig en fastspændt kolbe. Pludselig kaster hun sig frem, og i samme bevægelse smider hun en væske på 100 graders frost ned i kolben.

Angrebet kommer så pludseligt, at alkoholen i bunden af kolben ikke når at fryse til is. I stedet bliver den til en sej masse, næsten som en klump lim, der ligger størknet på bunden og ikke kan røre sig ud af stedet.

Kvinder og mænd i hvide kitler har indtil nu konkluderet, at sådan et overraskelsesangreb med ekstrem kulde gjorde væsker så stive, at de overhovedet ikke kunne bevæge sig, når de var faldet til ro ved den lave temperatur. Det har været et 'faktum' i mange år.

Men det passer ikke. Et hold danske forskere har tværtimod fundet ud af, at molekylerne inde i den seje væske altid kan bevæge sig en lillebitte smule, så væsken reelt stadig flyder, uanset hvor kold den bliver.

Det sker så langsomt, at øjet ikke har en chance for at opfatte det. Selv hvis man hjælper væsken på vej, ville det tage mindst 100 år at hælde den ud af kolben. Men bevæge sig, det kan den.

Vild opdagelse af glas

Opdagelsen er gjort ved at benytte en metode som beskrevet i indledningen. Men trækker man lidt af dramaet fra og lægger lidt mere virkelighed ind over, er der også brugt køleskabe og selvbyggede, originale forsøgsopstillinger på blandt andet Roskilde Universitetscenter (RUC).

Men selvom forskningen i sig selv er forholdsvis stille og rolig, er opdagelsen faktisk så vild blandt fysikere, at den er offentliggjort på forsiden af det ansete tidsskrift Nature Physics.

Det er blandt andet de to ph.d.-studerende Tina Hecksher og Albena Nielsen, som står bag undersøgelsen af de seje væsker i såkaldt glastilstand. Gruppen er vejledt af Jeppe Dyre, professor på Institut for Natur, Systemer og Modeller, RUC.

»Undersøgelsen viser, at seje væsker og glas ikke holder op med at flyde ved bestemte temperaturer. Resultatet modbeviser en meget benyttet matematisk formel fra 1925, og det betyder, at man må kassere en række førende teorier på området. Det er nok derfor, undersøgelsen endte på forsiden,« spekulerer Jeppe Dyre, leder af grundforskningscentret Glas og Tid.

Forskerne giver ikke noget bud på, hvordan verden inden for seje væsker så hænger sammen. De konstaterer bare, at det gamle verdensbillede ikke holder.

Ubrugelig eller revolutionerende nyhed?

Nu er der nok nogen, som tænker 'nå, og hvad så'? Og de har faktisk en pointe, for der er ikke så meget mere i det. Forskernes arbejde er nemlig grundforskning. Grundforskning betyder, at forskerne arbejder for at opnå nye erkendelser, som man tit ikke kan bruge til noget umiddelbart, men som måske kan ændre verden på længere sigt.

Jeppe Dyre mener selv, at hans område er det tætteste, man kommer på praktisk anvendelig grundforskning. I dette tilfælde kan arbejdet få stor praktisk betydning, fordi teorierne om glas og seje væskers flydeevne bliver brugt, når man skal finde ud af, hvor længe materialer holder. Det gælder f.eks. for glas, plastik, batterier og optiske fibre til internettet.

Men det er ikke til at sige, præcis hvad konsekvensen vil være, eller hvor og hvornår vi vil mærke den. Måske vil den komme Danmark til gavn, måske vil Kina tjene på grundforskningen, måske andre lande. Måske vil det ske om 10 år, måske aldrig.

Praktisk teori

Det faktum generer dog ikke Jeppe Dyre, som i det daglige føler sig drevet af en nysgerrighed efter, hvor hurtigt - eller rettere hvor langsomt - seje væsker egentlig flyder, lige før de bliver til glas.

Han peger på, at vi aldrig havde haft radio og tv, hvis ikke Maxwell i 1865 havde lavet sine fire ligninger, som danner grundlaget for elektromagnetismen. Og at folk i starten af 1900-tallet må have haft svært ved at sige præcist, hvordan vi skulle have gavn af den spirende viden om atomernes opbygning og det periodiske system - en viden, som i dag er uundværlig for moderne teknologi. På samme måde kan forskningen i glas måske med tiden komme det meste af verden til gode.

Jeppe Dyre skruer et skævt smil på.

»Jeg siger altid, at der ikke er noget så praktisk som en god teori. Men jeg har da også opdaget, at det er sværere at forklare vores forskning for menigmand, end jeg troede, da 'Glas og Tid' åbnede i 2005,« fortæller Jeppe Dyre.

Professoren var med til at løbe instituttet i gang op gennem i 1980erne. I dag får grundforskningscentret 'Glas og Tid' på RUC penge fra Danmarks Grundforskningsfond.