Nyt, stort meteor-krater opdaget på Mars
Billeder har afsløret et nyt, stort nedslags-krater på Mars. Krateret er det hidtil største, friske meteorkrater, som er blevet dokumenteret ved hjælp af før- og efter-billeder.

Et krater på størrelse med en halv fodboldbane er ved et tilfælde blevet opdaget på Mars.

Krateret stammer fra et himmelobjekt, som ifølge nye undersøgelser fra den amerikanske rumfartsadministration NASA ramlede ind i den røde planet i marts 2012.

I en pressemeddelelse oplyser NASA, at der er tale om »det største friske, meteor-krater, der nogensinde er blevet solidt dokumenteret med før- og efter-billeder.«

Opdaget ved et tilfælde

Opdagelsen af krateret blev gjort ved lidt af et tilfælde af forskeren Bruce Cantor, som overvåger vejret på Mars ved hjælp af billed-data fra rumsonden ’Mars Reconnaissance Orbiter.’

For omkring to måneder siden opdagede Bruce Cantor en lille, mørk plet nær ækvator på et af vejrbillederne fra Mars.

»Det var ikke det, jeg kiggede efter. Jeg var bare ved at lave min sædvanlige overvågning af vejret, men der var noget, der fangede mit blik. Det så usædvanligt ud med stråler, som udgik fra et centralt sted,« fortæller Bruce Cantor fra rumfarts-virksomheden Malin Space Science Systems i pressemeddelelsen fra NASA.

Bruce Cantor begyndte nu at undersøge ældre billeder fra det samme sted på Mars, og efter en nærmere gennemgang nåede han frem til, at den mørke plet ikke var på Mars den 27. marts 2012, men den 28. marts 2012 var pletten dukket op.

Stor eksplosion over Mars

Et krater med en bredde på 48,5 meter er netop blevet opdaget på Mars. Rundt om krateret er der opdaget flere andre mindre kratere, der er også er nye. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Univ. of Arizona)

Siden har forskerne fundet frem til krateret med de skarpeste kameraer på rumsonden, og ifølge NASA er der tale om et krater med en diameter på op til 48,5 meter.

Forud for kollisionen, som skabte krateret, skete der formentlig en eksplosion på himlen over Mars, da en asteroide ramlede ind i planetens atmosfære, skriver NASA i en pressemeddelelse.

Eksplosionen ’mørklagde’ et område på omkring otte kilometer tværs over Mars overflade, hvilket kan ses på billeder fra kameraet MARCI, som befinder sig på rumsonden 'Mars Reconnaissance Orbiter.' (Se billederne her)

»Disse begivenheder kan sammenlignes med den meteor-eksplosion, der knuste vinduer i Chelyabinsk, Rusland sidste år,« skriver NASA i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen anslås det, at himmelobjektet, som skabte krateret på Mars, var omkring tre til fem meter langt, hvilket er mindre end en tredjedel af størrelsen på asteroiden, der ramte Jordens atmosfære over den russiske by Chelyabinsk.

Mars har imidlertid langt mindre atmosfære at 'beskytte sig med' end Jorden, og derfor har selv mindre klippestykker fra rummet tendens til at skabe større kratere på Mars end på Jorden.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.