I 1972 kom Rom-klubben med rapporten 'Grænser for vækst', som senere blev til en bog af samme navn. Den kan synes lidt gammeldags i dag 43 år efter.

Men det, vi oplever i 2016 i Danmark, er et skoleeksempel på netop det – at naturen sætter en grænse.

Der er en grænse for, hvor mange næringsstoffer man kan udlede til miljøet, uden at følgerne for naturen bliver uacceptable. Emnet er relevant, fordi naturvidenskabelige argumenter bruges og misbruges i den offentlige debat. Følelserne kan komme så meget i kog, at ekstreme udsagn som 'den rødgrønne femtekolonne' kommer i brug.

Sætningen ovenfor indeholder to udsagn. Det første er, at der er sammenhæng mellem tab af næringsstoffer til omgivelserne og naturens tilstand – ren naturvidenskab. Den anden påstand er, at der er en 'uacceptabel' tilstand for naturen. Det er et værdi­ladet udsagn, som indeholder elementer af etik, værdier, økonomi og politik.

Her må banen være helt åben – det handler om værdier og holdninger. Påstande om naturvidenskabelige sammenhænge kan og bør derimod granskes inden for den naturvidenskabelige referenceramme.

Målet med denne artikel er at give en status for vores naturviden­skabelige viden om emnet og gennemgå de mest almindelige påstande.

Næringsstoffer og vandmiljøet

Den grundlæggende effekt af kvælstof er, at væksten af planteplankton stiger.

Herved starter en kaskade af effekter, som fuldstændigt ændrer miljøtilstanden i lavvandede fjorde, som vi har til overflod i Danmark.

Vandet bliver uklart, og planterne på bunden forsvinder som følge af lysmangel. Det gør havbunden ustabil og mere eksponeret, så den oftere hvirvles op af bølger, og vandet bliver endnu mere uklart – en selvforstærkende proces. Mere planteplankton fører også til højere primærproduktion, som tilfører mere organisk stof til vandet og bunden.

Det øger iltforbruget og forårsager ilt­svind. Iltsvind ændrer de kemiske processer i havbunden, så giftig svovlbrinte frigøres, og fosfor og kvælstof frigøres fra bunden til vandsøjlen ovenover, hvor det på ny stimulerer planteplanktonets vækst – endnu en selvforstærkende proces.

Fytoplankton er mikroskopiske alger, som svæver i vandet. Hele planten er aktiv i fotosyntesen, det vil sige, at de har ikke rødder eller stængler, som skal holdes vedlige. Vækstraten kan derfor blive meget høj, for nogle arter en fordobling pr. dag, når lys og næringsstoffer er til stede i rigelige mængder. Økosystemet bliver dermed meget ustabilt, og vandet kan gå fra at være klart til ekstremt grønt på få dage.
(Foto Aktuel Naturvidenskab)

Disse sammenhænge er veldokumenteret for utallige fjorde og kystnære havområder verden over.

Fosfor og kvælstof stimulerer plankton

De samme principper gælder for fosfor. Det afgørende for deres relative betydning er, hvilket næringsstof der er mindst af i forhold til planternes behov. I ferskvand er det oftest fosfor, og i det åbne hav er det kvælstof, som mest begrænser planteplanktonets vækst.

Danske fjorde repræsenterer en overgang, hvor fosfor er i underskud om foråret. Senere på året skifter det, så kvælstof bliver begrænsende, fordi fosfor i højere grad end kvælstof tilføres fra havbunden, efterhånden som ilten i havbunden bruges op, mens kvælstof tabes ved nitratånding (denitrifikation).

I Kattegat er fosfor kun begrænsende i nogle dage om foråret, i Bælthavet er det begrænsende i nogle uger, og i fjordene kan fosfor være begrænsende helt hen i juni. Når det er sagt, er koncentrationerne af både fosfor og kvælstof ofte lave om sommeren, så planteplankton bruger ressourcer på at maksimere optaget af begge stoffer.

Tilføres der mere af enten fosfor eller kvælstof, vil begge stoffer ofte stimulere væksten af planteplankton.

Forkerte påstande fra landbrugsorganisation

Interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL) postulerer, at det kun er fosfor, som er et problem, og da det ifølge dem primært tilføres med byspildevand, skulle dette argument frikende landbruget for ansvar for havets miljøproblemer.

Argumentet er, at mangel på kvælstof automatisk vil kompenseres af kvælstoffiksering hos cyanobakterier (blågrønalger). Omvendt skulle – stadig ifølge BL – for meget kvælstof automatisk blive fjernet ved kvælstofånding. Begge påstande er forkerte.

Cyanobakterier trives kun ved saltholdigheder under cirka 12 promille og findes derfor kun i Østersøen og i de allerinderste dele af fjordene. Med års mellemrum kan sydøstlige vinde drive masseforekomster op i Øresund og længere nordpå, men de vokser kun aktivt i Østersøen.

Figuren viser, hvordan vandet langsomt bliver mere og mere uklart fra midt-70’erne til 1994, hvor Danmarks reduktioner i kvælstoftilførsler begynder. Der er store år-til-år svingninger, som skyldes variationer i nedbør - og dermed kvælstoftilførsler - temperatur og vind. Højere lyssvækkelse er lig mere uklart vand. (Illustration: Aktuel Naturvidenskab)

Cyanobakterier kræver desuden høje temperaturer (sensommeren) og vokser generelt langsomt. Derfor taber de normalt i konkurrencen med andre arter.

I Kattegat og Bælthavet bidrager deres kvælstoffik­sering kun med 4 til 5 procent af den samlede kvælstoftilførsel. Fjernelse af kvælstof ved nitratånding er også i havet en vigtig proces og betyder, at kvælstof ultimativt vil komme i underskud i forhold til fosfor på vandets vej fra marken til det åbne hav.

Men processen kræver iltfrie forhold. Der går derfor lang tid, før kvælstof er fjernet, ofte først efter at det kommer ned i den iltfrie del af havbunden. Længe inden da, er vandet løbet videre på sin vej mod oceanerne.

Fosfor og kvælstof kommer især fra landbrug

Endelig er det ikke korrekt, at fosfor hovedsagelig kommer fra byspildevand.

Sådan var det engang. Men siden sidst i 1980’erne er spildevandet blevet renset effektivt, og i dag kommer fosfor overvejende fra det åbne land. Så forureningen af havet med både fosfor og kvælstof stammer altovervejende fra landbruget.

I 1980’erne var Danmarks udledninger omkring 120.000 tons kvælstof og 20.000 tons fosfor pr. år.

Det er siden reduceret til omkring 57.000 tons kvælstof og 2.400 tons fosfor, altså med henholdsvis cirka 52 og 88 procent. Af de 57.000 tons kvælstof, som udledes i dag, kommer cirka 66 procent fra landbruget, 23 procent som baggrund fra det åbne land og 11 procent fra rensningsanlæg.

Der har været en meget markant reduktion af Danmarks næringsstoftilførsler til havet, som har medført meget betydelige og veldokumenterede forbedringer af miljøet. Ser man på tilførslerne i et lidt længere perspektiv, er de dog stadig meget høje.

Vand i landskabet kan mindske udledningerne

Danmarks landbaserede udledninger af kvælstof og fosfor fra 1979 til 2014 ved normal nedbør. Udledningerne fra før 1989 er usikre, da der på det tidspunkt ikke var en samlet landsdækkende model. (Illustration: Aktuel Naturvidenskab)

Kvælstofoverskuddet i landbruget er således stadig fire gange over niveauet for 100 år siden, og det nuværende overskud svarer til niveauet omkring 1970. Der er en vis usikkerhed, når man overfører tal for kvælstofoverskud på marken til tilførsler til havet.

Nitratånding betyder, at kvælstof tabes på vejen fra marken til havet. For hundrede år siden var der langt mere vand i landskabet og derfor både en længere transporttid for kvælstof fra marken til havet og flere vandmættede jorde med ofte iltfrie forhold på vejen, hvor nitratånding fjernede kvælstoffet.

Paradokset er, at mange af de tiltag, som vi i dag må tage i brug for at mindske udledningerne af både kvælstof og fosfor, handler om at bringe vandet tilbage i landskabet!

Næringsstoffer kommer delvis udefra

I fjordene kommer langt den overvejende del af næringsstofferne fra dansk land, men i Kattegat og Bælthavet er det mere kompliceret. Årligt strømmer der 515 kubikkilometer (km3) vand ud gennem de danske bælter som nedbørsoverskud fra Østersøen.

Endvidere tilføres 800 km3 tungt saltholdigt bundvand fra Skagerrak til Kattegat, hvor det blandes op i det lettere overfladevand og passerer ud igen til Skagerrak. De store vandmængder indeholder kvælstof og fosfor, så målt på de totale mængder, er de danske tilførsler små.

For kvælstof er de beregnet til 10 procent. Dette tal giver dog ikke et retvisende billede, da langt hovedparten af kvælstoffet i havstrømmene er bundet i humusstoffer og derfor ikke er tilgængeligt for planteplanktonets vækst. Den danske andel af det kvælstof, planteplanktonet kan bruge, er 16 procent for Bælthavet og Kattegat.

Kvælstof udledes både hurtigt og langsomt

Det sidste tal giver dog heller ikke et retvisende billede af danske tilførslers effekt. Modelberegninger viser, at hovedparten af miljøeffekten af nitrat sker inden for cirka 25 km fra kilden. Forklaringen er, at nitrat optages og indbygges i planteplanktonet.

Når planteplanktonet dør, nedbrydes det organiske stof, men denne nedbrydning er ufuldstændig. Via en række processer ender over 90 procent af kvælstoffet med at blive indbygget i relativt inaktive humusstoffer. Kvælstofs miljøeffekt skal derfor ses i to faser.

Skematisk figur af kvælstof-fosfor-forholdet (N:P forholdet) i akvatiske miljøer.
(Illustration: Aktuel Naturvidenskab)

Først er der en hurtig og kraftig effekt af uorganisk kvælstof – nitrat og ammonium – på planteplanktonets vækst. Det giver umiddelbare og lokale effekter inden for cirka 25 km i afstand inden for og uger eller få måneder efter, udledningen er sket.

Derefter ophobes kvælstofrigt organisk stof som humusforbindelser i vandet og mudder på havbunden. Fra disse kilder vil kvælstof langsomt – over måneder til årtier – frigives og igen stimulere planteplanktonets vækst. De negative effekter af eutrofiering er således en kombination af vores udledninger her og nu og tidligere eller fjerntliggende udledninger.

Havbunden husker fortidens synder

Miljøtilstanden i havet er blevet markant bedre over de senere år. Den store reduktion i udled­ningen af fosfor fra renseanlæg midt i 1980’erne førte til en hurtig og markant forbedring med mindre planteplankton og klarere vand om foråret.

Kvælstoftilførslerne begyndte først at falde efter 1994, og siden har vi set en langsom, men tydelig forbedring i miljøtilstanden. Der er dog en tidsforsinkelse indbygget. Der går 8 til 10 år fra næringsstoftilførsler reduceres, til den fulde effekt slår igennem på næringsindholdet i fjordene. Den vigtigste grund til forsinkelsen er næringspuljer i bunden, som skal indstilles i en ny ligevægt med de lavere tilførsler og koncentrationerne i vandsøjlen. De store puljer i havbunden skal først falde til et lavere niveau, og det tager tid.

Først derefter oplever planteplankton en mindre adgang til næringsstoffer med deraf følgende mindre produktion af organisk stof og klarere vand. Omkring 95 procent af alt kvælstof ligger i de øverste 20 cm af havbunden, så havbunden 'husker' fortidens synder.

To vigtige kvalitetsmål – iltsvind og udbredelse af ålegræs – har været særligt længe om at vise en positiv udvikling. For iltsvind hænger det sammen med de store puljer af organisk stof (mudder), som er lagret på havbunden og som i kombination med stigende vandtemperatur og mindre vind fortsat kan udløse iltsvind.

For ålegræs skyldes det, at lysforholdene kun langsomt bliver bedre, iltsvind fortsat er udbredt og ålegræs er længe om at etablere nye bestande. Vi har dog set en tydelig positiv udvikling i fjordene de seneste seks år.

Måske bliver det aldrig så godt som før

Bliver det nogensinde som før? Hvor længe vil det vare, før det bliver 'godt' og hvor meget skal tilførsler af kvælstof og fosfor reduceres for at opnå vandrammedirektivets mål om 'god økologisk tilstand'?

Figuren viser kvælstofoverskuddet i dansk landbrug siden år 1900. Pilene viser stigningen i forhold til år 1900.
(Illustration: Aktuel Naturvidenskab)

Der er forskellige meninger om, hvorvidt et godt havmiljø kan genskabes. I nogle fjorde er bunden så 'mudret', at det kan tage flere årtier at rette op på. Til den tid kan klimaforandringer betyde, at det er et andet havmiljø, vi får. Måske bliver det derfor aldrig helt som før.

De fleste steder er der dog ingen grund til at tro, at miljøet ikke kan blive som i 1950’erne, da vandet var klart, ålegræs var vidt udbredt og bestandene af bundfisk var rigelige. Men genopretningen vil tage 20-30 år fra nu, og den forudsætter, at man fra politisk hold fastholder overholdelsen af EU’s vandrammedirektiv.

Flere faktorer påvirker havet negativt

Anden generation af vandområdeplaner var i høring i 2015. Den politiske vedtagelse skulle være sket inden jul 2015, men er nu udskudt til 2016.

Der er lavet en række faglige rapporter som grundlag for vandplanerne. Her er der beregnet, hvor meget kvælstoftilførslen til 120 marine områder skal reduceres for at opnå god økologisk tilstand.

Lægger man dem sammen, skal de danske landbaserede kvælstoftilførsler ned på omkring 42.000 tons pr. år, svarende til en reduktion på 26 procent af de nuværende tilførsler. Kun cirka 10 procent af de 120 havområder har i dag god økologisk tilstand.

Der er således ingen tvivl om, at Danmark ikke opnår målet i vandrammedirektivet om god økologisk tilstand i 2021, som er den næste frist. I 2027 er det for mange områder muligt at opnå målet, forudsat at tilførslerne inden for få år reduceres til 42.000 tons N pr. år.

Hvis Danmark bevarer fokus og fastholder det lange seje træk, kan det lykkes. Omvendt kan vi smide de opnåede gevinster væk på et par år, hvis tilførslerne får lov at stige igen.

Der er andre faktorer, som har en negativ påvirkning af havet, men samlet er det altovervejende danske tilførsler af næringsstoffer, som bestemmer miljøtilstanden i de danske fjorde og også langt hen ad vejen i Bælthavet og Kattegat.

Stor forskel på fjordenes tilstand

I EU’s vandrammedirektiv er god økologisk tilstand defineret ud fra ålegræssets dybdegrænse og mængde af planteplankton i vandet.

Med dagens klima og den nuværende miljøtilstand viser flere forskellige typer beregninger som nævnt, at den øvre grænse for kvælstoftilførslen fra land ligger på 42.000 tons pr. år. 

Ser man på de enkelte fjorde er der stor variation. Nogle steder er god økologisk tilstand næsten opnået og vil antagelig indfinde sig efter nogle år uden yderligere anstrengelser. I den anden ende af spektret er der fjorde – for eksempel Skive Fjord og Mariager Fjord – hvor en halvering af tilførslerne er nødvendig for at opnå god tilstand i fremtiden.

Indlægget bringes i samarbejde med Aktuel Naturvidenskab