Mangfoldige sild er super-overlevere

Før troede man, at sild tilhører den samme store bestand, fordi havet ikke har grænser ligesom mellem Danmark, Norge og Sverige. Dermed troede man, at sildene frit kunne svømme omkring og blande sig med hinanden.

Men ny dansk forskning gør videnskaben klogere på, hvordan sild faktisk er vældig forskellige fra hinanden. Og ude i virkeligheden er det en indsigt, som kan hjælpe sildene til at blive stærkere overlevere.

Sådan lyder det fra Morten Limborg, der er manden bag den nye forskning. Han er tilknyttet DTU Aquas fiskegenetik-gruppe og den første nyudklækkede ph.d. fra instituttet, der blev grundlagt i 2007.

Sild tilpasser sig nærmiljøet

»Indtil for 20-30 år siden troede man ikke, at der var den store forskel på fisk som sild og torsk. Men det, vi har fundet ud af, er, at der alligevel er en stor genetisk forskel på fiskebestanden, alt efter hvilket miljø den befinder sig i,« siger Morten Limborg.

Med hans projekt viser det sig nærmere bestemt, at sildene i de nordlige farvande kan opdeles i fire genetisk forskellige grupper, alt efter hvor de kommer fra:

1. Den østlige del af Østersøen

2. Den vestlige del af Østersøen

3. Nordsøen

4. Nordatlanten

Forskning i sild betaler sig

Her ville den skeptiske læser måske spørge: vi ved, at sild er forskellige fra hinanden. Hvorfor er det nødvendigt også at forklare genetikken bag?

En vigtig gevinst ved Morten Limborgs projekt er, at resultaterne også kan anvendes ude i virkeligheden.

Af og til mødes sildene fra Nordsøen, Nordatlanten og den vestlige del af Østersøen i Skagerrak, fordi der er masser af føde. De holder gællerne fra hinanden og parrer sig med hver deres bestand, men de tager for sig ved det samme ædegilde. Når det sker, er Skagerrak et slaraffenland af sild, og fiskerne stævner ud med dollartegn i øjnene.

Fiskerne kan ikke se forskel på sild

Udfordringen er, at det er svært at se forskel på, om en sild kommer fra Nordsøen eller Nordatlanten.

Forestil dig eksempelvis, at den samlede bestand af sild fra Nordatlanten er i fare for at uddø. Hvis fiskerne i Skagerrak pludselig får 70 procent sild fra Nordatlanten og 30 procent sild fra Nordsøen i deres garn, så er der tale om en stor belastning på en bestemt sildebestand – nemlig den fra Nordatlanten. Også selvom fiskerne sejler rundt i Nordsøen.

Derfor er der konstant brug for overvågning af, hvilke slags sild fiskerne får i nettet. Og det er en overvågning, som er blevet lettere med Morten Limborgs nye forskning:

»Hvis fiskerne pludselig overfisker en bestemt bestand af sild, så kan vi nu nemmere ændre fiskekvoterne løbende, så bestanden overlever. Når vi er blevet klogere på, hvordan vi kan skelne sildene fra hinanden, så er det også meget lettere at overvåge fiskeriet,« siger han.

Mangfoldighed styrker sildens overlevelse

Her vil den skeptiske læser måske undre sig igen. Det vigtige er vel ikke, om den ene eller anden form for sild overlever – det vigtigste er, at silden overlever som art?

Men her pointerer Morten Limborg, at de to ting hænger uløseligt sammen. Hvis der kun er en lille genetisk mangfoldighed inden for en art, så er der også en mindre sandsynlighed for, at de kan tilpasse sig nye vilkår – som eksempelvis klimaforandringerne.

Fisk, der kun har få værktøjer i den genetiske værktøjskasse, er ikke så parate til at reagere på nye udfordringer som fisk, der har flere forskellige slags værktøjer at gøre godt med.

Det, Morten Limborgs forskning kan bidrage til, er altså netop at fastholde mangfoldigheden i fiskenes værktøjskasse og dermed være med til at klæde dem bedre på til kampen for overlevelse.

Hans ph.d, der blev forsvaret ved DTU Aqua d. 23/2 2012, hedder ‘Population structure and adaptation in fishes: Insights from clupeid and salmonid species’