Hvordan drikker man kaffe i rummet?
Her på Jorden tænker vi ikke over det, men det kan være svært at drikke sin daglige kop kaffe i rummet. Se en video med den nyeste opfindelse, som skal gøre det nemmere for astronauter at drikke deres morgenkaffe.

Den Internationale Rumstation (ISS) har altid et hold astronauter om bord. De undersøger bl.a. hvordan forskellige ting opfører sig, når de ikke er påvirket af tyngdekraften. (Kilde: NASA)

Det er tirsdag morgen, og med mange dage foran os, før det igen bliver weekend, har de fleste af os nok brug for en kop morgenkaffe for at kunne komme rigtigt igang med arbejdet igen.

Det kan astronauterne ombord på den Internationale Rumstation (ISS) også have brug for, når de skal i gang med en lang arbejdsdag. Men det er ikke så nemt at drikke kaffe, når man befinder sig i mikrogravitation.

Tyngdekraften er ikke til hjælp i rummet

Hvis astronauterne ønskede at drikke deres kaffe, som vi gør her på Jorden, ville det første problem allerede opstå, når de skulle hælde kaffen op.

Når der ikke er noget tyngdekraft til at trække kaffen ned i koppen, kan denne tilsyneladende simple opgave være meget svær. Men hvis man med møje og besvær har fået hældt en kop kaffe op, dukker næste udfordring allerede op. Hvordan drikker man sin kaffe?

Her på Jorden tipper vi koppen mod os selv, og tyngdekraften trækker så kaffen ind i munden på os. Men i rummet er der ikke nogen tyngdekraft til at trække kaffen ind i munden på en, så i stedet for at tippe koppen, bliver man nødt til at ryste koppen hen mod sit ansigt og håbe på, at noget af kaffe bryder fri, så man kan drikke det.

Serviet til at suge væsken op

Kaffe er ikke den eneste væske, der opfører sig anderledes i rummet end på Jorden. Al væske opfører sig på denne mærkelige måde. Derfor er rumstationen et godt laboratorium til at undersøge, hvordan ting opfører sig i rummet. Og specielt væske opfører sig meget anderledes i rummet end på Jorden.

Astronauterne er begyndt at forske i, om man kan få hjælp fra andre kræfter, når man vil have væsker til at opføre sig som på Jorden. En af de kræfter, de undersøger i detaljer, er kapillærkraften. Hvis man lægger hjørnet af en serviet ned i et glas med vand, vil vandet rejse op af servietten, og det er kapillærkraften, der trækker vandet opad.

Astronauter har arbejdet med denne kraft i et eksperiment kaldet 'Capilary Flow Experiment', hvor de blandt andet har opfundet en kop, man kan drikke af i rummet. Sådan en fætter i action, kan du se her. 

De håber, at det i fremtiden bliver muligt at bruge principperne fra denne kop til mange andre områder på rumstationen.

Video: ScienceAtNASA

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.