Hunde skal trænes i små doser
Hvis du har dårlig tid til at træne din hund, skal du sørge for at sprede træningen i små doser over mange uger; så lærer hunden mest. Dansk speciale har udløst artikel til et internationalt tidsskrift.

Forsøget med hundetræning blev lavet på 44 beagler, der normalt bliver brugt som laboratoriehunde hos en medicinalvirksomhed. Fordelen er, at sådanne hunde ikke er blevet trænet i forvejen som f.eks. familiehunde, og at hundene er af samme race, så de er lige til at sammenligne. (Foto: Helle Demant)

Forsøget med hundetræning blev lavet på 44 beagler, der normalt bliver brugt som laboratoriehunde hos en medicinalvirksomhed. Fordelen er, at sådanne hunde ikke er blevet trænet i forvejen som f.eks. familiehunde, og at hundene er af samme race, så de er lige til at sammenligne. (Foto: Helle Demant)

Det er kun ganske sjældent, at studerende afslutter deres studier med så godt et speciale, at det udløser en videnskabelig artikel i et anerkendt tidsskrift.

Men det sker måske for biolog Helle Demant fra Institut for Produktionsdyr og Heste på Københavns Universitet, der har indsendt resultaterne af sine studier til tidsskriftet Applied Animal Behaviour Science.

I sit speciale til topkarakteren 12 har hun undersøgt, hvordan man bedst træner hunde, når man har begrænset tid til rådighed i en travl hverdag.

Få mere for pengene

Konklusionen er klar: Hunde lærer mest, hvis de bliver trænet i korte sessioner med en uges mellemrum i sammenlagt flere måneder, end hvis de træner intensivt hver dag i sammenlagt en uge.

»Hunde, der kun blev trænet en gang om ugen i kort tid ad gangen, lærte markant mere end alle andre. Det betyder, at hvis man har et begrænset antal træningssessioner til rådighed, får man mest ud af at sprede dem over et længere forløb og ikke lægge det hele en lørdag formiddag,« konstaterer Helle Demant.

»Det har selvfølgelig betydning for folk, som har et begrænset antal timer til rådighed i hverdagen, men det viser også, hvordan man får mest ud af sine penge, for træningssessioner kan være dyre, især hvis man træner f.eks. en førerhund eller en politihund,« tilføjer hun.

Hidtil største undersøgelse

Grafikken viser indlæringen efter træning i 18 sessioner af fire grupper hunde:

A) 12 hunde trænet i 1 session, halvanden gang om ugen (altså reelt én eller to sessioner om ugen)
B) 12 hunde trænet i 3 sessioner ad gangen, halvanden gang om ugen (altså reelt 4 eller 5 sessioner om ugen)
C) 9 hunde trænet 1 session hver dag (weekender undtaget)
D) 11 hunde trænet 3 sessioner hver dag (weekender undtaget).

Graferne illustrerer, at hvis du skal passe hundetræning ind i en travl hverdag, bør du sørge for at sprede træningen ud i stedet for at hive en samlet uge ud af kalenderen. (Grafik: Helle Demant)

Undersøgelsen er den hidtil største af sin art. Den er lavet på i alt 44 hunde, som blev inddelt i fire grupper. Hver gruppe blev trænet i de samme kommandoer over lige mange sessioner, men fordelingen af sessionerne varierede fra gruppe til gruppe.

Hundene skulle lære at adlyde en række simple kommandoer som f.eks. at løbe hen til et menneske eller en hundekurv, at lægge sig op i den eller at blive siddende. Når hunden havde lært en kommando ved at udføre den korrekt minimum 5 ud af 6 gange i en session, rykkede hunden videre til næste niveau. Hundene endte derfor på forskellige niveauer efter de i alt 18 træningssessioner.

Pauser får indlæring til at bundfælde sig

Resultaterne viser - på linje med tidligere og mindre undersøgelser - at hunde lærer signifikant mere af træning i korte intervaller. Men forskerne er stadig uenige i, hvorfor det forholder sig sådan.

»Den mest umiddelbare forklaring er, at hunde bliver mindre motiverede og ukoncentrerede, når man træner for længe ad gangen, men forklaringen stikker dybere.«

»Noget tyder på, at træning i små intervaller giver hunden bedre mulighed for at få det indlærte til at 'sidde fast' på langtidshukommelsen. Konsolideringen foregår både i vågen tilstand og under søvn - men det kan altså også skyldes noget helt tredje, vi ikke kender til endnu,« bemærker Helle Demant.

Helle Demant understreger, at forsøget kun viser effekten ved samme mængde træning i forskellige doser. Hvis man generelt træner mange timer med sin hund, lærer den selvsagt mere, end en anden hund som kun får lidt træning.

Jeg er glad for, at mine resultater ser ud til at komme ud i et videnskabeligt tidsskrift, men det var ikke et mål for studierne. Jeg synes bare, der mangler noget viden på området, og det er rart at kunne være med til at gøre noget ved det

Helle Demant

»Selvfølgelig lærer hundene mere, hvis de får mere træning, så man må selv vurdere, hvor lang tid man vil bruge. Men det her viser, at hvis man træner lidt med hunden derhjemme, bør man nok træne i kort tid ad gangen, for den orker ikke 20 kommandoer i træk. Så hellere fordele det ud over nogle dage,« siger Helle Demant.

Al træning bliver husket lige godt

En anden del af Helle Demants undersøgelse viser, at hundene husker træningen lige godt, uanset hvordan de er trænet.

»Efter fire uger viser det sig sjovt nok, at selvom der var stor forskel på, hvor langt hundene var nået, så husker de fire grupper hunde kommandoerne stort set lige godt, så det har tilsyneladende ingen effekt, hvordan de har trænet.«

»Men det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen er lavet efter fire uger, så vi ved ikke, hvordan billedet ser ud, hvis vi vender tilbage efter et halvt eller et helt år,« lyder det fra Helle Demant.

Studiet antyder, at hundens alder og personlighed spiller ind på resultatet: ældre hunde ser ud til at have sværere ved at lære, mens udfarende og menneskeglade hunde ser ud til at have lettere ved det.

INDLÆRING HOS DYR

Forsøg på rotter har vist, at ny viden sætter sig fast i en dyrehjerne under den såkaldte slow wave søvn.
Måling med elektroder har vist, at rotter afspiller de samme frekvenser i hippocampus under slow wave-søvnen, som de gør under indlæringen i vågen tilstand.
Det tyder på, at de genafspiller det indlærte, mens de sover.
Tidligere mente man, at indlæringen konsoliderede sig under REM-søvn

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk