GMO-fugle kan forhindre epidemier
Genmodificerede høns kan forhindre spredning af fugleinfluenza, viser nyt eksperiment.

Høns kan genmodificeres til ikke at smitte med fugleinfluenza. (Foto: Colourbox)

Høns kan genmodificeres til ikke at smitte med fugleinfluenza. (Foto: Colourbox)

Det er lykkedes britiske forskere at genmodificere høns, så de ikke smitter, selv om de har fugleinfluenza.

Det viser et nyt studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Science.

Lykkes det helt at forhindre en spredning blandt tamfugle, vil faren for at smitten overføres til mennesker kunne reduceres betragteligt.

I dag smitter fugleinfluenza ganske vist primært fugle og kun i ringe grad mennesker.

Men når viruset først hopper fra fjerkræ til menneske er dødeligheden høj - over 50 procent.

»Hvis man kan forhindre virus i at sprede sig blandt fjerkræ, burde det reducere de økonomiske konsekvenser af sygdommen, ligesom det samtidig vil reducere den risiko, som mennesker udsætter sig selv for, når de er i nærkontakt med smittede fugle,« siger medforfatter på studiet, lektor Laurence Tiley fra University of Cambridge.

Han påpeger også, at høns er potentielle virusværter, som kan overføre nye varianter af influenza til mennesker.

Lokkemiddel i transgene fugle

De genmodificerede kyllinger har fået et nyt gen, som producerer et molekyle, som efterligner en vigtig kontrolmekanisme ved fugleviruset.

Virusets maskineri bliver narret til at genkende denne lokkemad i stedet for det virale genom. Det forstyrrer virusets cyklus og muligheder for at sprede sig.

»Forskellen på denne teknik og konventionelle influenzavacciner er ganske stor. Med konventionelle influenzavacciner skal man hele tiden være opdateret om virusets udvikling, og sådanne vacciner har en tendens til kun at virke mod varianter, som ligger tæt på det valgte virus« siger Laurence Tiley.

Har demonstreret princippet

Hensigten med studiet har været at demonstrere det princip, at genmodificering kan reducere og forhindre spredning af fugleinfluenza fra en høne til en anden. Og det har forskerne i et vist omfang haft succes med. Alligevel er der langt endnu.

De virusinficerede og genmodificerede forsøgsfugle spredte ganske rigtigt ikke virus, men de blev syge og halvdelen af dem døde i forsøget. Og eftersom vilde fugle er den primære smittekilde, har man stadig til gode at eliminere alle smitteveje.

Spændende, men der er langt endnu

Bjørn Iversen er læge og fungerende afdelingsleder på Folkehelseinstituttet, der er den norske pendant til Sundhedsstyrelsen. Han synes, at det nye studie lyder spændende. Men den viser også, at der stadig er meget arbejde endnu, før man eventuelt kommer i mål, påpeger han og tilføjer::

»Det vil være godt for fjerkræindustrien, hvis man kan udvikle hønseracer, som ikke bliver alvorligt syge af højpatogene fugleinfluenza-vira, hvad enten det er H5N1 eller andre typer fugleinfluenza. Men det vil ikke eliminere problemet med fugleinfluenza. Man ville i så fald være nødt til helt at forhindre smitte fra vildfugle i at sprede sig til tamfugle som kalkuner og høns.«

Viser potentialet

En af medforfatterne, professor Helen Sang fra University of Edinburgh, mener, at den genetiske modificering er et væsentligt første skridt på vejen mod at udvikle kyllinger og høns, som er helt resistente mod fugleinfluenza.

»Det viser, hvilket potentiale genmodificeringer har i forhold til at styrke dyrevelfærden i fjerkræindustrien.Vores resultater kan også danne grundlag for arbejdet med at forbedre økonomien og fødevaresikkerheden i mange regioner af verden, hvor fugleinfluenza er et stort problem,« siger Helen Sang i en pressemeddelelse.

Bjørn Iversen mener, at det nye studie vil være et af de mange skridt, der skal tages for at begrænse problemerne med fugleinfluenza og for at forhindre smitte til mennesker:

»Høns, som ikke smitter mennesker, vil være ganske gavnligt, da mennesker hovedsagelig smittes med H5N1 fra tamfugle. Men i det øjeblik fugleinfluenza-virus muterer til lettere at kunne smitte mennesker, vil dette fund ikke længere spille en stor rolle.«

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.