X Factor: Det handler mere om forvandling end om musik

Hvis du har fulgt 25-årige Chrestens færd i årets X Factor, har du været vidne til et paradoks, som præger alle sangkonkurrencer som X Factor og Idols:

Dommerne var først skeptiske over for den 'generte vestjyde', som var næsten fjendligt mut.

Så sang han, og dommerne sendte bjergtaget den uspolerede værktøjsmager, der elsker at 'køre rundt på de vestjyske landeveje på sin motorcykel', videre i konkurrencen.

»Så bliver det godt nok ikke mere autentisk,« udbrød den ene dommer Ida Corr, der senere skulle blive Chrestens mentor i konkurrencen.

Deltagere i X Factor skal være 'ægte'

Men så blev Chresten instrueret af Ida Corr, fik smart tøj på, som det hør og bør sig i den slags shows, og pludselig var de andre dommere utilfredse: Chresten var ikke længere 'sig selv'.

Selvom X Factor og Idols er internationale tv-formater, lavet efter rigide anvisninger fra produktionsselskabet FreemantleMedia, og selvom formålet er at forvandle deltagerne fra almindelige mennesker til popstjerner, så er forestillingen om, at deltagerne skal være 'ægte' eller 'autentiske' alligevel helt central for både producenter, deltagere og publikum.

Det mener Katherine Meizel, der er lektor i musiketnologi ved Bowling Green University og forfatter til bogen 'Idolized - music, media and identity in America Idols' fra 2011.

De succesfulde deltagere er langt fra almindelige

Det paradoks prøver producenterne ifølge Katherine Meizel at løse ved at byde seerne ind i tv- og underholdningsindustriens maskinrum:

»Programmerne bygger på en forestilling om, at de traditionelle popstjerner bliver leveret til forbrugerne som fabrikerede og uautentiske. Konkurrencerne tilbyder derimod seerne at følge forvandlingen fra almindelige mennesker til stjerner og endda deltage ved at stemme. Du får ikke bare serveret færdige produkter, der allerede er formet af musikindustrien,« siger Katherine Meizel.

Hun mener, at producenterne udnytter, at vi er skeptiske over for al kultur, der er masseproduceret, og som fremstår, som om det kun er lavet for at tjene penge. Ved at lade os se, at deltagerne i udgangspunktet bare er almindelige mennesker, forsøger de at skabe stjerner som stadig har deres autenticitet i behold:

»Kelly Clarkson, som var den første vinder af American Idol, bliver stadig talt om, som om hun er en slags almindelig person. Hun har lige været til den amerikanske Grammy-uddeling, og alle siger, at hun er så ærlig og minder om naboens datter, selvom hun har været berømt, siden hun vandt American Idol i 2002.«

Spørgsmålet er dog, hvor almindelige mennnesker deltagerne er. De deltagere, der klarer sig igennem til de sidste runder er i høj grad dem, der kommer velforberedte, har investeret i træning inden programmet og allerede har erfaring med at optræde.

Det viser et studie af den hollandske udgave af Idols publiceret i bogen 'Adapting Idols: Authenticity, Identity and Performance in a Global Television Format' fra 2012. Det lader altså til, at det kræver hårdt arbejde at få succes med sin musik selv i talentshows.

Dansk X Factor: Musikkens rolle svinder ind

Men X Factor handler måske i virkeligheden ikke særlig meget om musik. Det er mere en fortælling om almindelige menneskers forvandling. Det mener Henrik Smith-Sivertsen, der forsker i popmusik på Det Kongelige Bibliotek og har fulgt X Factor, siden programmet blev sendt i Danmark første gang i 2008.

Han har kigget nærmere på, hvordan dommerne introducerer sangene i den danske og amerikanske udgave af X Factor, og faktisk kunne noget tyde på, at musikken fylder endnu mindre i den danske udgave af X Factor end i den amerikanske:

»Hvis man sammenligner den amerikanske og den danske udgave, så er det bemærkelsesværdigt, at dommerne i USA kun ganske kort introducerer sangene, mens de danske dommere lige fra præsentationen af sangene gør det til et spørgsmål om autenticitet: De taler om, hvor enestående deres deltagere er, hvor ægte de er, og hvor meget musikken betyder for dem.«

Bruger fagudtryk til at skjule musikken

Ifølge Henrik Smith-Sivertsen sætter det rammen for vores syn på den efterfølgende optræden:

»Vores æstetiske vurderinger vil altid være en kombination af en etisk dom - altså, tror vi på dem - og en teknisk dom - altså, kan de synge. Men dommernes præsentationer af sangene gør, at den etiske vurdering kommer til at stå i centrum, når vi hører deltagerne synge. Det kommer så at sige til at betyde mere, om vi synes, de er falske, end om vi synes, de synger falskt.«

Et tegn på, at musikken er begyndt at fylde mindre, er ifølge Henrik Smith-Sivertsen, at dommerne nu er begyndt at tale om 'pitch':

»Man siger for eksempel: 'Din pitch er ikke helt i orden'. Pitch betyder bare tonehøjde, så det betyder jo sådan set bare: 'Du synger falsk', men udover at være et fagudtryk, som skal vise, at dommerne er fagfolk, så lyder det heller ikke lige så slemt, og det er en måde at sige, at det i virkeligheden ikke handler så meget om at synge rent.«

En historie, der passer til formatet

Men måske er det ikke engang nok at 'være sig selv'. Nogle fortællinger passer ifølge Katherine Meizel bare bedre til konkurrencernes format. Hun har lavet feltarbejde blandt deltagere, publikum og medarbejder ved American Idol og studeret shows og mediedækning, og hun fortæller, at nogle deltagere simpelthen har historier, der giver dem bedre mulighed i konkurrencerne:

»Vi vil gerne se deltagere, som overvinder de forhindringer, som livet udsætter dem for. Så dem, der har en 'hard-luck'-historie, hvor de er blevet mobbet eller har haft en sygdom, passer særligt godt til showet. Vi kan godt lide se folk rejse sig og få succes, og mange kommer til at føle, at de har del i successen, fordi de har stemt på en given deltager.«

Konkurrencer som Idols og X Factor handler altså mest af alt om udviklingen, og det betyder ifølge Katherine Meizel også, at den gode fiasko kan være bedre end en success, der ikke udvikler sig:

»Idol-formatet startede i England, men producenterne havde oprindeligt tænkt det til USA, og showets grundfortælling bygger på forestillingen om den amerikanske drøm. Her skal du kæmpe hårdt for at få succes, og undervejs vil du fejle og må samle dig selv op igen. Det er en meget kraftfuld fortælling for amerikanere og sikkert også for mange andre, og det gør, at fiaskoerne bliver enormt vigtige for historien.«

Romantik vs. professionalitet

Talentkonkurrencerne er altså stramt styrede internationale tv-formater, hvor almindelige mennsker skal forvandles til stjerner, men hvor de samtidig bliver bedt om at 'være sig selv', og konkurrencerne handler på mange måder om selve den balance:

»Deltagerne synger nogle sange, som allerede er udgivet, og som de ikke selv har skrevet, og hele konceptet går jo netop ud på, at almindelige mennesker skal formes til noget, de ikke var, da de ankom. Vi følger den grimme ællings forvandling til en svane. Men samtidig bruger dommere og deltagere det meste af tiden på at tale om, at deltagerne skal 'være sig selv',« siger Henrik Smith-Sivertsen og fortsætter:

»Det er et sammenstød imellem en romantisk forestilling om, at deltagerne har en autentisk kerne, og så en professionel opfattelse af, at deltagerne kan formes af dommerne og blive bedre. Den dobbelthed køber vi som seere, fordi selve programmet netop går ud på at vurdere, om balancegangen er lykkedes.«

Thomas Blachmans kritik af Anne Linnets band er komisk

Men er der alligevel grænser for, hvad publikum, deltagere og dommere kan overbevise sig selv om?

»I denne sæson har især Anne Linnet i den grad benyttet sig af fortællingen om autenticitet og originalitet. Det er blevet en retorik, man er nødt til at bruge, selv når man introducerer et boyband. Men i denne sæson virker det, som om de andre dommere ikke længere kan holde masken, når den følelsesmæssige violin tages frem,« siger Henrik Smith-Sivertsen, som også peger på en hændelse i dette års semifinale, som viser det absurde i programmets retorik:

»Når Thomas Blachman i semifinalen kritiserer Anne Linnets boyband Wasteland for at være 'en kopi af en kopi', fordi de fremfører en sang fra boybandet One Directions repertoire, så bliver det virkelig komisk.«

»One Direction er et band født ud af den engelske udgave af X Factor, som havde Simon Cowell som mentor. Men samme Cowell har netop opfundet den rolle, som Blachman udfylder i Danmark. Det er et meget godt billede på det paradoksale i at diskutere originalitet i et nøje tilrettelagt internationalt tv-format, som man har købt sig ret til at kopiere.«

Vi bliver instrueret i rigtigt og forkert

Ifølge Henrik Smith-Sivertsen er problemet, at vi er så vant til at tænke, at en kopi må være ensbetydende med noget dårligt:

»Pointen er jo netop, at det må være op til os selv, om vi kan lide Wastelands udgave af One Direction, Thomas Blachmans fortolkning af Simon Cowell eller Danmarks Radios forsøg på at kopiere X Factor. Men problemet er bare, at det får vi ikke selv lov at vurdere, fordi vi hele tiden bliver fortalt, hvad vi skal synes er rigtigt og forkert.«