Vidunderet i Alexandria: Historien om alle fyrtårnes stamfader

Omkring 279 før vor tid står Pharos færdig. Kronen på værket i Middelhavets nye handels- og kulturhovedsæde, Alexandria. Pharos er alle fyrtårnes stamfar, og det vil i over 1.500 år dominere den flade kyststrækning ved Nildeltaets vestlige ende, garantere verdenshandlen og lede os sikkert i havn.

Historien fortsætter selv efter tårnet styrter til jorden i 1300-tallet efter vor tid efter en lang række katastrofer. For det vedbliver med at skinne som symbol og inspirationskilde frem til i dag.

De mange fortællinger om Pharos binder tårnet til nøgleepisoder i historiens udvikling og dermed tæt til hver enkel af vores nuværende skæbner. Her er blot fortællingen om nogle af dem, der skabte vidunderet.

Et dynasti og et fyrtårn rejser sig

I 279 før vor tid strækker byens og dermed monumentets historie sig allerede mere end 50 år tilbage til grundlæggelsen under Alexander den Store. Efter Alexanders død overtager Ptolemæus den I Soter (Frelseren), som var Alexanders barndomsven og general, magten i et område centreret i Ægypten.

Han sætter et storstilet byggeprojekt i værk i sin nye hovedstad Alexandria, som skal cementere dynastiets magtposition og binde fortidens Ægypten tæt til fremtidens herskerfamilie. Sønnen, Ptolemæus den II Philadelphos, har blot siddet på tronen i få år, da fyrtårnet står færdigt.

Alt hvad hjertet kan begære af kulturelle og religiøse mesterværker pryder byen, men det bliver Pharos, det nytænkende monument på havnefronten, der for eftertiden bliver den milepæl, som alle senere tårne tilstræber at nå.

Bygherren løber med æren

Det til trods er der ingen af de tre ovennævnte herskere, der får deres navn mejslet ind i bygningen. Derimod får Pharos en stor indskrift, hvorpå der står: 'Sostratos fra Knidos, søn af Dexiphanes, til guderne, som beskytter sømænd'.

Hvorfor tillader det nye eneherskerdynasti, der gør alt for at underbygge sin magtposition, at en sølle arkitekt og bygherre får sit navn på dette skelsættende byggeri?

I byen Knidos i den sydvestlige del af det nuværende Tyrkiet skal Sostratos have opført en udspændt promenade. Hans baggrund er altså tæt knyttet til den græske verdens byggetraditioner, men det specielle byggeri indikerer også, at han er en herre, der forstår at udfordre grænsen for den etablerede bygningskanon.

En simpel mand får sit navn på fyrtårnet

For den antikke forfatter og statsmand Plinius den Ældre (1. århundrede efter vor tid) skyldes det alene eneherskernes storsind, at de lader en simpel bygherre få sit navn på fyrtårnet. Hvis det er tilfældet, må vi nok tilskrive det en kalkuleret praksis, eftersom de hellenistiske herskere lader til at have gjort en dyd ud af at tiltrække de ypperligste folk inden for et hvilken som helst felt til deres hoffer.

En ganske anden historie får vi af antikkens spydige science fiction-forfatter Lukian blot et par generationer efter Plinius. Hos ham skyldtes det slet og ret, at Sostratos fupper Ptolemæerne.

Sostratos lod således indskriften oven for indhugge i al hemmelighed, og over den lod han påføre et lag puds og en anden indskrift velvidende, at vind og vejr ved havneindsejlingen med tiden ville afsløre hans eget navn og sikre ham evig berømmelse.

Græske og ægyptiske håndværkere

De skriftlige kilder og arkæologien har vist, at Sostratos’ bygningsværk var et eklektisk monument sammensat af flere elementer både i sin konstruktion og i materialevalg. I sin udformning bestod tårnet nederst af en vældig platform med et grundrids på 30 x 30 m, som rejste sig til en højde af 60 meter. Herover fulgte først en 30 meter høj ottekantet sektion og derpå en 15 meter høj cylinder.

Øverst oppe på et kegleformet tag blev tårnet kronet af en vældig statue af en guddom. Om dagen skinnede tårnets hvide sten, og en røgsøjle steg op fra fyret. Om natten lyste fyrets flammer toppen op. Ud over den hvide sten var dele af tårnet udført i rød Aswan-granit, som gennem årtusinder var blevet brugt i Ægypten.

Arkitekturen var på en gang noget ganske nyt og samtidig dybt funderet i den græske og ægyptiske verdens bygnings- og håndværkstraditioner.

Derfor var bygherren dybt afhængig af den knowhow, der gennem århundrede havde akkumuleret sig blandt håndværkere i både den græske og den ægyptiske verden, og det er unægteligt dem, som kom til at udføre selve arbejdet. Sammenstillingen af de to kultursfærer blev forankret i hele byens officielle udtryk og fandt med tiden indpas i det private.

Fortidens Ægypten var en inspiration

I Pharos’ tilfælde greb bygherrerne tilbage til Ægyptens storslåede fortid og hentede udsmykning til området ved fyrtårnet fra tidligere store ægyptiske byer i form af blandt andet sfinkser, der allerede i 3. århundrede før vor tid kunne være mere end tusinde år gamle. Her blev de placeret side om side med nye kolosstatuer af de regerende ptolemæiske herskerpar udført i en stil, der ligeledes pegede tilbage til fortidens Ægypten.

Pharos besad dog også elementer, der pegede frem i tiden. For Alexandria, der var berømt for sine læreranstalter og biblioteker, var i flere århundreder hjemsted for nogle af antikkens ypperligste specialister i mekanik.

Vi ved kun ganske lidt om hvilke mekaniske vidundere, Pharos blev udstyret med gennem tiden, men i arabiske geografers skrifter mere end et årtusinde efter opførelsen får vi at vide, at Pharos’ statuer gestikulerede, drejede og talte med frygtlige stemmer.