Synes du også, der er sket en stigning i maskulin frontal nøgenhed på tv og i film i løbet af de seneste år?
I 1993 studerede jeg mandlig nøgenhed i min bog 'Running Scared: Masculinity and the Representation of the Male Body'.
Efter den gamle Motion Picture Production Code fra 1930 blev erstattet af et nyt klassificeringssystem i 1968, blev mandlig nøgenhed i visse sammenhænge tilladt.
'Drive, He said', instrueret af Jack Nicholson i 1971, var en af de første fim, som indeholdt en sådan scene, mens nøgenscenen i 'American Gigolo' fra 1980 etablerede den unge Richard Gere som Hollywoods førsteelsker og internationalt sexsymbol.
Men kvindelig nøgenhed er langt oftere forekommende i film, og der var ingen frontal mandlig nøgenhed på mainstream-tv helt frem til 1993.
Penisproteser er blevet normen
Der er løbet meget vand i åen siden, og både instruktører og publikum har det fint med at vise og se nøgne mænd på lærred og skærm.
Men de penisser, vi ser på film og i tv, er kun sjældent rigtige: Penisproteser - som engang blev brugt for at give en dramatisk effekt - er blevet normen.
I mine øjne siger det noget om den usædvanlige signifikans, vi fortsat tillægger penissen, samt vores kulturelle behov for nøje at styre repræsentationen af det mandlige ydre kønsorgan.
På en måde fastholder brugen af penisproteser mystikken omkring maskulinitet og fallossens kraft.
Omgåelse af klassificeringssystemet
En række faktorer står bag den nuværende bølge af frontal mandlig nøgenhed.
I 1990'erne blev premium kabel-tv-kanaler som HBO mere populære i USA, mens streamingplatforme som Amazon og Netflix startede i det 21. århundrede.
Det er kanaler og platforme, der ikke er underlagt Motion Picture Association’s klassificeringssystem, som begrænser mulighederne for at vise penisser meget.
I henhold til klassificeringssystemerne - som stadig styrer biograffilmene - kan penisser vises i ikke-seksuelle situationer som koncentrationslejrscenerne i 'Schindlers liste'.
Kabel-tv-kanaler er ikke underlagt de samme regler
Men hvis en scene indeholder sex og frontal mandlig nøgenhed, skal skuespillerne holde afstand til hinanden.
Så da Bruce Willis' penis kortvarigt dukkede op i løbet af en elskovsscene under vandet i swimmingpoolen i filmen 'I nattens mørke', protesterede brancheorganisationen Motion Picture Association of America som følge af hans nærhed til kvinden, og scenen blev skrottet.
Ucensurerede versioner af filmen er i dag tilgængelige på DVD.
Amerikanske kabel-tv-kanaler er ikke underlagt de samme regler, og HBO-showet 'Oz', der blev vist fra 1997 til 2003, markerede et stort vendepunkt.
Serien, der udspillede sig i et fængsel, var bemærkelsesværdig for den store mængde fuld frontal mandlig nøgenhed med skuespillerne vist i en række forskellige sammenhænge, blandt andet i brusebadet og i deres celler, helt nøgne.
Berettiget kritik af objektiviseringen af kvinder
Endnu en grund til stigningen i mandlig nøgenhed er den berettigede kritik af objektiviseringen af kvinder på tv og i film.
Kvindelig nøgenhed er meget mere almindelig end mandlig nøgenhed og har almindeligvis en tendens til at involvere unge, attraktive kvinder, der vises i en række erotiske sammenhænge med vægt på bryster og balder.
Nogle filmfolk som Judd Apatow og Sam Levinson siger, at de ønsker at skabe lige vilkår ved at vise mere mandlig nøgenhed.
Penisprotesens udbredelse
Ligesom ‘Oz’ var den amerikanske tv-serie 'Spartacus', der havde premiere på Starz i januar 2010, fuld af mandlig nøgenhed.
Der var dog en afgørende forskel: Alle penisserne var proteser, som var produceret til at blive båret af skuespillerne og til at se realistiske ud, når de blev filmet.
En af de mest berømte penisproteser var at se i Paul Thomas Andersons film 'Boogie Nights' fra 1997, der handler om en pornostjerne, spillet af Mark Wahlberg.
I slutningen af filmen kan publikum se et nærbillede af skuespillerens ekstremt store penisprotese.
Både virkelige og digitale
Proteser blev brugt af og til igennem årene. Men efter 'Spartacus' blev det normen at bruge dem, og i dag er de overalt som i shows som HBO's 'The Deuce' og 'Euphoria'.
Nogle gange er de endda digitale. I 'Nymphomaniac: Vol. I og II' udskiftede instruktøren, Lars von Trier, digitalt skuespillernes penisser med stuntdubleanternes penisser.
Men uanset om de er virkelige eller digitale, har de en ting til fælles: De er store.
Størrelsen er alt
Penisproteserne giver filmskabere total kontrol over repræsentation, og denne fleksibilitet er blevet brugt til direkte at løse spørgsmålet om størrelse.
Tag den romantiske komedie 'The Overnight' fra 2015.
Penisstørrelse bliver introduceret allerede i åbningsscenen, da et par har akavet sex som følge af mandens meget lille penis.
Senere i filmen kommer emne på banen igen, da de to par diskuterer konebytteri.
Den ene mand, spillet af Jason Schwartzman, har en ekstremt stor penis, mens manden fra åbningsscenen, spillet af Adam Scott, har en meget mindre penis, og han er meget bange for at blive 'udstillet'.
I løbet af en lang nøgenbadningsscene ser publikum begge skuespillernes penisproteser.
Forsøger at aflive myte om størrelse - men gør det modsatte
Og traditionen tro i romantiske komedier finder begge par sammen igen til slut og afgiver løfter om at redde deres respektive ægteskaber.
‘The Overnight’ forsøger at aflive myten om, at penisstørrelsen betyder noget. Men på samme tid som filmen tackler besættelsen med størrelse, ender den med at forstærke forestillingen - til dels som følge af åbningsscenen - at større er bedre.
På samme måde udforsker 'Euphoria', et dristigt, eksperimentelt high school-drama, også penisstørrelse, ved at forbinde fikseringen på størrelse med ødelæggende maskulinitet.
Filmen viser, hvordan også piger er medskyldige ved selv at hænge sig i størrelse - og ved at antage, at størrelsen er knyttet til seksuel ydeevne og maskulinitet.
En mere ærlig repræsentation
Både ‘The Overnight’ and ‘Euphoria’ stræber efter at kritisere vores kulturs besættelse af penis, ligesom film som ‘Boogie Nights’ og tv-shows som ‘The Deuce’, som begge er seriøse udforskninger af pornografibranchen.
Men ved at gøre penis til et centralt tema fortsætter disse film og tv-shows med at give den en aura af mystik og magt, der eksisterede længe før proteser og opblødningen i reguleringerne.
I sidste ende er brugen af proteser på bekostning af det mest modne valg, som filmskabere kan træffe: At vise forskellige, virkelige penisser på en måde, der ikke har egentlig betydning for hverken karakter eller plot.
Intet at gøre med styrke, magt, maskulinitet eller seksualitet
Selvom 'Spartacus' leverer et andet billede, så var alle gladiatorer ikke i besiddelse af store penisser.
Penisstørrelsen og faconen havde heller ikke noget at gøre med deres styrke, magt, maskulinitet eller seksualitet.
Sigmund Freud skal angiveligt have sagt: »Nogle gange er en cigar bare en god cigar.« Cigarer er altså ikke altid et fallossymbol.
Det ville også være rart, hvis en penis bare var en penis på film og skærm.
Peter Lehman hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
