Hun har set tusindvis af horror- og actionfilm. Hun har forsket i muskelbundter som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger og har skrevet om filmbabes som Angelina Jolie og Pamela Anderson.
Hun fik forsvarsminister Søren Gade til at åbne hendes egen konference om Clint Eastwoods to seneste krigsfilm. Og så har hun udgivet sin egen gyserroman, som får en opfølger til foråret, samtidig med at hun skriver på et projekt om krigsfilmens nyere historie.
Nårh-jo, og hun er også på vej med sin tredje antologi, denne gang om krig som underholdning: 'War Isn't Hell - It's Entertainment'.
Energibundt elsker fortællinger
Det er ikke et tilfælde, at Rikke Schubart kan trække store navne til sin konference om krigsfilm, eller at hun i en alder af 42 år har et CV, der ud over et lektorat på Syddansk Universitet omfatter bl.a. otte bøger og en Stephen King-agtig reklamefilm.
\ Fakta
SÅDAN FORSKER MAN I FILM
Rikke Schubarts startside på internettet er den populære filmdatabase IMDb.
Hun bruger selvfølgelig viden fra sin uddannelse, når hun arbejder, men ellers går hun på jagt efter inspiration i alt fra sladder om filmstjernerne til gamle bøger om moralfilosofi.
Og så ser hun masser af film, både på tv og i biffen.
»Men jeg går ind med et barnligt sind og åbent hjerte og bliver skræmt, underholdt, provokeret og kedet, nøjagtig ligesom alle andre i publikum. Det er først bagefter, når jeg analyserer filmene, at jeg hiver notesblokken frem.«
Rikke Schubart er et sprudlende energibundt, og det kan høres, når hun taler om forskning, film og forfatterskab. Drivkraften i både ordstrømmen og i hendes arbejde generelt er kærligheden til den gode fortælling.
»I alt det, jeg har arbejdet med - gyser, action og krig - har en del måske objektivt set været 'dårligt'. Men det er ikke det, der er interessant,« lyder det fra filmforskeren.
»Det er derimod interessant, hvornår noget bliver en fortælling, som rigtigt mange andre bliver interesserede i, eller som inspirerer andre til at lave en film. Når den søsætter et tema, som fænger an og fortsætter, så vil jeg gerne se nærmere på, hvad den fortæller om,« fortæller Rikke Schubart, der i løbet af de seneste otte år har udviklet sig til at være en internationalt kendt forsker inden for action-, gyser- og krigsfilm.
Startede med Shakespeare
Historien om Rikke Schubarts kærlighed til især den amerikanske populærfilm tog pudsigt nok afsæt i den klassiske litteratur. For tyve år siden læste hun litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun især lærte at elske de største udenlandske koryfæer: Thomas Mann, Goethe, Shakespeare.

Efterhånden stødte hun ind i gyserbøger som Bram Stokers 'Dracula' og Mary Shelleys 'Frankenstein'. De satte den spændende, klassiske fortælling i et nyt lys.
»Jeg opdagede mange gamle ting i gyserne: den romantiske vampyrlitteratur, fascinationen af død, blod og begær - og en optagethed af dæmoniske ting, som havde det populærkulturelle drive, som dybest set handler om at fortælle gode historier. Det syntes jeg var ret interessant,« fortæller Rikke Schubart.
Ingen gys på litteraturvidenskab
Gyserfortællingerne var faktisk så interessante, at Rikke Schubart ville skrive speciale om dem. Men det kunne hun ikke komme til på litteraturvidenskab. Meldingen var, at ingen undervisere kunne vejlede i masselitteratur.
Den litterære blindgyde fik Rikke Schubart til at skifte det klassiske, finkulturelle litteraturvidenskab ud med det mere populært fokuserede Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, hvor hun kunne få vejledning til sit speciale.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
»Sådan har det altid været. Jeg går videre med det, jeg synes lyder spændende,« konstaterer hun.
Det skulle vise sig at være en god beslutning. Pludselig opdagede Rikke Schubart filmatiseringerne af de store bøger. Hun blev efterhånden lige så begejstret for film som for bøger, og da specialet var overstået, kastede hun sig over en ph.d.-afhandling om actionfilm.
Inspiration fra omverdenen
I dag er Rikke Schubart ansat som lektor i medievidenskab på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, hvor hun er i gang med at analysere amerikanske krigsfilm.
Det betyder selvfølgelig, at hun ser en masse film, men hun læser også bøger om bl.a. moralfilosofi og amerikansk mentalitet og forsøger at gøre sin forskning bedre ved at lade sig inspirere af blandt andre forskere fra andre grene.
Jeg kan ikke slappe af med en actionfilm ligesom andre mennesker. Når jeg skal slappe af, er jeg nødt til at se noget, jeg slet ikke arbejder med - som dansk film, en tv-ting, noget julekalender eller en tudefilm
Rikke Schubart
For eksempel har hun fået bl.a. Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d. og chef for Dansk Institut for Militære Studier, til at bidrage til en kommende antologi om Clint Eastwoods krigsfilm 'Flags of Our Fathers' og 'Letters From Iwo Jima', som hun redigerer med en norsk kollega.
»Jeg får lige så meget ud af at høre folk præsentere deres forskning i strategitænkning eller krigscomputerspil, som jeg gør ved at høre om filmforskning. Når god forskning udvikler sig, gør den det tit ved at møde en anden forskning, som har relevans, som gør, at man springer et nyt og tredje sted hen,« mener Rikke Schubart.
Åbenhed og neutralitet
I det hele taget forsøger Rikke Schubart at åbne sin forskning ud mod resten af samfundet. En grundtanke i hendes arbejde er, at film og virkelighed er så tæt forbundne, at de påvirker hinanden.
»Når jeg forsker, arbejder jeg med en blanding af kulturelle forestillinger og film. Min hypotese er, at når vi i den virkelige verden foretager os ting, gør vi det på baggrund af kulturelle forestillinger. De to elementer kan man ikke skille ad. Vores forestillinger om et godt samfund, får vi fra den kultur, vi lever i, og en essentiel del af den kultur er filmen, romanerne, den politiske debat og nyhedsdækningen,« mener Rikke Schubart og tilføjer, at hun forsøger at forholde sig neutralt, når hun laver sine analyser.
»Jeg forsøger at sætte mig ud over at dømme. Jeg kan se, at hvis man dømmer som forsker, så bliver man blind for nogle ting. Det gør jeg sikkert også, men jeg forsøger i hvert fald at kigge uden fordomme efter nogle væsentlige fortællemønstre,« siger Rikke Schubart.
Yderst heldig
Rikke Schubarts skæve og brede tilgang til forskningen, som i forvejen ligger uden for universiteternes alfarvej, krydret med den pudsige forhistorie på litteraturvidenskab, får hende til at kalde sig selv for en lidt underlig, men også heldig forsker.
»Det er jo specielt, at man kan være en sær forsker og lave sådan noget syret noget, som jeg gør, og at der alligevel er plads til mig i systemet. Jeg har fået støtte fra forskningsrådet adskillige gange, og derfor tror jeg også, at jeg er yderst heldig,« forklarer hun.
\ Rikke Schubarts CV i udvalg
Filmforsker Rikke Schubart har indtil videre udgivet otte bøger inden for fag- og skønlitteratur:
- 'I lyst og død: Fra Frankenstein til splatterfilm' (1993)
- 'Verdens 25 bedste gyserfilm' (2001)
- 'Med vold og magt: Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix' (på basis af ph.d.-afhandling, 2002)
- ‘Made in America: Tendenser i amerikansk film' (2003)
- ‘Femme Fatalities: Representations of Strong Women in the Media' (2004)
- ‘Prinsessen der brokkede sig hele tiden' (2005)
- 'Super Bitches and Action Babes: The Female Hero in Popular Cinema, 1970-2006' (2007)
- 'Bid' (vampyrroman, 2008)
I 2009 følger bl.a. antologien 'War Isn't Hell, It's Entertainment: War in Modern Culture and Visual Media'.
Rikke Schubart blev i 1994 mag.art. fra Institut for Litteraturvidenskab (i dag under Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU) og blev i 2000 ph.d. fra Institut (nu: Afdeling) for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet (KU).
I dag arbejder hun som lektor i medievidenskab på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet med fokus på den gode fortælling.
































