Utrolig historie: Dødsmaske fra pige i 1880’erne har lagt ansigt til CPR-dukkerne

Venstre: Livredningsdukken Resusci Anne / Phil Parker, CC BY 2.0 Højre: Dødsmasken L'Inconnue de la Seine / Public Domain

Venstre: Livredningsdukken Resusci Anne / Phil Parker, CC BY 2.0 Højre: Dødsmasken L'Inconnue de la Seine / Public Domain

Kilde: 
18 december 2020

Hun har reddet millioner af liv og er nok verdens mest kyssede person, men hvem var pigen, hvis ansigt er på de træningsdukker, man bruger til at øve CPR - eller på dansk hjertelungeredning (HLR)?

Det lægevidenskabelige tidsskrift BMJ fortæller i en pressemeddelelse, at man i deres juleudgave kan læse en artikel, hvor to forskere fra University of Liverpool giver deres bud på pigens historie.

BMJ's særlige juleudgave

Tidsskriftet BMJ udkommer hvert år i en speciel december-version, hvor studierne og forskernes kommentarer er i en noget lettere tone, end man ellers plejer.
 
Her er to andre historier fra årets juletidsskrift:

Det ligger til familien: Hver femte læges forælder i Sverige er også læge

Hvad kan læger lære af julemandens effektivitet?

Ansigtet stammer efter sigende fra et ukendt dødsoffer, der blev fisket op af Seinen i 1880’ernes Paris.

I dag kaldes hun ‘L'Inconnue de la Seine’, eller på dansk: den ukendte fra Seine.

Man mener, at hun begik selvmord, men over årene er mange forskellige historier opstået, heriblandt at hun var stukket af sammen med en elsker, eller at hun blev myrdet.

Lægen, som foretog obduktionen, blev åbenbart så betaget af pigens skønhed, at han fik hendes ansigt foreviget i en dødsmaske af gips, står der i pressemeddelelsen.

Kopier af masken blev populære i det boheme Paris, men hun blev først verdensberømt noget senere.
 
I 1956 opdagede man, at kunstigt åndedræt gennem mund-til-mund kan vedligeholde ilt i blodet hos en person, som ikke trækker vejret, hvilket førte til, at man udviklede HLR, står der i pressemeddelelsen.
 
Men da man opdagede, at elever øvede HLR på hinanden og risikerede at forårsage hinanden smerter og ribbensbrud, kontaktede organisationen American Heart Association den norske dukkemager Åsmund Lærdal og bad ham lave en realistisk træningsdukke.
 
Mens Åsmund Lærdal overvejede, hvordan dukken skulle se ud, kom han i tanker om en maske af pigen fra Seinem, der hang på en væg i hans bedsteforældres hus, og besluttede, at det skulle være ansigtet på den nye træningsdukke, som blev døbt Resusci Anne.
 
Det vurderes, at Resusci Anne har hjulpet mere end 500 millioner mennesker til at lære HLR og reddet omkring 2,5 millioner liv, står der i pressemeddelelsen.
 
I 1800-tallet var det almen praksis at lave dødsmasker, men der er i den senere tid blevet stillet spørgsmålstegn ved, om det er etisk at bruge en persons ansigt uden deres samtykke.
 
Artiklen kan læses på BMJ’s hjemmeside.


 
cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.