To undseelige ord går igen i meget hadtale

»Hvis du har identificeret en person som jøde, er der vægtige grunde til at lægge distance til pågældende.«

Dét citat er et af mange eksempler på, at en hård tone på nettet kan kamme over og blive til hadtale. Og den slags har konsekvenser for både individet og for demokratiet.

Som retslingvist har jeg forsket i kriminelt sprog i over ti år. Jeg har undersøgt blandt andet vidnechikane, falske anmeldelser, trusler og terrormanifester.

Alligevel er den mest ubehagelige slags sprog, jeg har arbejdet med, hadtale.

Når jeg læser det ene eksempel på hadtale efter det andet, ser jeg et mønster af ondskabsfulde nedgørelser og ønsker om udradering af ofrene.

Det er voldsomt og chokerende.

Men hvad er hadtale? Hvordan ser det ud? Og hvad betyder det for vores demokrati og dem, det går ud over?

Én paragraf beskytter grupper mod hadtale

Lovgivning mod hadtale er et værn til at beskytte udsatte borgere mod særligt grove, verbale angreb.

Med udsatte borgere mener man typisk minoriteter af forskellig art, for eksempel homoseksuelle, religiøse mindretal, folk med handicap og lignende.

I Danmark siger straffelovens paragraf 266b, at man ikke må »true, håne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af deres race, hudfarve, nationale, etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk« (se også faktaboksen om lidt).

Termen hadtale bliver ikke brugt i dansk lovgivning, men alligevel er der to elementer af paragraf 266b, der passer med internationale definitioner af begrebet.

På den ene side handler det om typen af sprogbrug, for eksempel det at true, forhåne eller nedværdige nogen.

På den anden side handler det om årsagen til den sprogbrug, nemlig offerets tilhørsforhold til en mindre samfundsgruppe. Eksempelvis må man ikke forhåne nogen, bare fordi de har et handicap.

Hadtalens ordvalg: ’Pest, rotter og kræftbylder’

Selvom hadtale åbenlyst er et sprogligt fænomen, har vi sprogforskere kun studeret det i få år.

Fra 2015 og frem har lingvister undersøgt hadtalens ordforråd og faste udtryk, dens grammatik og dens relation til konteksten. Fælles for studiernes resultater er, at hadtale er kendetegnet ved et negativt fokus på ’de andre’.

Skåret ind til benet er hadtalens kerne det, man kan kalde ’negativ andetgørelse’. Det betyder, at man sprogligt fremstiller nogen som så anderledes, at det gør dem uværdige, uønskede eller direkte farlige for ens egen gruppe.

Det er altså værre end den klassiske opdeling i ’os’ og ’dem’, som er en helt naturlig kategoriseringsmekanisme for os mennesker.

Et udbredt træk i hadtale er at umenneskeliggøre (dehumanisere) personer fra offergruppen.

Det kan for eksempel ske ved at omtale dem som dyr, sygdomme eller farlige naturkræfter – eksempelvis rotter, aber, kræftbylder, pest, stormflod og oversvømmelse.

Det kan også ske ved forskellige omskrivninger, der for eksempel omtaler dem som nogle, der ’svinger sig i træerne’ eller ’formerer sig ukontrolleret’.

Ofrene bliver også beskrevet som primitive eller ulækre, eksempelvis som analfabeter, bæskubbere, deforme eller beskidte.

I alle disse ord ligger nedgørelsen i selve ordvalget og i de associationer, de fremkalder. Det hele ligger på overfladen, så at sige.

To undseelige ord går igen i megen hadtale

Men det er også oplysende at undersøge grammatikken i hadtale for at finde frem til dens mere skjulte mønstre.

En af måderne at gøre det på er at sammenligne hyppige ordkombinationer i to datasæt, et med hadtale og et uden.

Det kan man gøre automatisk ved hjælp af et stykke software, der kan søge i store tekstmængder ud fra forskellige parametre.

Mine studerende og jeg har undersøgt forskellige datasæt med hadtale omhandlende indvandrere og muslimer, som er den samfundsgruppe, der oftest bliver udsat for hadtale i Danmark.

Dem har vi sammenlignet med trusler eller andre sproglige angreb, der ikke er rettet mod minoritetsborgere.

I vores undersøgelser viser det sig, at ét bestemt ord er overhyppigt, nemlig det lille stedord de, ofte i kombination med et andet undseeligt ord, nemlig er.

De to ord sammen peger grammatisk hen på et efterfølgende omsagnsled til grundled, altså ord, der karakteriserer eller beskriver grundleddet.

Vores undersøgelser er så nye, at de ikke er udgivet i videnskabelige tidsskrifter endnu, men lignende mønstre ses også i internationale studier af hadtalens grammatik.

Hadtalens essens

Her kommer nogle eksempler, og jeg vil advare om, at de er tiltagende grove og voldsomme:

1. »De [er] jo perler ikke danske«
2. »de er ikke flygtninge de er en hær der skal angribe indefra«
3. »DE ER DYR DE TÆNKER IKKE«
4. »de er djævlens yngel og burde udryddes fra jordens overflade«

Eksemplerne viser, at den grammatiske konstruktion de er bruges til flere ting:

På den ene side til at udgrænse en befolkningsgruppe, det vil sige at påstå, at de ikke er en legitim del af Danmark eller ikke har ret til hjælp fra Danmark.

Og på den anden side til at dehumanisere den befolkningsgruppe og fremstille dem som uværdige eller som farlige fremmede.

Disse fund understreger pointen om, at hadtale i sin kerne handler om negativ andetgørelse.

Den enkleste måde sprogligt at gøre nogen til ’de andre’ er ved at bruge en vag gruppehenvisning som de.

Og når man så samtidig beskriver gruppen med konstruktionen er plus et groft nedgørende udtryk, har man en struktur, der indfanger hadtalens essens.

I hadtale, der er direkte henvendt til offeret, vil mønstret være et andet, for eksempel ’du er’. Men netop hadtale om indvandrere og muslimer skrives altså primært i tredje person.

Hadtale har en rolle i terror, krig og folkedrab

Når man fremstiller nogle samfundsgrupper som uværdige eller farlige for ens egen gruppe, baner man samtidig vej for overgreb mod dem. I ekstreme tilfælde kan det lede til terror og folkedrab.

Hadtale bruges både i terrormanifester og i krigspropaganda, hvor udvalgte grupper bliver fremstillet som en trussel, der skal elimineres (for eksempel 2. verdenskrig, Bosnien-Hercegovina, Rwanda, Myanmar og Gaza).

Af mindre voldsomme konsekvenser er den mentale skade, som ofre for hadtale oplever.

Undersøgelser viser, at ofrene bliver sårede, forvirrede og utrygge. Det sker også, selvom man ikke er den, der i situationen bliver mødt med hadtale.

Bare det at tilhøre samme befolkningsgruppe gør, at man får revet tæppet væk under sig ud fra en ’når det sker nu igen, kan det også ske for mig’-følelse.

Den følelse kan gøre, at man holder sig tilbage fra at deltage i aktiviteter og debatter, man ellers gerne ville have været med i.

Ifølge en meningsmåling for Amnesty erklærer »syv ud af 10 danskere sig helt eller overvejende enige i, at hadtale på sociale medier til tider kan få dem til at afholde sig fra at ytre sig«.

Ytringstryghed er en forudsætning for ytringsfrihed

I diskussioner om hadtale bliver det ofte fremført, at hadtale kan knægte ytringsfriheden. Vi har jo ytringsfrihed og må vel godt kritisere og latterliggøre andre. Det er rigtigt, og det er vigtigt at beskytte ytringsfriheden.

Men der er stor forskel på at kritisere og latterliggøre folk i magtpositioner – en vigtig funktion i et demokrati – og på at gå efter mennesker, der i forvejen er udsatte.

Hadtale kan være dårligt for demokratiet som helhed, fordi vigtige stemmer gøres tavse.

Også vores politikere bliver ramt og kan miste lysten til at stille op igen. Omvendt har politikerne også et ansvar for, at debatten ikke bliver hadefuld og polariserende.

Amnesty International, Trygfonden og andre opfordrer til, at vi fokuserer lige så meget på ytringstryghed som på ytringsfrihed – så alle trygt kan deltage og bidrage på bedste vis.

Denne artikel er skrevet af en forsker fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.