Sværdsluger i kamp for videnskaben

Manden bøjer hovedet forover, placerer sværdet foran brystet, og tager spidsen mellem læberne.

Han tager en dyb indånding, svinger den modsatte ende op og kaster hovedet bagover, så sværdet svajer faretruende med spidsen nedad over det opadskuende ansigt.

Så lader han sværdklingen krybe ned mellem læberne, over tungen og ned i svælget. Med spidsen skubber han strubelåget til side, og lader stålet glide ned i spiserøret, indtil sværdets parérstang hviler på hans mundvige.

Publikum spærrer øjnene vantro op, taber kæben og bryder ud i bifald. De forundres over mandens kunnen. Men de har bestemt ikke lyst til at gøre ham kunsten efter.

Videnskab behøver ikke at være kedeligt

En sværdslugeroptræden som denne ville nok vække opsigt på en markedsplads eller i et cirkus, men den ville ikke være usædvanlig.

Der hvor den finder sted på denne fredag aften, er den højst usædvanlig.

Steder er Lundbeck-auditoriet på Københavns Universitets Biocenter på Nørrebro. Og publikum er ikke nysgerrige forbipasserende og underholdningstørstige turister, men studerende, forskere, universitetslektorer, journalister og en enkelt museumsdirektør.

De er ikke kommet efter et billigt grin, men for at lære noget nyt, og få et friskt perspektiv på begrebet 'videnskab'. Denne aftens forelæsere prøver nemlig at demonstrere, at videnskab ikke behøver være kedeligt.

Hån og anerkendelse

Aftenens forelæsere er repræsentanter for den alternative Nobelpris, 'Ig Nobel-prisen', som uddeles af det amerikanske videnskabsmagasin 'Annals of Improbable Research' i samarbejde med Harvard-universitetet.

Prisen belønner forskningsprojekter, som 'først får folk til at grine, og derefter får dem til at tænke sig om'.

For nogle er prisen en hån; en latterliggørelse af seriøst, videnskabeligt arbejde.

For andre er den en anerkendelse; en hædersbevisning med et glimt i øjet.

Aftenens første forelæser er prisens initiativtager Marc Abrahams, der fortæller vidt og bredt om de forskningsprojekter der har modtaget prisen, siden den blev indstiftet i 1991. Han fremhæver blandt andet tre franske biologer, der sidste år modtog en pris for at bevise, at lopper, der lever på hunde, kan hoppe højere end lopper, der lever på katte.

Modtagerne i medicin-kategorien samme år fik prisen for at bevise, at dyr falsk medicin er mere effektiv end billig falsk medicin, fortæller Marc Abrahams. Økonomiprisen gik til to amerikanere, der havde bevist, at strippere fik flere drikkepenge for en 'lap dance', når de havde ægløsning. Samme studie påviste også, at brug af p-piller havde negativ effekt på drikkepengene.

Hvornår er videnskab seriøs?

Ig Nobel-prisen stiller spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig kan kaldes videnskab, og hvornår noget kan opfattes som seriøst. Det sidste er aftenens næste to forelæsere glimrende eksempler på. Efter Marc Abrahams træder den danskbosatte svensker Magnus Whalberg frem til talerstolen.

Han vandt Biologiprisen i 2004, for et hemmeligt militært forskningsprojekt, der havde til formål at afdække årsagerne til den omfattende jagt på russiske ubåde i svenske farvande i 80erne og 90erne. Jagterne blev indledt på baggrund af sonarmålinger, der opfangede lyde i vandet, som mentes at komme fra ubåde.

Men med Sovjetunionens kollaps var den russiske ubådsflåde blev lagt på land, og det betød, at lydene måtte komme fra noget andet. Hvad det var, fandt Magnus Whalberg og hans kolleger ud af. De var nemlig i stand til at genskabe lydene i et laboratorium, ved at trykke en sild på maven. Ja, du læste rigtigt: Lydene viste sig at være sildeprutter.

Fiskene bruger tarmgasserne til at kommunikere. Og da forskerne gik tilbage og så på, hvilke steder lydene var blevet opfanget, viste data også, at der var sildestimer i området flere af stederne, da lydene blev optaget.

Malariamyg og ostetæer

Efter Magnus Whalberg træder den hollandske duft-forsker Bart Knolls op til talerstolen. Han starter med at gøre publikum opmærksom på, at det er international malaria-dag. 'Hvad har det med Ig Nobel-prisen at gøre?' spørger du måske. For Bart Knols har det alt at gøre med Ig Nobel-prisen.

Bart Knols forsker nemlig i, hvilke duftstoffer der tiltrækker malariamyg. Hans undersøgelser, der indtjente ham Biologi-prisen i 2006, viste, at forskellige arter blev tiltrukket af de bakterieskabte duftstoffer, der findes i henholdsvis armhulen, næsen og fødderne på mennesker.

En indskydelse fik Bart Knols og hans kollega til at opsøge den lokale ostehandler, på jagt efter oste der lugtede af sure tæer.

Stik mod forventning tog ostehandleren forespørgslen med et smil, og leverede flere varianter.

De to forskere afprøvede så, hvilken ost, der tiltrak de myg, som gik efter fødderne.

Vinderen blev den såkaldte limburger-ost, som forskerne gav sig til at analysere. Og så opdagede de, at de bakterier der giver osten sin lugt af sure tæer, er de samme som findes på menneskers fødder.

Den mest spændende sætning man kan høre indenfor videnskaben, den der indvarsler nye opdagelser, er ikke 'Eureka!' men, 'det var da skægt...'

a title="I´Læs om Isaac Asimov på Wikipedia" href="http://en.wikipedia.org/wiki/Isaac_Asimov">Isaac Asimov

Derfor, slutter Bart Knols sin forelæsning af, »skal du huske, næste gang du spiser en ost der lugter af sure tæer, at det er fordi du spiser dine egne fødder.«

Den videnskabelige sværdsluger

Aftenens sidste forelæser hedder Dan Meyer, og er ikke videnskabsmand. Det har dog ikke afholdt ham fra at modtage Ig Nobel-prisen i Medicin i 2007, sammen med radiologen Brian Witcombe. De to fik prisen for en videnskabelig artikel om de sundhedsmæssige risici og bivirkninger ved sværdslugning, som Dan Meyer lever af.

Som formand for den Internationale Sammenslutning af Sværdslugere ser han det som sin pligt at udbrede viden om faget. Den indsats har udmøntet sig ovennævnte artikel, der bygger på en undersøgelse og samling af erfaringer fra alle de sværdslugere, forfatterne kunne få kontakt til.

Undersøgelsen viste blandt andet: At der findes under 200 aktive sværdslugere på verdensplan. At de fleste af dem er selvlærte. At den hyppigste skade fra sværdslugning var øm hals. At alvorligere skader oftest forekommer når sværdslugeren bliver forstyrret midt under et nummer. At de mest almindelige alvorligere skader er snitsår på indersiden af spiserøret og stiksår i bunden af mavesækken.

Ned i halsen og op af stolene

Dan Meyer slutter sin forelæsning af med at demonstrere sin kunnen. Hele tre gange. Hans optræden bliver krydret med en fyldig redegørelse for sværdslugningens anatomi: Hvilke organer sværdet skal føres forbi eller igennem på vejen ned i svælget og så videre.

Han når også at demonstrere den faretruende manøvre 'Faldet' ('The Drop'), hvor sværdslugeren - når klingen er halvvejs nede - giver slip på sværdet, og lader klingen falde det sidste stykke ned af sig selv.

Med det sidste og længste sværd giver Dan Meyer sit glansnummer: Han bøjer sig forover mod publikum med sværdet i gabet, og lader den tilstedeværende museumsdirektør trække sværdet ud. Publikum er ellevilde og bruser af begejstring. Utvivlsomt en mere højlydt begejstring end Lundbeck-auditoriets er vant til at genlyde af.

Dan Meyers viden-skabeligegørelse af sværdslugerfaget har blandt andet resulteret i røntgenoptagelser som denne, der giver uigendriveligt bevis for, at sværdslugning ikke er snyd.

Se flere videoer med Dan Meyer på Youtube.