Forskerne bag et nyt studie har studeret knoglerester fra gnavere på stenalderbopladsen Skara Brae på Orkneyøerne, som blev udgravet i 1970'erne.
Fordi knogleresterne blev fundet sammen med andet affald, og fordi de var blevet varmebehandlet, har forskerne grund til at tro, at de små gnavere blev brugt som mad.
Knogleresterne stammer hovedsagligt fra en særlig type sydmarkmus (Microtus arvalis), som kun findes på Orkneyøerne, men enkelte stammer også fra skovmus.

Forskerne kan ikke helt udelukke, at stenaldermenneskene dræbte musene for at beskytte sig mod sygdomme.
De påpeger imidlertid, at det er usandsynligt, fordi knoglerne blev fundet sammen med andet affald.
LÆS OGSÅ: Sjældent fund: Opslagstavle fra stenalderen
»En god proteinkilde«
»Knogleresterne blev blandet med andet affald, i store mængder og over længere tid, flere hundrede år. Fordi nogle af knogleresterne var blevet brændt, mener vi, at de blev stegt,« fortæller Jerry Herman, som er kurator for pattedyr ved National Museums of Scotland, til BBC.
Den særlige sydmarkmus-art, der kun lever på Orkneyøerne, kom til øgruppen i løbet af den yngre stenalder, også kaldet neolitikum eller bondestenalderen (8000-4000 f.v.t.)
Markmusene stammer oprindeligt fra det europæiske fastland.
Forskerne tror, at de nye fund kan understøtte teorien om, at markmusene blev bragt til Orkneyøerne af mennesker; muligvis som mad på længere sørejser.
\ Blåstak og rødnæb
Labrus mixtus
Den eneste fiskeart i vore hjemlige farvande, hvor der er så stor forskel på han og hun, at man umiddelbart skulle tro, at der er tale om to forskellige arter.
Medvirkende til at bekræfte denne tro er, at han og hun har fået forskellige navne (hannen kaldes blåstak, hunnen rødnæb).
Som mange andre læbefisk kan de skifte køn på et tidspunkt i deres livscyklus.
Blåstak/rødnæb er tillige en af de mere farvestrålende fisk i danske farvande.
Den er mest almindelig ved svenske- og norskekysten, men træffes dog jævnligt i stenede områder ved den jyske østkyst.
»Markmusene på Orkneyøerne er små, og de udgjorde ikke mere end én mundfuld. Men det er en rigtig god kilde til protein,« forklarer Jerry Hermann.
Forskerne mener, at det er det første bevis på, at europæerne i den yngre stenalder gjorde brug af gnavere.
Senere, i romertiden, blev syvsovere (Gliridae) anset for at være en delikatesse.
LÆS OGSÅ: Teatralske stenaldermennesker ofrede til guderne på ceremoni-plads i Sverige
Fisk og egern på menuen i Hardanger
Arkæologiske fund fra Hardanger i Norge afslørede, at også norske stenaldermennesker spiste gnavere. Man har blandt andet fundet knoglerester, som indikerer, at de spiste egern.
»Men det gjorde de nok ikke, fordi det smagte så godt. Det er mere sandsynligt, at stenaldermenneskene spiste, hvad der var at finde,« forklarer Anne Karin Hufthammer fra Bergen Museum i denne artikel fra forskning.no og Universitetet i Bergen.
Som regel spiste de masser af fisk i Hardanger, noget de sandsynligvis også gjorde på Orkneyøerne.
»De spiste blåstak og rødnæb (se faktaboks, red.), berggylte og en hel del små torsk. Altså typiske arter som børnene kan fiske efter fra kajen den dag i dag. Og så desuden også makrel,« slutter Anne Karin Hufthammer.
©forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark

































