Valgdeltagelsen bliver ofte betragtet som en af de vigtigste sundhedsindikatorer i vores moderne demokrati.
Det er den centrale måde, vi som borgere sikrer, at de valgte politikere reagerer i overensstemmelse med vores ønsker.
Ved valget har vi mulighed for at stemme politikere ind, der har holdninger, vi sympatiserer med, og vi har mulighed for at straffe eller belønne de politikere, der har været vores repræsentanter i den foregående valgperiode.
Ikke alle borgere benytter sig af sin stemmeret. Ved Folketingsvalg stemmer ca. 85% af borgerne, ved kommunalvalg omkring 70%, mens kun omkring 50% typisk møder op til stemmeurnerne ved EP-valg.
Er der systematiske uligheder i valgdeltagelsen, kan det let for konsekvenser for den førte politik, idet politikere har mindre incitament til at lytte til de pågældende grupper, ligesom de politikere, som varetager deres interesser, alt andet lige vil have sværere ved at blive valgt.
Det kan altså have betydelige konsekvenser, hvis nogle grupper stemmer mere end andre. Men hvem er det egentlig, der stemmer?
Det demokratiske A- og B hold
Ved kommunalvalget 17. november 2009 deltog 44 kommuner i en omfattende undersøgelse, der for første gang gjorde det muligt at give et meget detaljeret geografisk blik over valgdeltagelsen.
Figuren ovenfor viser resultatet for København og Frederiksberg. De grønne områder har højest valgdeltagelse og de røde områder lavest. Hver firkant er 100x100 meter - man kan altså se deltagelsen helt ned på nabolagsniveau. Felter, hvor der bor mindre end 20 personer, er udeladt for at sikre anonymiteten.
Som figuren illustrerer, følger valgdeltagelsen demografiske skillelinjer. De røde områder er især koncentreret i de nordvestlige områder af byen - i særdeleshed Tingbjerg og dele af Nordvestkvarteret.
Dette stemmer godt overens med, at disse områder har en høj koncentration af nydanskere (som har en gennemsnitlig valgdeltagelse på 37% mod 68% for etniske danskere) og personer uden længerevarende uddannelser (grundskoleuddannede har en valgdeltagelse på 56% mod 78% for personer med længerevarende videregående uddannelser).
Vi ser også røde områder på store dele af Amager og sydvest-kvarteret.
De grønne områder, hvor valgdeltagelsen er høj, finder vi særligt i områder, hvor der bor mange ressourcestærke borgere. Det gælder fx på Østerbro, på Frederiksberg og i de store villaområder nordvest for Frederiksberg.
Sociale forholds betydning for valgdeltagelsen illustreres meget godt af Vanløseområdet, hvor der er et grønt bælte i de forholdsvis velhavende villakvarterer omkring Damhussøen (den støre sø helt til venstre på kortet). Bevæger man sig væk fra søen, bliver farverne mere gule.
Nogle grupper overhøres i den politiske proces
Kortet illustrerer den nedslående pointe, som er blevet påvist gennem mange års forskning på området: Der eksisterer et demokratisk A-hold bestående af midaldrende, kvinder, højt uddannede, højeste indkomstgrupper og etniske danskere.
Tilsvarende består gruppen af sofavælgerne især af unge, mænd, lavt uddannede, laveste indkomstgruppe, socialt marginaliserede og indvandrere og efterkommere.
De store forskelle kan føre til, at nogle grupper overhøres i den politiske proces. Forskellen i valgdeltagelsen mellem A- og B-holdet er i øvrigt størst ved Europa-Parlamentsvalg og Kommunalvalg, mens Folketingsvalg formår at trække flere relativt politisk uinteresserede op af sofaen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
