Sådan kan ældre blive gladere for teknologi
Ældre mennesker kan i værste fald blive ensomme af at bruge teknologiske hjælpemidler, hvis de ikke er designet rigtigt, siger en forsker, der i en række alternative etnografiske projekter har skabt teknologiske løsninger, der tager hensyn til ældre teknologibrugeres individuelle behov.

Nogle gange kan ældre mennesker bliver ensomme af at bruge teknologiske løsninger, som gør dem lidt for selvhjulpne. Men når teknologiske løsninger er gennemtænkte, kan de skabe sociale kontakter. (Foto: Colourbox)

Nogle gange kan ældre mennesker bliver ensomme af at bruge teknologiske løsninger, som gør dem lidt for selvhjulpne. Men når teknologiske løsninger er gennemtænkte, kan de skabe sociale kontakter. (Foto: Colourbox)

IPads er et hit blandt folk over 65. Demente plejehjemsbeboere er vilde med robotsæler, og der satses hårdt på at udvikle teknologiske hjælpemidler, så ældre mennesker kan klare sig selv i længere tid.

Men selv om teknologi kan gøre hverdagen lettere, er det ikke alle ældre, der trives med de moderne redskaber.  

»Traditionelt har man tænkt, at teknologi kan gøre ældre mennesker selvhjulpne og uafhængige i længere tid. Men uafhængighed af andre mennesker kan være et problem, hvis man bliver socialt isoleret, og det er der en del ældre, som gør,« siger Mark Blythe, der er professor i design etnografi på Northumbria University i Newcastle, England. 

Robotsæl Paro ældre demente plejehjem

Robotsælen Paro og dens 'fader', den japanske forsker Takanori Shibata. Paro kan genkende op til 50 forskellige stemmer, som den lystrer mere end andre, og den lille sæl lukker øjnene i velbehag, når man stryger den over pelsen. Paro elsker at blive krammet, og holder man Paro ud fra sig, begynder den at vrikke, fordi den vil tilbage i favnen. (Foto: Ditte Svane-Knudsen)

»Undersøgelser viser, at der kan gå op til en måned mellem, at enlige ældre briter taler med et andet menneske. Samtidig viser forskning, at noget af det, der øger vores trivsel mest, er socialt samvær. Mit mål er at finde ud af, hvordan teknologi kan hjælpe ældre mennesker med at trives frem for bare at overleve,« fortsætter han.

Ældre er ikke en homogen gruppe       

Mark Blythe har besøgt og lavet interviews med adskillige mennesker, som er oppe i alderen, både hjemme hos dem selv og på plejehjem for at finde ud af, hvilken form for teknologi de har brug for - ikke bare for at overleve og være selvhjulpne, men også for at trives mentalt.  

Videnskab.dk mødte ham, da han for nyligt var i København for at deltage i EuroScience Open Forum.

»Når man udvikler teknologiske hjælpemidler, er der en tendens til, at man ser på ældre som en homogen gruppe, der udelukkende er defineret af alder, og så udvikler man teknologi, som er beregnet til at hjælpe dem alle.«

Fakta

I øjeblikket er Mark Blythe involveret i et projekt, som undersøger, hvilket forhold de mange ældre mennesker, der stadig er mentalt friske og fysisk aktive, har til teknologi.

Projektet hedder 'Flourishing Ninetysomething' (Blomstrende nogle-og-halvfemsårige).

»Men ældre mennesker er jo meget mere end deres alder. De er individer med vidt forskellige interesser og baggrunde. Jeg er interesseret i at udvikle teknologiske løsninger, som er tilpasset deres individuelle behov. Derfor laver jeg projekter, som involverer brugerne i designprocessen,« siger Mark Blythe.

Net-shopping skaber socialt samvær

Efter at have tilbragt tid med og interviewet ældre og fysisk svage mennesker i deres hjem, har den britiske etnograf og hans kolleger blandt andet udviklet et system, som ældre mennesker, der har problemer med bentøjet, kan bruge til at få handlet ind over internettet, selv om de ikke kan eller har lyst til at bruge en computer.

Systemet går ud på, at den svage ældre bliver sat sammen med en frivillig, det kan være en nabo, som ringer til den ældre nogle gange om ugen, sludrer lidt, tager imod den ældres indkøbsliste og bestiller varerne over nettet.

På den måde bliver teknologi brugt ikke bare til at hjælpe med at løse en praktisk hverdagsopgave, men også til at skabe social kontakt.   

»Vi kalder projektet 'Net Neighbours' Det er et eksempel på, hvordan teknologi kan hjælpe ældre i dagligdagen og samtidig løse problemet med social isolation,« siger Mark Blythe.

Nonner bruger teknologi til bøn

Fakta

Mark Blythes designer teknologiske løsninger, der ikke bare hjælper ældre mennesker med praktiske gøremål, men som også øger deres trivsel. Hans design bygger blandt andet på teorier om positiv psykologi udviklet af den amerikanske psykolog Martin Seligma. Martin Seligma har lavet en model, der opstiller fem faktorer, som har vist sig at være afgørende for ens psykiske velbefindende gennem livet. De fem faktorer i den såkaldte PERMA model er: Positive følelser, Engagement, Sociale relationer (Relationships), Mening og Realisering (Accomplishment)

I et andet projekt har Mark Blythe gennem længere tid opholdt sig på et hjem for ældre nonner, som bruger en stor del af deres tid på at bede for mennesker, som lider rundt omkring i verden.

»Til nonnerne designede vi en enhed, som sender en rullende nyhedsstrøm, så de kan følge med i, hvilke katastrofer der sker rundt omkring i verden, og hvem de skal bede for. Nonnerne er meget begejstrede for ’The Prayer Companion’, som vi har kaldt den,« siger Mark Blythe.

»Det er et design tilpasset nonnernes behov, men mange andre ældre ville måske ikke kunne bruge det til noget. Det er et godt eksempel på, at man ikke kan tænke på ældre mennesker som en homogen gruppe, bare fordi de tilhører den samme aldersklasse.«

Skuespillere har lyst til at være på plejehjem  

Et andet af hans projekter foregår på et hjem for pensionerede skuespillere.  

»Det er et fantastisk sted, for skuespillerne har deres eget lille samfund, hvor de ikke bare er sammen, fordi de er gamle, men fordi de deler interesser. Det er et plejehjem, men de er der, fordi de har lyst til at være der – ikke kun af nød,« siger Mark Blythe og fortsætter:

»Det ville være en fordel, hvis der var flere af den slags plejehjem, hvor beboerne nyder at være, og hvor de har mere til fælles end bare at være oppe i alderen. I England er det normalt sådan, at hvis man spørger ældre mennesker, hvad de frygter mest, så er det ikke at dø, men at komme på plejehjem. Det er jo trist.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.