Fundet af et kæmpe lem på en gammel møllesten begejstrer forskere i Storbritannien.
»Som ét af kun fire kendte eksempler på romersk-britiske møllesten, der er dekoreret på den måde, er A14-møllestenen et særligt, signifikant fund«, siger den glade stenekspert ved Oxford Archaeology South, Ruth Shaffrey, ifølge en pressemeddelelse fra det private firma, der står for udgravningen i forbindelse med etableringen af en ny motorvej, A14.
Stenen stammer fra dengang, romerne regerede i Romersk Britannien mellem år 44-410 e.v.t.. Det er et område, der i dag nogenlunde svarer til England og Wales.
Møllestenen er brækket på et tidspunkt, hvorefter den er blevet brugt som håndkværn, og to kors blev tilføjet. At stenen blev lavet til en håndkværn betød, at penissen blev placeret i bunden af kværnen, hvilket gjorde, at den blev bevaret for eftertiden.
\ Læs mere
Fallosen bidrager med ny viden om romernes kærlighedsforhold til det mandlige kønsorgan.
»Fallosen blev set som et vigtigt billede på styrke og virilitet i den romerske verden. Det var almindelig praksis for legionærer at bære en fallos-amulet, der bragte held, med sig på slagmarken,« siger Steve Sherlock, der leder udgravningen, ifølge pressemeddelelsen.
Men hvorfor så en penis på en møllesten?
»Det giver os vigtig indsigt i møllens betydning for lokalsamfundet og de beskyttende egenskaber, som blev tillagt møllestenen og dens produkter (melet) ved at vise en fallos på dens forside,« mener Shaffney.
\ Læs mere
Møllestenen er fundet, i forbindelse med at de britiske myndigheder anlægger en ny motorvej, A14, og det har ført til et væld af bemærkelsesværdige fortidsfund.
Disse tæller stødtænder fra en ulden mammut, et kranie fra et uldent næsehorn, et ølbryggeri, der dateres tilbage til 400 f.v.t. og er det tidligste af sådanne fund, samt en meget sjælden guldmønt med den romerske kejser Laelianus' ansigt. Han regerede i kun 2 måneder, inden han blev dræbt i år 269.
En videnskabelig artikel om møllestenen med penissen udkommer i tidsskriftet Britannia inden længe, skriver Oxford Archaeology i pressemeddelelsen.


































