Passiver frikendes i nyt sprogstudie

»Hvis dit brev skal forstås af andre, så anbefales det, at passiver ikke anvendes.«

Hos skribenter, som prøver at formidle enkelt og klart, vil det krible i fingrene for at få lov til at udradere passiver og skrive sætningen om til:

»Vi anbefaler, at du ikke anvender passiver, hvis andre skal kunne forstå din tekst.«

I mere end 50 år har et af de såkaldte gode sprogråd fra nogle af landets førende sprogeksperter lydt, at man skal undgå at bruge passiver. Årsagen lyder, at passiverne slører, hvem den handlende person er, og at det derfor er vanskeligt at holde styr på, hvem der gør hvad.

Men at passiver gør en tekst kompliceret, bliver nu udfordret af studerende i sprogpsykologi Julie Meyer Ingemansson. I en videnskabelig artikel i tidskriftet Nydanske Sprogstudier præsenterer hun en undersøgelse, der viser, at det ikke er sværere at forstå indholdet af et brev, hvor der er brugt mange passiver, end i et hvor der ingen passiver er.

»Mit projekt viser, at brugen af passiver ikke gør nogen forskel. De har ingen indflydelse på forståelsen af teksten. Så der er ingen grund til at fokusere for snævert på dem. Man godt kan sige, mener jeg, at vores undersøgelse viser, at sprogrådet om undgå passiver er mere eller mindre omsonst,« siger Julie Meyer Ingemansson fra Københavns Universitet.

Passiver er lette at få øje på

Der er nogenlunde konsensus blandt sprogrådgivere om, hvilke sprogråd der er de gode, forklarer Julie Meyer Ingemansson. De fleste eksperter med viden om skriftligt formidling vil anbefale, at du:

• Bruger en overskrift
• Bruger punktopstillinger
• Skriver kort og konkret
• Undgår lange sætninger
• Undgår passiver (eksempel: gives, læses)
• Undgår kancellisløjfer (eksempel: de i kommunen herboende borgere)
• Undgår verbalsubstantiver (eksempel: skrivelse, forbedring)
• Undgår fagord og fremmedord

Det var via andre forskeres arbejder, at Julie Meyer Ingemanssons fik øje på, at det eneste af disse gode sprogråd, som for alvor blev fulgt, var at droppe passiverne.

»Det er nemt at se, hvornår man kommer til at bruge en s-passiv. Det er let at slå ned på, og derfor bliver det det eneste råd, der bliver fulgt. Det er simpelthen let at overskue,« forklarer Julie Meyer Ingemansson.

Men når det nu kun er rådet om ikke at bruge passiver, der bliver lyttet til, er det så overhovedet et brugbart råd? Det satte Julie Meyer Ingemansson sig for at undersøge i sit bachelorprojekt, som ligger til grund for den videnskabelige artikel.

»Jeg er generelt optaget af, at man kigger på sproget i forhold til modtageren. Sprogrådene er baseret på sprogteoretiske betragtninger. Det er aldrig blevet undersøgt, hvordan de virker for dem, der læser det, der er blevet skrevet på baggrund af dem,« siger Julie Meyer Ingemansson.

En ny undersøgelsesmetode

Metoden, som er blevet brugt til at lave undersøgelsen i Julie Meyer Ingemanssons projekt, er et nyt eksperimentelt design, som hun selv og hendes vejleder Torben Juel Jensen har fundet på sammen.

»Vi har prøvetat finde frem til, hvad læseren både bevidst og ubevidst syntes om et brev med henholdsvis mange og ingen passiver i. Hvilket ét var sværest at forstå?« forklarer Julie Meyer Ingemasson.

Deres nye metodik bygger på en traditionel metode inden for sprogforskningen, kaldet masketesten. En masketests sigte er at få folk til at tilkendegive, hvad de mener om en måde at tale på eller om et bestemt ord uden at spørge dem direkte. På den måde får man også får en mulig ubevidst holdning blotlagt.

»Vores metode er bygget op sådan, at vores testerpersoner er delt i to grupper, og hver af vores personer har læst et brev med passiver i og så et andet brev uden passiver. Herefter har en person fra den anden gruppe læst de samme tekster, men hvor brugen af passiver er byttet om,« forklarer Julie Meyer Ingemansson.

Brug af passiverne gør ingen forskel

Testen er lavet som en krydstest, hvor ingen kom til at læse den samme tekst mere end en gang. Herefter skulle testpersonerne svare på en række kontrolspørgsmål i forhold til, hvor godt de havde forstået indholdet af brevene. Brevene var eksempler hentet fra Teknisk Forvaltning i Københavns Kommune.

De 20 testpersoner, kvinder i alderen 29-48 år med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, kom fra Julie Meyer Ingemanssons eget netværk uden dog at være nære venner. Selvom størrelsen på undersøgelsen er lige i underkanten af, hvad man normalt bruger, så er tendensen, som resultaterne viste, helt klar og kan godt tages for gode varer, mener Julie Meyer Ingemansson.

»Testen viste, at passiver ikke gør en forskel. Det eneste, der var forskelligt i brevene var passiverne. Ellers var de ens. Og det er derfor, man kan isolere det til at vide, at det handler om passiverne, og hvorvidt de gjorde en forskel,« siger Julie Meyer Ingemansson.

Sprogekspert: Godt initiativ, men problematisk undersøgelse

Michael Ejstrup, som er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og forsker i sprogbrug og sprogets udvikling, er begejstret for, at der endelig er nogen, der interesserer sig for de lidt subjektive anvisninger, der findes om sproget, og som advarslen mod passiverne er et eksempel på.

»Jeg giver rigtig mange point for initiativet. Jeg sætter stor pris på, at nogen har sat sig for at undersøge, om der er empirisk belæg for de sproglige traditioner, der mere eller mindre bevidstløst er blevet ført videre gennem mange årtier,« roser Michael Ejstrup.

Men når det kommer til selve undersøgelsens udførelse, så holder Michael Ejstrups rosende ord desværre op. På det videnskabsteoretiske og metodiske plan er der valgt forkert mere end én gang, vurderer han.

»Først og fremmest er 20 personer alt for lidt. Man skal op omkring 1.000 deltagere, hvis man med kvantitativ videnskabelig metode skal kunne sige noget om, at en undersøgelses resultat kan udvides til at gælde for mere end blot de undersøgte tilfælde. I gamle dage var det som det muliges kunst fair nok med 20 mand, men den går ikke længere. I dag kan vi sagtens få mange flere med ved brug af elektroniske remedier, så hvorfor ikke gøre det?« spørger Michael Ejstrup, der selv inden for de seneste fem år har lavet survey-undersøgelser om danskeres perception af sprog med både 28.000 og 9.000 deltagere.

Undersøgelsen er ikke mere end et lille fingerpeg

Michael Ejstrup skeler ikke til, at artiklen bygger på en mindre opgave. Den er en videnskabelig artikel nu og har været gennem peer-review.

»Det bliver fremstillet, som om det er en kvantitativ undersøgelse. At sidde med 20 personer og lave statiske beregninger er ikke kun gammeldags - det går ikke,« påpeger Michael Ejstrup.

Det er også et problem, at informanterne kommer fra Julie Meyer Ingemanssons eget netværk.

»Det duer ikke. For det kan ikke udelukkes, at de, fordi de kender hende, på en eller anden måde har en anderledes indlevelse eller forståelse for projektet, som er misvisende i forhold til resultatet,« siger han.

Michael Ejstrup er ærgerlig over, at undersøgelsen ikke har mere tyngde. For rent faktisk rammer den hans egen fornemmelse af, at passiverne slet ikke er så uhensigtsmæssige endda. Derfor er det ærgerligt, at resultaterne ikke kan understøtte det bedre.

»Jeg er så glad for, at de laver undersøgelsen, men jeg er ked af, at det ikke bliver gjort på den rigtige måde. Jeg synes, det må betragtes som work in progress og et lille fingerpeg om, at det skal man måske undersøge nærmere,« mener Michael Ejstrup.

Rådet om passiver skal nok nuanceres

Julie Meyer Ingemansson er godt klar over, at man ikke kan lave statistik på 20 personer, og at der skal flere testdeltagere til, hvis man skal komme med en skråsikker konklusion. Men hun mener heller ikke, at projektet forgiver at komme med andet end tendenser og indikationer.

»Jeg er sådan set ganske enig med Michael Ejstrup, når han siger, at det skal ses som ’work in progress og et lille fingerpeg’, og det er da også det, vi afslutter artiklen med at sige: at vi har præsenteret en undersøgelsesmetode, der, i større målestok, kan være med til at finde valide svar i fremtiden, og at vores undersøgelse indikerer, ikke konkluderer, at rådet om at undgå passiver måske trænger til at blive nuanceret lidt,« siger Julie Meyer Ingemansson.