På sporet af Nordøstgrønlands bosættere

Nordøstgrønland ligger i dag så godt som mennesketomt hen. Bortset fra nogle få håndfulde på Station Nord og ved Vejrstationen i Danmarkshavn og Siriuspatruljen i Daneborg er der ingen fastboende. Sådan har det været de sidste 150 år.

I løbet af de sidste 5.000 år er fire bosættelsesbølger nået til Nordøstgrønland. Hver gang har bosætterne efter nogle hundrede år fået nok og har forladt området igen. Men hvorfor har de eskimoiske fangerkulturer haft så svært ved at bide sig fast i Nordøstgrønland?

Det har arkæologerne og geograferne på GeoArk-projektet de seneste år arbejdet på at forklare.

Et fordelagtigt klima

I løbet af den korte sommer får de 'faste' beboere selskab af blandt andet forskere på feltarbejde. Blandt dem har i år været IPYprojektet GeoArk, som tidligere i 2003, 2005 og 2007 har været i felten omkring Wollaston Forland og Clavering Ø for at undersøge, hvordan klima- og miljøforhold har påvirket bosættelserne i Nordøstgrønland.

GeoArk-forskerne er enige om, at Nordøstgrønland historisk har været beboet i kolde, snefattige perioder, hvor der har været gode forhold for rensdyr og muskusokser.

Derfor har det undret, at de sidste beboere forlod området i midten af 1800-tallet i en meget kold periode under den lille istid, hvor klimaet burde være fordelagtigt for flere af de foretrukne jagtdyr.

En af hypoteserne op til feltsæsonen har været, at det kunne hænge sammen med markante nedgange i de få dyrebestande, rensdyr, hvalrosser og sæler, som inuitterne har været afhængige af.

Bopladser i bugter

GeoArk-holdet befinder sig på sydkysten af Clavering Ø, hvor de otte deltagere har slået lejr på Eskimonæs. Herfra går det hver dag i gummibåd til de nærliggende vinterbopladser i Dødemandsbugten, som har været i brug under Thulekulturen fra 1400-1850.

Bopladserne er anlagt ved floddeltaer på strandterrasser med en del vegetation og rigelige tørvelag, som har leveret materialerne til de halvt nedgravede tørvehuse.

De ligger ofte i læ i små bugter, beskyttet mod nordenvinden og med den livgivende sol direkte ind fra syd. Og så har der været et godt islæg med fine muligheder for åndehulsfangst af ringsæl om vinteren og en stor bestand af rensdyr i baglandet.

Friske udgravninger

En af de største bopladser har ligget på Fladstrand, hvor arkæologerne Bjarne Grønnow og Mikkel Sørensen fra Sila og zoologen Anne Birgitte Gotfredsen fra Zoologisk Museum på KU en lun og venlig augustdag er i gang med at udgrave en profil i en køkkenmødding.

»Vi har delt profilen op i to lag: ét fra 1400-1500-tallet og ét fra 1600-1800-tallet, og knoglematerialet skulle gerne give os et fingerpeg om, hvordan menukortet har set ud i de to perioder,« fortæller Anne Birgitte Gotfredsen.

»Vi kan se, at der er mange rensdyrknogler i begge lag, og det viser, at beboerne om vinteren er søgt ind i baglandet, hvor der har været mange rensdyr. Men vi skal have analyseret knoglematerialet nærmere, før vi kan sige, om der er sket markante ændringer i kosten.«

Kronede dage i 1400-tallet

Sommerens feltarbejde er også blevet brugt til at kortlægge bopladserne, og det har vist, at vinterbopladserne i Dødemandsbugten ganske vist er blevet benyttet gennem hele bosættelsesperioden, men at der mod slutningen er blevet færre boliger.

»Alt tyder på, at indvandrerne i Nordøstgrønland i 1400-tallet har haft kronede dage, ikke mindst på grund af hvalfangsten. Det fortsætter i 1500-1600-tallet, men herefter vender det, og bopladserne bliver mindre,« forklarer Mikkel Sørensen.

»Vi kan i Dødemandsbugten se, at der oprindelig må have været helt op til 20 huse på hver vinterboplads. Men det skrumper formentligt i løbet af 1700-tallet ind til ganske få huse per boplads, mens de små bopladser bliver helt forladt. Det fortæller os, at befolkningstallet må være gået stærkt ned, og det vil vi selvfølgelig prøve at finde en forklaring på.«

Det åbne vand

Senere i august gik anden etape af sommerens ekspedition videre til Hvalros Ø omkring 100 kilometer længere mod nord. Arkæologerne havde på forhånd store forventninger til den golde, stenede ø.

Ikke mindst fordi den ligger lige ud til et åbenvandsområde, som har været helt afgørende for bosættelserne i området, fordi der størstedelen af året har været direkte adgang fra land til at jage havpattedyr.

Kortlægningen afslørede da også en hel massiv udnyttelse af den lille, to km2 ø. Der var faktisk tale om én stor boplads med spor efter ikke mindre end ca. 1.000 køddepoter, hvor de store fangster er blevet opbevaret, til trange tider har banket på døren.

»Det er et meget barsk område, en flad rullestensø, hvor jægerne fra det tidlige forår har boet i snehuse og telte, kun beskyttet mod den kolde vind fra Grønlandshavet af læmure.«

»Til gengæld har åbenvandsområdet bortset fra de værste vinterperioder budt på en overflod af sæler, hvalrosser og hvaler. Og da det er det eneste åbenvandsområde med landkontakt på denne del af kysten, er det indlysende, at det har tiltrukket fangere fra et meget stort opland,« fortæller Mikkel Sørensen.

Befolkningen spiste landdyr

Undersøgelserne på Hvalros Ø peger på, at der har været en massiv udnyttelse af havets ressourcer. Derfor kommer det lidt som en overraskelse, at helt nye isotopmålinger af skeletmateriale fra Thulekulturen viser, at befolkningen i Nordøstgrønland har spist mere kød fra landdyr end deres samtidige i Vestgrønland.

»Så på den ene side har vi et bosættelsesmønster, der orienterer sig i ekstrem grad mod havet. Og på den anden side har vi et gravmateriale, der viser, at de har levet af relativt meget terrestrisk føde,« konstaterer Mikkel Sørensen.

Det er en kendt sag, at de europæiske hvalfangere i 1600-1700- tallet gjorde et dybt indhug i hvalbestanden, og at det må have ramt Thule-befolkningen i Nordøstgrønland mærkbart. Det kan have presset jagten over på blandt andet rensdyr og bidraget til, at befolkningstallet faldt frem mod kulturens forsvinden i midten af 1800-tallet.

Ny hypotese

Men under sommerens feltarbejde har forskerne på GeoArk diskuteret sig frem til en ny hypotese. Det er nemlig muligt, at åbenvandsområdet ved Hvalros Ø i den koldeste periode under den lille istid i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet er frosset så meget til, at det er blevet vanskeligere at jage direkte fra land på Hvalros Ø, og at det har givet de sidste bosættelser dødsstødet.

Mikkel Sørensen og hans kolleger håber, at en borekerne fra havbunden ved Sabine Ø kan bekræfte eller afkræfte den nye hypotese og bidrage til at kaste nyt lys over mysteriet om, hvad det var, der denne gang drev bosætterne ud af Nordøstgrønland.

Artiklen er lavet i samarbejde med Dansk Polarcenter og har været bragt i Magasinet IPY i felten