Da jeg i flyet på vej til B for Bad Cinema-konferencen i Melbourne så ‘In the Name of the King’, kom jeg til at tænke på engang, jeg mødte en lærer fra gymnasietiden. Han ønskede tillykke med mine bøger om gyserfilm, men forstod ikke, at jeg gad spilde tid med sådan nogle lortefilm.
At ‘spilde tid’ og ‘lortefilm’ var emnet for et foredrag af Ernest Mahtijs fra University of British Colombia. Hvad der på dansk har klang af uheld – spildt tid lyder som spildt mælk – er mere provokerende på engelsk, ‘to waste time’.
‘Waste’ betyder affald, svind, forringelse, formindskelse, forfald eller tab og at spilde tid er ikke bare uheldigt, men at smide tiden ud som affald.
For at opsummere Ernests foredrag, så introducerede han to slags mål: I gamle dage var mål antropometriske med mennesket (antropos) som målestok (metrisk); det vil sige i fod og tommer og håndsbredder. I dag måler vi syntetisk, altså i abstrakte enheder, der er præcise: fod er blevet til centimeter, generationer til årtier. Syntetisk tid peger på et mål; toget går om fem minutter, rejsen tager to timer, en uddannelse tager fire år. Tiden er ’til nytte’.
Lortefilm foregår i menneskemålt tid
I ‘bad cinema’, foreslog Ernest, oplever vi antropometrisk tid, hvilket er menneskemålt tid. Antropometrisk tid måler ikke sekunder og minutter, men nærhed, følelser, intimitet og intensitet. I tv-serien ’24 timer’ udspiller hver episode sig f.eks. på en time. I løbet af den time farer helten Jack Bauer på tværs af Los Angeles, og for dem af os, der har besøgt byen, er her klart tale om suspension of disbelief. Yeah, right, som om det ikke tager halvanden time i myldretid at nå fra Hollywood Hills til downtown?
Men det er lige meget, for spildtid får os ind i øjeblikket: det gyselige øjeblik, hvor monsteret genopstår (yeah right!!), action-øjeblikket, hvor helten løber fra en eksplosion (yeah right!) eller undgår kugler ved at dukke sig (igen, yeah right!).
Ernest forbandt spildtid med sprækker i den ‘rationelle’ tid, med sprækker i skuespil, med gentagelser (som zombiefilm der gentager kødorgie på kødorgie), der går i ring til fornøjelse for os tilskuerne, der får flere zombier, flere Jack Bauer-stunts, flere sprækker i fornuften, sprækker, der åbner for intensitet og nærvær og får os til at ‘glemme’ os selv i en lyst uden nytteværdi.
Ernests pointe var vistnok, at ved at spilde tiden fjerner vi presset om at udnytte tiden fornuftigt. Derfor bliver dårlige film til kultfilm, vi gerne ser igen og igen og igen. De får os til at glemme fremtiden og mærke nutiden, kroppen, vores sanser og lyster.
Tidsspilde er nyttigt
På vej hjem til København viste Thai Airlines én film, ‘The Transporter 3’, hvilket bringer mig tilbage til ‘In the Name of the King’.
Begge film har engelske Jason Statham (som jeg ikke kendte) i hovedrollen, og her er vi ude i højden af tidsspilde og lortefilm – på den gode måde vel at mærke. Jason er tidligere model og sportsstjerne og forstår kunsten at kombinere mandestrip med multi-tæsk og martial arts. Selvom jeg ikke havde sovet i næsten to døgn, fik Jason mig til at spærre øjnene op og spilde tiden på en … måske ikke lortefilm, men tæt ved.
De filosofiske referencer til tid er jeg nødt til at e-maile Ernest Mahtijs for at få. Jason var derimod nem at finde på Internet Movie Data Base, hvor man kan læse, at han også har hovedrollen i ‘The Transporter’ og ‘Transporter 2’.
Jeg er klar til mere tidsspilde! Nu forstår jeg nemlig nytten af det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
