En tidlig teori om opdelingen af det offentlige og det private finder man hos Aristoteles (384-322 fvt.), idet han i sit værk 'Politikken' skelnede mellem 'husholdningen' (oikos – det private) og 'bystaten' (polis – det offentlige).

Men en egentlig afgrænsning af en privat og en offentlig sfære hører i bund og grund til det borgerlige samfund. Det blev først for alvor et tema i løbet af 1600 og 1700-tallets politiske diskussioner i oplysningen, hvor de individuelle frihedsrettigheder blev diskuteret. 

Retten til privatliv er åbenlys

Den dominerende og efterhånden nærmest eneste forståelse af individuel frihed er den liberale ide om, at det står enhver frit for at forfølge de mål, han har sat sig.

Med andre ord 'at søge sin lykke', som det hedder i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776. Når blot denne frihed ikke kolliderer med andre samfundsmedlemmers frihed til samme.

Derfor har ethvert individ (som på det tidspunkt var en myndig og selverhvervende hvid mand) en uimodsigelig frihedssfære – et råderum, hvor han kan leve, som han måtte ønske.

Til dette råderum hører helt åbenlyst retten til et privatliv fri for offentlig indblanding og kontrol.

Tanken står på alle måder i kontrast til den opfattelse, der gjorde sig gældende under den enevældige stat, som det borgerlige samfund gennem en række mere eller mindre blodige revolutioner blev en kontrast til.

For den absolutte monarks undersåtter blev netop ikke betragtet som frie mennesker med ret til et individuelt råderum. De var snarere ressourcer, som staten kunne bestemme over.

Det private råderum er reguleret af love

Umiddelbart kunne det måske være fristende at tænke den private og den offentlige sfære som to omvendte størrelser, hvor det private begynder der, hvor det offentlige slutter. Og vice versa.

Immanuel Kant (1724-1804) sagde, at det borgerlige samfund er en sammenslutning af frie privatpersoner. Men privatpersonernes frihed er begrænset af de offentlige love, der sikrer alles respekt for hinandens rettigheder. (Foto: Shutterstock)

Men helt så enkelt forholder det sig ikke, fordi den enkeltes frihed til at forfølge egne mål og interesser er betinget af, at friheden kan bestå side om side med andre individers frihed til at gøre det samme.

Det kræver, at forholdet mellem de enkelte individers private råderum er reguleret af love, og de må per definition være offentlige. I Den Franske Menneskerettighedserklæring fra 1789 hedder det:

»Friheden består i retten til at gøre alt det, som ikke skader andre; følgelig har udøvelsen af den enkeltes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, der sikrer, at andre samfundsmedlemmer nyder de samme rettigheder. Disse grænser kan alene fastlægges af loven.«

Hvad der i sidste instans begrænser mit private råderum, er således de andre samfundsmedlemmers rettigheder, idet ret med den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) kan defineres som »den indskrænkning af friheden, der betinger, at denne kan sameksistere med enhvers frihed, for så vidt denne indskrænkning er i overensstemmelse med en almen lov.«

Med andre ord er det borgerlige samfund eller den borgerlige forfatning, som Kant siger, en sammenslutning af frie privatpersoner. Privatpersonernes frihed er imidlertid underlagt begrænsninger i form af de offentlige love, der på tvingende måde og i overensstemmelse med et alment og offentligt princip sikrer alle samfundsmedlemmers gensidige respekt for hinandens rettigheder.

Den stærkes ret er netop ikke nogen ret

Hurtigt etableredes retten til at erhverve sig goder ved at tage disse i besiddelse som den helt basale individuelle frihedsrettighed. Det er helt åbenlyst – i hvert fald inden for det borgerlige samfunds horisont – en ret, der hører det private domæne til, hvorfor den da også hedder privat ejendomsret.

Men den private ejendomsret er af mindst to grunde også et anliggende af offentlig relevans (selv om visse af vore dages liberalister fra tid til anden synes at glemme det).

For det første – og det er for så vidt ganske banalt – kan der, som den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og siden også både Kant og den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) slog fast, kun være tale om egentlig ejendomsret, hvis den er socialt anerkendt.

I modsat fald ville det være op til den enkelte at forskaffe sig de goder, som hans kløgt og evner gjorde det muligt for ham at rane til sig, og som hans styrke og mod tillod ham at forsvare. 

Men den stærkestes ret er netop ikke nogen ret, for ret kan der først være tale om, hvor det menneskelige samkvem er reguleret af love. For det andet er det et offentligt anliggende, hvad der overhovedet kan blive til genstand for privatejendom. 

For en historisk betragtning er det mest prekære spørgsmål vel nok, om det bør være muligt at eje andre mennesker.

Selv om man måske ville forvente, at svaret blandt liberalister måtte være et nej, er det værd at huske på, at Thomas Jefferson (1743-1826), der var medforfatter til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring og formodentlig også var involveret i udarbejdelsen af Den Franske Menneskerettighedserklæring, i hele sit liv var slaveejer.

Tillige er det et offentligt anliggende, på hvilke betingelser ejendom kan erhverves og udveksles.

Begge dele kalder på en lovmæssig regulering, der peger ud over den private sfære og ind i den offentlige.

Regulering er mest et statsligt anliggende 

Den moderne adskillelse mellem en privat og en offentlig sfære udspringer af behovet for at regulere og balancere samkvemmet mellem privatpersoner, som hver især forfølger deres egne specifikke mål og interesser.

Regulering er langt hen ad vejen et statsligt anliggende, eftersom udøvelsen af loven beror på forskellige former for statslig myndighed. Imidlertid ville det være forhastet at sætte lighedstegn mellem den offentlige sfære og staten.

Det ser vi i den tyske filosof Jürgen Habermas’ (f. 1929) 'Borgerlig offentlighed', hvori denne i første række forstås som den sfære, som samler private individer til publikum, der ikke skal forstås som passive tilskuere, men tværtimod som aktive medspillere:

»Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler for samkvem i den principielt privatiserede, men offentligt relevante sfære for vareudveksling og samfundsmæssigt arbejde. Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: Det offentlige ræsonnement.«

Offentlighedens domæne rækker med andre ord ud over, hvad vi i dag sædvanligvis forstår ved det offentlige.

Filosoffer krævede uinskrænket ytringsfrihed

Hvis den basale private rettighed er ejendomsretten, er det i den offentlige sfære ytringsfriheden, som er helt afgørende – og netop ytringsfriheden.

Allerede længe inden oplysningstiden blev der fra forskelligt hold rejst krav om en tænke- og trosfrihed, forstået som en ret til at nære sine egne – og for så vidt private – anskuelser, når blot man i øvrigt adlød øvrigheden.

Men oplysningen gik efterhånden skridtet videre og krævede, at vi tillige må have ret til at ytre disse anskuelser og til at diskutere dem med hinanden.

Den fremvoksende borgerlige offentlighed var ikke mindst lokaliseret i de ligeledes nye kaffehuse som her i København i 1830’erne. (Foto: Orlogsbasen)

Endnu hos den engelske John Locke (1632-1704), forfatteren til 'Et brev om tolerancen', er der – i hvert fald set med vore dages øjne – ret snævre grænser for, hvad der kan og bør tolereres.

Ligeledes er der grænser for, hvem der har ret til at ytre sig (hverken ateister eller katolikker står distancen), hvorimod den nederlandske filosof Baruch de Spinoza (1632-1677) og de toneangivende franske oplysningsfilosoffer krævede uindskrænket ytringsfrihed.

Magten kan tage menneskets frihed til at tænke

Også Kant plæderede for ytringsfrihed: 

»Et forbud mod publicitet vil hindre et folks fremskridt mod det bedre«, og han slog fast: 

»Ganske vist siger man, at en højere magt nok kunne fratage os retten til at tale eller til at skrive, men aldrig til at tænke. Hvor meget og med hvilken rigtighed ville vi vel imidlertid tænke, hvis ikke vi så at sige tænkte i fællesskab med andre, som vi kunne meddele vore tanker, og som kunne meddele deres tanker til os! Altså kan man meget vel sige, at dén ydre magt, som frariver menneskene friheden til at meddele deres tanker offentligt, også tager deres frihed til at tænke.«

Nogle offentlige mål er fastsat af regeringen

Det er i samme forbindelse, man skal forstå Kants berømte skelnen mellem en privat og en offentlig brug af fornuften i 'Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?' (1784). Privatbrugen definerer Kant som den brug, en person kan gøre af sin fornuft
 »i et bestemt betroet borgerligt hverv eller embede.«

Et sådant embede kan for eksempel være som officer eller som præst – altså det, vi i dag ville kalde offentligt ansatte. Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, men når Kant henregner sådanne embeder til det private, er det, fordi de nødvendigvis er underlagt visse begrænsninger.

Ifølge Kant er en præst forpligtet til at udlægge teksten i overensstemmelse med de kirkelige forordninger, fordi han eller hun er orienteret mod 'offentlige mål', der er fastsat af regeringen. (Foto: Shutterstock)

»Nu er det ved mange bestillinger, som indgår i fællesvæsenets interesse, nødvendigt med en vis mekanisme, som gør, at nogle led i fællesvæsenet blot må forholde sig passivt og lade sig orientere mod offentlige mål af regeringen gennem en kunstig enighed, eller i det mindste må afholdes fra at lægge hindringer i vejen for disse mål. Her er det ganske vist ikke tilladt at ræsonnere; man må adlyde.«

En officer i tjenesten kan ikke give sig til at ræsonnere over de befalinger, han får, og tilsvarende er en præst forpligtet på at udlægge teksten i overensstemmelse med de kirkelige forordninger, for i begge tilfælde er de orienteret mod 'offentlige mål' fastsat af regeringen.

Men disse offentlige mål er endnu ikke den egentlige og virkelige offentlighed, fordi ethvert empirisk eksisterende fællesvæsen – enhver stat og enhver nation – tillige er en partikulær (og i den henseende privat) sammenslutning.

At ræsonnere offentligt er at hæve sig 

Derimod er den offentlige sfære i eminent forstand universel, og den offentlige brug af fornuften er 'den brug, som en person gør af den som lærd foran læseverdenens hele publikum' – et publikum, som transcenderer alle partikulære – herunder alle nationalstatslige – interesser og derfor i sidste ende knyttes til verdensborgersamfundet. Og brugen af fornuften bør være absolut fri.

Selv om officeren nok må adlyde, bør han 'ikke forhindres i som lærd at gøre anmærkninger om manglerne i krigstjenesten og at forelægge disse for sit publikum til bedømmelse', og tilsvarende bør præsten 'som den gejstlige, der gør offentlig brug af sin fornuft' nyde en 'uindskrænket frihed til at betjene sig af sin egen fornuft og tale i egen person'.

At gøre offentlig brug af sin fornuft eller – og det kommer ud på det samme – at ræsonnere offentligt betyder med andre ord at hæve sig over alle private begrænsninger i en fælles, universel søgen efter det rette.

Men det betyder i samme ombæring, at Kant i nogen grad har forskudt distinktionen mellem det offentlige og det private, fordi der ikke længere er tale om to mere eller mindre klart adskilte domæner. Snarere er der tale om to forskellige perspektiver: Et universelt og et partikulært.