Ny rapport afkræfter myte: Nej, man behøver ikke at være en lidende sjæl for at være en dygtig musiker

Forestillingen om den lidende kunstner – fra den febrilske van Gogh til den selvdestruktive rock-stjerne – lever i bedste velgående.

Tænk bare på en række af de seneste filmportrætter af artister som Robbie Williams, Elton John, Freddy Mercury og mange flere. De mange artikler i danske medier om unge artister handler oftest også om at ramme bunden eller kæmpe mod angst. Personlige kriser er PR-godbidder.

Det er, som om ’rigtige’ sange først bliver gode, når de udspringer af smerte, angst eller depression.

Myten stikker dybt, men empirien taler et andet sprog. Der er kun få psykologiske studier af professionelle musikere, og primært indenfor klassisk musik, men de viser, at alvorlig præstationsangst, søvnproblemer og depression snarere undergraver end forbedrer både produktivitet og kvalitet. Det gælder også danske artister.

Og i en ny rapport viser vi, at det at være i mental balance forbedrer det musiske produkt – såvel scene- og studiepræstationen som selve sangskrivningen.

Myten om den lidende musiker medfører desværre flere giftige bivirkninger:

Artister er mindre tilbøjelige til at opsøge hjælp, når de burde, af frygt for at miste den ’særlige smerte’, som, de tror, driver kunsten.

Hver gang de ikke lider, tvivler de på deres egen legitimitet som kunstnere. Og sidst men ikke mindst kan den medføre udbrændthed, og at lovende talenter forlader branchen før gennembruddet.

Atleter og artister oplever samme mentale pres

Sport og musik har mange lighedspunkter. At præstere – i sport eller musik – kræver ekspertise; at man er god til at håndtere sit fag:

At håndboldspilleren er stærk, hurtig og teknisk dygtig. At artisten er kreativ og mestrer sit instrument.

Lighederne gælder også det psykologiske. At præstere under pres – i sport eller musik – kræver også en evne til at håndtere sig selv.

Her kommer det mentale i spil. Evnen til at håndtere succeser og fiaskoer samt balancere store ambitioner med behov for genopladning.

Musikkens topartister oplever pres, når de står på scenen foran tusindvis af mennesker. Det samme gør atleter, når de står på sportens store scener.

Artisterne skal balancere mellem at levere og kreativt udvikle. Det samme skal atleterne.

Kan viden fra sportspsykologien overføres til musikbranchen?

Alligevel er fortællingen i sporten en helt anden. Eliteatleter har for længst købt ind på den idé, at trivsel og mental styrke er en forudsætning for den bedste og mest bæredygtige performance.

I vores rapport sætter vi spot på mødet mellem sport og musik. Vi satte os for at afprøve, om viden fra sportspsykologien kan overføres til arbejdet med den kommercielle musiks topartister:

• Først interviewede vi en række artister om, hvor og hvordan de oplever pres, og hvordan de håndterer presset.
• Dernæst deltog otte forsangere i et forløb over syv måneder, inspireret af sportspsykologien, med det formål at udvikle deres mentale styrke og understøtte deres trivsel.
• De optræder anonymt, men det er artister, der i disse måneder kan opleves på de danske og internationale festivaler.
• Sidst interviewede vi dem igen, med henblik på at afdække deres udbytte af forløbet, og om deres blik på lidelse, trivsel og kreativitet var ændret.

Pres er uundgåeligt

Artisterne fortæller om pres på mange arenaer. Både nye og etablerede artister oplever pres, når de skal levere til en koncert, og når de skal udvikle og indspille nye sange.

Men presset stopper ikke ved scenekanten. Artisterne beskriver, at det kan være svært at balancere livet som artist.

Når det går dårligt, opleves presset som en kamp for opmærksomhed, hvor jagten på at vende den dårlige periode intensiveres. Når det går godt, opleves pres som en kamp for at udnytte sit momentum.

Pres er uundgåeligt, så spørgsmålet er, hvordan man håndterer det.

Musikerne lærte at håndtere smerte frem for at glorificere den

Inden forløbet udtrykte flere artister skepsis. De var bange for at miste deres ’edge’, hvis livet kørte for gnidningsfrit. Bange for, at trivsel kunne koste dem deres kunstneriske autenticitet. Én sagde:

»Altså, hvis du lever et liv uden friktion eller spænding, opstår der så overhovedet noget interessant? Det tror jeg ikke, der gør. Så man skal jo passe på, at man ikke ender med at få det for godt.«

Denne artist købte fuldt ind på myten om lidelse som forudsætning for god musik.

Artisterne deltog dernæst i et sportspsykologisk forløb. I stedet for at glorificere smerte lærte artisterne at acceptere ubehag som naturligt, men ikke lade det styre adfærden.

De lærte også at fokusere bevidst på nuet frem for hele tiden at bedømme deres egne præstation eller gætte på, hvad publikum tænker. Desuden lærte de at lade sig styre af deres værdier snarere end af deres bekymringer.

Virkede det?

I rapporten dokumenterer vi, at når danske topartister lærer strategier til at regulere presset, oplever de mere nærvær på scenen og bedre output i studiet.

Stik imod deres bekymringer oplevede artisterne, at trivsel ikke er en fjende, men brændstoffet til bæredygtig kreativitet. De nævnte, at alene at dele sine tanker og bekymringer med andre artister var hjælpsomt.

Hvor de før troede, at de var alene om at føle pres og ubehag, gik det op for dem, at andre var i samme båd.

Deltagerne rapporterede færre bekymringer såvel under som forud for koncerter.

Én fortalte om, hvordan han tidligere havde brugt meget energi på at bekymre sig, men at »bare ved at være bevidst om disse tanker og reaktionsmønstre og kigge på dem, når de kommer, gør, at de får lov til at dræne mig mindre.«

»En kæmpe øjenåbner for mig«

Deltagerne fortalte også om klarere kreative processer. De oplevede, at de skrev bedre sange efter at have indlagt hviledage og styrket sociale relationer.

Én opsummerer det fint med kommentaren: »Jeg har lært, at jeg godt kan have det godt og skrive gode sange på samme tid.«

Når hjernen ikke er konstant kapret af trusselssystemet (’kæmp eller flygt’), frigøres kognitive ressourcer til leg, idégenerering og nuanceret følelsesarbejde – kerneingredienser i at lave god musik.

Musikerne nævnte også et øget mod til at sige nej til usunde arbejdsrytmer. For eksempel fortæller én:

»Forløbet har ændret mit syn på restitution, fordi jeg har prøvet nogle ting af og fundet ud af, hvad der virker. Jeg er blevet bevidst om, hvordan jeg lader op, og jeg har kunnet mærke indvirkningen på mit arbejde (...) Jeg er blevet bedre i mit arbejde, er mere til stede og har kunnet præstere bedre. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig«.

En anden opsummerede sit udbytte af forløbet ved at sige: »Det har været fedt med en professionalisering af det at præstere«.

Forskningen er ikke slut

Vores rapport opsummerer resultaterne fra fem specialer, vi har vejledt. Med kun otte sangere med i det længere forløb har rapporten i sagens natur ridset overfladen.

Næste skridt kunne være et ’blandede metoder’ forskningsprojekt (en blanding af kvalitativt og kvantitative metoder), hvor vi har langt flere med.

Men vi kan se, at vores interventionsforløb – inspireret af sportspsykologien og med fokus på mental styrke – har vist sig brugbare for de etablerede musikere, vi har haft med.

Vi drømmer om at lave en større og mere systematisk version – målrettet artister på forskellige stadier af deres karrierer – og med kontrolgrupper for at validere resultaterne (læs mere om idéer til yderligere forskning på s. 38-39 i rapporten).

Mod en ny fortælling om den succesfulde artist

En yngre generation er allerede ved at omskrive manuskriptet. Samtaler om mental sundhed fylder mere, og flere artister deler åbent både kampe og coping-strategier.

Vores rapport understøtter dette, ved at vise at mental styrke og trivsel øger sandsynligheden for kontinuerlig innovation, stabile turnéer og publikumsoplevelser af høj kvalitet

Som andre high-performance-brancher, beskrives musikbranchen af artisterne som en barsk branche, hvor man hele tiden må slås for sin plads.

Det er et vilkår i en stærkt kompetitiv branche og minder om elitesport. Men branchen bør tage livtag med det forældede dogme, at store præstationer kun kan vokse ud af lidelse, og at ønsket om at arbejde med sit mentale game afspejler svaghed.

Fremtidens artister kan derfor med ro i sindet skifte fortællingen om den lidende kunstner ud med en om den professionelle artist, der skaber sin kunst i fuld accept af livet, og alt, hvad det indeholder af godt og ondt – lykke og sorg.