Årets Nobelpris i litteratur er gået til den hviderussiske forfatter Svetlana Alexievich. Hun bliver den 14. kvindelige vinder af prisen.
Svetlana Alexievich vinder prisen for sine »mangestemmige værker - et monument over lidelse og mod i vor tid«, skriver komiteen i en pressemeddelelse.
»Hun er en fantastisk forfatter. De historiske øjeblikke, som hun dækker i sine bøger, for eksempel tragedien ved Tjernobyl og den sovjetiske krig i Afghanistan, er på en måde bare et påskud for at udforske det sovjetiske og postsovjetiske individ,« siger Nobelkomiteens professor i litteratur på Stockholm University, Sara Danius i et interview på Nobelprisens twitterprofil.
Nobelprismodtageren selv siger til den svenske tv-kanal SVT:
»Det er ganske stort at modtage denne pris. Jeg har mange idéer til nye bøger, og jeg håber, at det her giver mig frihed til at arbejde med dem.«
På grænsen mellem litteratur og journalistik
Svetlana Alexievich er født i 1948 i det, der er i dag er Ukraine. Hun har ukrainsk-hviderussisk afstamning, og på det hviderussiske statsuniversitet i Minsk uddannede hun sig til journalist, hvilket har præget hendes forfatterskab.
Hun bevæger sig på en grænse mellem litteratur og journalistik, når hun forsøger at beskrive, hvordan mennesket påvirkes af tiden og bestemte begivenheder. Det gør hun med en ambition om at fortælle vigtige og ufortalte historiske begivenheder ved at lade menneskers stemmer tale for sig selv.
»Det er både en vigtig og rigtig beslutning, at hun har fået tildelt Nobelprisen i litteratur. Det er en pris, som ikke bare går til litteraturen, men også til journalistikken, fordi hun har givet stemme til så mange mennesker, som ikke ellers har kunnet ytre sig, fordi hun lever i Hviderusland, hvor der ikke er ytringsfrihed,« siger adjunkt i Østeuropastudier ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Birgitte Beck Pristed.
En stemme i diktaturet
Den hviderussiske forfatters hovedværk er en cyklus, som hun kalder Utopiens Stemmer eller Historien om det røde menneske. Det indeholder både værker om kvindelige sovjetiske soldater under 2. Verdenskrig, atomulykken i Tjernobyl, Sovjetunionens fald og sovjetiske soldater i Afghanistan. Hendes værker har været forbudt i Hviderusland, siden Aleksandr Lukasjenko blev præsident.
»Hviderusland er måske et af de mest regressive diktaturer, vi har i Europa, men hun er i hvert fald en, som både tør at kritisere politikerne, men også i sine prosa-dokumentariske værker give almindelige mennesker en stemme,« siger Birgitte Beck Pristed.
\ Danske nobelprisvindere
Tre danskere har indtil videre modtaget Nobelprisen i litteratur:
Karl Gjellerup og Henrik Pontoppidan (delt i 1917) samt Johs. V. Jensen (1944).
En række danskere har kandideret til prisen, herunder Karen Blixen, Georg Brandes, Holger Drachmann, Harald Høffding, Martin Andersen Nexø og Jeppe Aakjær.
Sidste år var det franskmanden Patrick Modiano, som løb med Nobelprisen i litteratur.
Indtil nu har Svetlana Alexievich kun fået udgivet et essay i Danmark, men den 1. november udkommer hun i Danmark med bogen 'Krigen har ikke et kvindeligt ansigt', som blev udgivet på russisk i 1983. I bogen kan man møde kvinder fra Sovjetunionens Røde Armé.
Beretninger fra en usynlig katastrofe
På Aarhus Universitet er der særligt et af Svetlana Alexievichs værker, som har fået opmærksomhed. Birgitte Beck Pristed bruger altid ‘Bøn for Tjernobyl’ i undervisningen, for det er nemlig en særligt rørende fortælling, siger hun.
I ‘Bøn for Tjernobyl’ har Svetlana Alexievich rejst rundt og indsamlet historier fra de mennesker, der overlevede atomkatastrofen. Det er tragiske fortællinger om efterladte, der har mistet deres pårørende. Forældre, som måtte tage afsked med deres børn. Brandfolk og oprydningsarbejdere, som mistede livet efter at have arbejdet i det radioaktive område.
»En af de historier, der rørte mig mest, var en ung kvinde, som var blevet evakueret til en anden del af Sovjetunionen efter ulykken. Man kunne forvente, at de evakuerede ville blive mødt med forståelse eller åbne arme, hvor de nu kom hen, men i stedet blev de stigmatiserede af omgivelserne,« siger Birgitte Beck Pristed.
»Tjernobyl var en usynlig katastrofe i Sovjetunionen. Man forsøgte at fortie katastrofen, og den blev tabuiseret. Den her kvinde fortæller i et interview, hvordan hun ønsker sig en kæreste og et nyt liv et nyt sted, men så snart hendes nye bekendte erfarer, at hun kommer fra Tjernobyl, er der ingen, der vil have noget med hende at gøre. De er bange for, at hun er inficeret med radioaktiv stråling eller vil føde deforme børn. Så hun bliver set som en, man skal holde sig fra. På den måde bliver den katastrofe, som ellers er lidt abstrakt, meget konkret. Noget, som læseren selv kan få en erfaring med,« siger Birgitte Beck Pristed.
Oppositionens stemme
Svetlana Alexievich er den første kvindelige nobelprismodtager i koret af mandlige russiske dissidenter, som har vundet Nobelprisen i litteratur.
Hun er ifølge Birgitte Beck Pristed en oppositionens stemme, som er underlagt en form for dobbelt tavshed.
»Dels fordi ytringsfriheden har så dårlige kår i Hviderusland, men også fordi hun er kvinde,« siger Birgitte Beck Pristed og afslutter:
»Hun er modig, fordi hun bliver ved med at ytre sig, og der findes mange eksempler på, at det er en farlig branche at være kritisk journalist i Hviderusland og Rusland.«
\ Kilder
\ Nobelprisen i litteratur i tal
I år 2015 uddeles den 108. Nobelpris i litteratur.
13 kvinder havde indtil i år vundet prisen. Svetlana Alexievich er den 14.
Den yngste vinder var 42 år. Det var Rudyard Kipling, som vandt for værket Junglebogen.
88 år var alderen på den hidtil ældste vinder. Det var Doris Lessing, som vandt i 2007.
Gennemsnitsalderen på litteraturprisvinderne, det år de vinder, er 64 år.
































