Myten om nordboen Lejf i USA

En af Erik den Rødes sønner, Lejf, sejler ud på det oprørte hav. Det voldsomme vejr kaster Lejf og hans besætning ud af kurs, og de ender med at komme frem til et land, som ingen havde forestillet sig fandtes.

Landet er paradisisk med selvsåede hvedemarker og fornemme plantearter som vindruer. De kalder derfor landet for Vinland.

En stor ekspedition på 160 nordboere rejser senere fra Grønland for at udforske Vinland. De møder nogle af de lokale, som de synes ser uhyggelige ud med deres store øjne og brede ansigter.

Ekspeditionen ser også mærkelige skabninger med én fod, og netop sådan en enfoding skyder den tredje af Eriks sønner, Torvald, og rammer ham med en spids pil lige i tyndtarmen.

Der er action i Erik den Rødes saga, og handlingen flytter sig fra person til person, fra sted til sted og fra generation til generation. Sådan er det i alle sagaer.

Unikt indblik i fortidig verden

Min egen fascination af sagaer startede, da jeg var helt ung. Det var en vanligt kølig sommer, hvor jeg var på ferie i Reykjavik, og efter at have set en udstilling med de gamle håndskrifter gav jeg mig i kast med at læse en saga.

Jeg blev med det samme fængslet af, at de gamle bøger, som umiddelbart ser noget slidte og skrøbelige ud, faktisk indeholder en sand overflod af drama, digt og fortælling.

Det var som at åbne en skatkiste fuld af levende historier.

Sagaer giver os moderne mennesker et unikt indblik i en fortidig verden, som vi ikke kan læse om andre steder.

Og selv om mange tror det, er sagaerne ikke kun gammel litteratur, der hører til i middelalderen, men fortællinger med et langt og varieret efterliv både litterært og kulturelt.

De er ikke kun lokalt forankrede på en lavaø i Nordatlanten blandt for længst afdøde islandske høvdinge og deres krigeriske familier, men lever videre i både Amerika og Asien helt ind i vores tid.

Det er ikke mindst sagaernes vidtrækkende efterklange, der gør dem så interessante.

Mindetavle for Lejf

For nogle år siden var jeg på forskningsophold på Harvard University i Cambridge i den amerikanske stat Massachusetts for at skrive en bog sammen med en kollega derfra.

En eftermiddag tog jeg en afstikker til et helt særligt sted i området ikke så langt fra universitetet.

Der var høj blå himmel, og det var midt i et smukt New England-efterår. Jeg rodede rundt i de nedfaldne røde, gule og orange blade, som dækkede jorden, og jeg var lige ved at give op. Men til sidst fandt jeg det, jeg søgte.

I jorden lå en mindetavle over Lejf fra 'Erik den Rødes saga', hvor der stod, at netop her var stedet i Vinland, hvor han havde slået lejr omkring år 1000.

Mindestenen gemte sig under de farverige efterårsblade ved en trafikeret indfaldsvej til Cambridge. Og hvis jeg ikke vidste bedre, havde jeg aldrig gættet, at jeg skulle finde et monument over en gammel nordboer lige der.

Vinlands vidtstrakte skove

Vi skal tilbage til 1800-tallet for at finde baggrunden for den spøjse mindetavle over Lejf. På det tidspunkt blev sagaer nemlig noget, som historikere, litteraturforskere og lingvister begyndte at interessere sig indgående for, ikke kun i Danmark og de andre nordiske lande, men også rundtomkring i Europa og sågar i USA.

Det var, længe før arkæologerne Helge og Anne Ingstad som de første i 1960’erne fandt bygningsrester og andre levn fra nordboere i Newfoundland i Canada, og før det dermed blev dokumenteret, at nordboere i starten af 1000-tallet havde sat læderstøvle på det nordamerikanske kontinent.

Men før arkæologerne fandt de håndgribelige beviser, havde islændingenes sagaer om rejser til Vinland sat en masse spekulationer i gang blandt historikere og sprogforskere, som havde givet flere mere eller mindre vidtløftige forslag til, hvor Lejf og de andre nordboere havde været.

Den amerikanske kemiker Eben Norton Horsford var ivrig amatørarkæolog og nærstuderede sagaerne i slutningen af 1800-tallet.

Han var optaget af de mange detaljerede beskrivelser af landskaberne i 'Erik den Rødes saga' og i en anden saga, der også handler om rejser til Grønland og Vinland, nemlig 'Grønlændingenes saga'.

Litteraturhistorikere kalder tilsammen de to for Vinlandssagaerne og betragter dem som en underkategori af islændingesagaerne.

En ihærdig arkæolog

Begge skrifter beretter detaljeret om nordboeres sejlads langs kyster og på floder i Vinland, og om hvordan de bevæger sig igennem vidtstrakte, skovklædte områder og giver øer, fjorde, skove og strande navne som Klippeland, Skovland og Vidunderstrandene.

'Grønlændingenes saga' beskriver, hvordan Lejf slår lejr i det fremmede land og rejser bygninger ved en flod, hvor det ikke skorter på laks.

De to sagaer stemmer ikke overens på alle punkter, men Horsford sammenstykkede informationerne i dem og brugte de angivne geografiske steder som en slags kort. Han forbandt stederne med arkæologiske fund, som han ihærdigt gravede op af jorden rundtomkring i Cambridge.

Han hævdede endog, at han fandt fysiske levn fra Lejfs huse og fra andre af nordboernes aktiviteter i området.

På den baggrund konkluderede han, at Lejf måtte have sejlet igennem Massachusetts ad Charles River og have slået lejr i Cambridge lige præcis ved den nu så travle indfaldsvej, hvor jeg fandt mindesmærket en smuk efterårsdag.

Men amatørarkæologen tog grueligt fejl.

Stof til en myte

Der er ingen historiske beviser for, at Lejf eller Torvald eller nogen af deres efterkommere nogensinde har været hverken i Cambridge eller Boston eller ved andre lokaliteter så sydligt på det nordamerikanske kontinent.

Arkæologerne har udelukkende fundet tegn på, at nordboerne opholdt sig midlertidigt og ganske kortvarigt i Newfoundland.

Horsford var dog ikke den eneste, der gerne ville skabe en kontakt mellem sin egen hjemegn i USA og de gamle nordboere. Faktisk var det lidt af en trend blandt historikere, sprogforskere og digtere i 1800-tallet at finde på noget, der kunne vise en gammel forbindelse over Atlanterhavet.

De ville gerne bevise, at Lejf havde været i Amerika længe før en anden berømt europæisk opdagelsesrejsende, Christoffer Columbus, for at give New England-området en unik ’nordisk’ historie.

Selv om amatørarkæologen Horsford og hans ligesindede forregnede sig med deres formodninger, skabte de ikke desto mindre en slags oprindelsesmyte.

Myter er oftest ganske løst forankrede i historiske fakta, hvis de overhovedet har noget med virkeligheden at gøre. Men en myte behøver ikke at være sand, for at nogen tror på den eller ønsker at fortælle den videre til andre.

På mine ture rundt i den livlige amerikanske storby kunne jeg således flere steder se, at forestillingen om Bostonområdets nordiske fortid havde sat sine tydelige spor langt fra Grønland og Island – ikke kun i mindetavlen under nedfaldsbladene, men også i statuer, gadenavne og andre monumenter.

Global rækkevidde

Sagaskriverne tænkte nok mest på, hvordan publikum i deres samtid ville modtage deres fortællinger, om folk ville føle sig godt underholdt ved det knitrende ildsted, og om de måske ligefrem ville lære noget af dem.

Skriverkarlene havde også øje for, at fortællingerne kunne dokumentere en høvdings eller en slægts storhed for eftertiden. Men de kan umuligt have haft fantasi til at forestille sig den globale rækkevidde, som deres sagaer mange år senere skulle få.