Svenske forskere har opdaget en mos, der kan fjerne arsen fra forurenet vand. Det skriver Stockholms Universitet i en pressemeddelelse.
Vores drikkevand indeholder mange forskellige grundstoffer i små koncentrationer, herunder sporstoffet arsen, som er yderst giftigt i selv meget små mængder.
\ Læs mere
Men mos-arten Warnstofia fluitans, der gror i det nordlige Sverige, er i stand til hurtitgt og effektivt at absorbere det giftige stof.
Ifølge forskerne fra Stockholms Universitet tager det bare én time at fjerne 80 procent af arsenindholdet i en vandbeholder, så vandet bliver drikkevenligt.
Forskerne foreslår blandt andet, at mosset kan plantes i forurenede åer og andre vandløb.
Netop det nordlige Sverige har problemer med arsenforurenet vand i områder med minedrift. Den svenske undergrund har et naturligt indhold af arsen, som slipper ud i drikke- og vandingsvand på grund af minedriften.
Gennem vandingsvand havner det det giftige stof i fødevarer som hvede, rodfrugter og salat.
»Hvor meget arsen, vi indtager, afhænger i sidste ende af, hvor mange af disse fødevarer, vi spiser, ligesåvel som hvordan og hvor, de er dyrket. Vores mål er, at det plantebaserede vådområde, vi udvikler, vil filtrere arsenet, inden vandet bliver til drikke- eller vandingsvand. På den måde, vil arsenet ikke slippe ind i vores fødevarer,« siger forskningsleder Maria Greger, der er lektor ved Institutionen för ekologi, miljö och botanik på Stockholms Universitet.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Environmental Polution.
mdm


































