‘Klovn’-trend spreder sig på tv og film

Casper Christensen, Frank Hvam, Michael Meyerheim og andre kendte mandlige tv-personligheder sidder omkring et bord med en alvorlig mine. Den landskendte talkshow-vært Jarl Friis Mikkelsen er død. På Bøf og Bowling i Valby. Nu skal de kendte venner som en sidste vennetjeneste arrangere en ’officiel’, mere glamourøs historie om dødsfaldet – fordi bøf og bowling ikke passer ind i Jarlens image.

Scenen stammer fra tv-serien 'Klovn', hvor forbløffende mange kendte mennesker medvirker i roller som dem selv. At kendte gør det, er en ny trend, der i øjeblikket skyller ind over film og tv-serier i den vestlige verden.

Det fortæller Louise Brix Jacobsen, ph.d.-studerende ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet. Som den første har hun fundet et navn til det fænomen, hvor kendte spiller sig selv, nemlig ’fiktobiografisme’.

»Fiktobiografisme er en ny måde at fortælle på. Begrebet dækker over, at kendte mennesker spiller dem selv, uden at vi helt kan sige, hvor meget der er sand personlighed, og hvor meget der er opdigtet. Den oplevelse har man ofte, når man eksempelvis ser Klovn,« siger Louise Brix Jacobsen.

Seerne bliver i tvivl om utroskab

I eksemplet med Jarl Friis Mikkelsens død er det for eksempel tydeligt, at dødsfaldet er fiktion. For Jarlen lever i virkeligheden i bedste velgående.

Men i serien bliver komikeren Casper Christensen også portrætteret som kronisk utro. Og det er straks sværere for tv-seeren at afgøre, om det har noget på sig. Særligt fordi sladderpressen i perioder har hængt den sjove mand ud som løs på tråden.

Det sammenfald mellem hvad sladderbladende skriver, og hvad der foregår i Klovn, er slet ikke tilfældigt.

Klovn udnytter vores viden om sladderbaronerne

Louise Brix Jacobsen mener, at Klovn meget bevidst spiller på de billeder, vi i forvejen har af de medvirkende. Man kan derfor slet ikke forstå en fiktiobiografisk serie som Klovn, med mindre man på forhånd kender figurerne fra tv, film, interview, nettet, nyhederne - og sladderbladene.

»Klovn gør grin med sladderpressens måde at overdrive og tackle stof om de kendte. Det er blandt andet tydeligt, når sladderpressens fremstilling af Casper Christensen som utro bliver en del af hans figur i Klovn.«

»På den måde spiller serien på det kendskab, vi i forvejen har til de kendte fra andre medier. Og så bliver det svært at skelne det ægte fra det fiktive,« fortæller Louise Brix Jacobsen.

Danskere forstår ikke udenlandsk fiktiobiografisme

Hvor stor en rolle det spiller, at vi i forvejen kender figurerne i fiktiobiografiske værker, bliver tydeligt, når en dansker ser fiktiobiografisme fra andre lande.

»Jeg har set den tyske fiktiobiografiske serie ' Pastewka' og den norske serie 'Hjerte til hjerte'. Og der er meget, man ikke helt kan forstå, før man sætter sig ind i, hvilken rolle hovedpersonerne spiller i deres hjemlandes medier.«

»Man skal kende den 'kulturelle diskurs' for at få fuldt udbytte af de fiktiobiografiske værker,« konstaterer Louise Brix Jacobsen.

I Klovns tilfælde forstår man altså 'den kulturelle diskurs', fordi man læser sladderblade, ser tv-serier og i det hele taget holder sig orienteret i de danske medier.

Fiktiobiografisme er et nyt fænomen

Netop det, at man skal kende figurerne fra andre film og medier, er noget af det, der gør fiktiobiografiske tv-serier og film til et nyt fænomen.

»Godt nok er der eksempler på, at en komiker som Buster Keaton i 1950erne spillede sig selv i film. Men det var mest af alt en sjov detalje – et virkemiddel til at opnå en bestemt effekt. Det var ikke gennemgående på samme måde som i fiktiobiografiske værker.« »Det er først inden for de seneste år blevet et gennemgående træk ved flere værker, at kendte spiller sig selv og udnytter den viden, vi på forhånd har om dem,« fortæller Louise Brix Jacobsen.

Dåselatter ødelægger illusionen

Louise Brix mener heller ikke, at mærkatet ’fiktiobiografisme’ kan klæbes på 80er-tv-serier som ’Roseanne’ eller ’The Cosby Show’. Eller på den danske sitcom ’Langt fra Las Vegas’, hvor Casper Christensen spiller en tv-vært med samme navn som ham selv.

For godt nok handler de tv-serier om kendte komikere, der i serierne har samme navn som i virkeligheden. Men der er vigtige forskelle.

»I de tv-serier er det som regel kun titelrollen, der har samme navn som i virkeligheden. Og så er der dåselatter. Det er vigtigt, fordi det peger på, at showet er optaget i et studie.«

»Dåselatteren forhindrer os i at glide over i den tanke, at det vi ser er virkeligt,« fortæller Louise Brix Jacobsen.

Det er netop det specielle ved fiktiobiografisme: Det er meningen, at vi som seere ender i en situation, hvor vi hverken kan definere Klovn som fuldstændig fiktion eller fuldstændig ikke-fiktion.