Det kan på mange måder være givende eller forløsende at hoppe et smut forbi Facebook, chatte på MSN eller Scor.dk - eller måske endda snige sig til et glimt af en krop på et site med porno.
Men hvis du bruger så meget tid på internettet, at det er svært for dig at få dit liv i den virkelige verden til at hænge sammen, kan det være et tegn på, at du er depressiv.
Det viser en ny undersøgelse fra et hold engelske psykologer.
»Det er tydeligt, at for en lille gruppe mennesker kan overdrevent internetforbrug være et tegn på depressive tendenser. Undersøgelsen styrker spekulationerne, om websites erstatter normale sociale funktioner og derfor hænger sammen med lidelser som depression og afhængighed,« siger Catriona Morrison, lektor på Institut for Psykologi på University of Leeds og leder af undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Bygger på spørgeskemaer
Forskerne har analyseret spørgeskemasvar fra 1.319 personer på mellem 16 og 51 år. De har svaret på spørgsmål om deres tid på nettet (f.eks. 'Hvor ofte er du online længere, end du havde tænkt dig?') og om deres yndlingssites på nettet (f.eks. 'Hvor meget online-tid bruger du på at emaile?').
Svarene blev sammenholdt med en udbredt selvtest for depression, BDI. Resultatet viser, at 1,2 procent - eller 18 personer - af de 1.319 deltagende var nærmest afhængige af at bruge internet.
Net-junkierne besøgte i langt højere grad sex-sites, gaming-sites og communities og chat-sites, hvilket får forskerne til at spekulere i, at de bruger internettet som en afløser for det virkelige liv.
Generelt var unge og mænd mere tilbøjelige end ældre og kvinder til at være net-narkomaner, men forskerne er forsigtige med at konkludere, hvordan internetforbrug og depression præcis hænger sammen.
VIDSTE DU
Omkring 500.000 danskere bliver ramt af svær depression i løbet af deres liv. Endnu flere oplever mildere former for depression.
Kilde: Netdoktor.dk
»Vores forskning indikerer, at overdrevent brug af internettet er forbundet med depression, men vi ved ikke, hvad der kommer først: Bliver deprimerede tiltrukket af nettet, eller bliver man depressiv af at bruge internettet meget?« spørger Catriona Morrison i en pressemeddelelse.
Mangler sol og motion
DepressionsForeningen i Danmark kan heller ikke give noget klart bud, men uddyber forskernes overvejelser.
»På den ene side kommer folk ikke så meget udenfor, hvis de sidder meget ved computeren. Det betyder, at de går glip af Solens velgørende stråler og af motion, som har en voldsomt god effekt mod depression,« siger Kasper Tingkær, sekretariatsleder i DepressionsForeningen.
»På den anden side kan der også være en gruppe, som er lettere depressive og derfor er mere tilbøjelige til at isolere sig foran skærmen. Vi ved i forvejen, at mange depressive bruger meget tid foran fjernsynet, og samtidig at de nævnte sites er meget anvendte og brugte af depressive mennesker, fordi de ikke kræver for meget koncentration.«
»Så der kan være forklaringer til begge sider. Og det er også værd at bide mærke i, at det kan være gavnligt for depressive at bruge nettet meget, fordi de på den måde fastholder en vis interaktion med det samfund, som de måske prøver at flygte fra,« lyder det fra Kasper Tingkær.
Flere studier nødvendige
Et studie fra Sydkorea viste i 2007 den samme sammenhæng mellem depression og internetoverforbrug, men det omfattede blot otte netjunkier.
Forskerne anbefaler flere undersøgelser, som kan afdække en mulig sammenhæng.
Den videnskabelige artikel om undersøgelsen bliver offentliggjort i næste uge i tidsskriftet Psychopathology.