Et dramatisk skift i klimaet ved slutningen af sidste istid blev sidste år opdaget af iskerneforskere fra Center for Is og Klima ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Resultatet gav de danske forskere spalteplads i alverdens medier, og den videnskabelige artikel havnede i det mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrift af dem alle: Science. Men her på videnskab.dk mener vi selvfølgelig, at den største hæder tilfaldt forskerne, da vores læsere kårede opdagelsen til årets danske forskningsresultat.
Nu skal vi finde den bedste forsknings-præstation i 2009 - og vi har igen brug for din hjælp.
Alt fra origami-dna til adoption og brystmælk
Hvad var egentlig de største opdagelser i år?
Var det de mikro-små kasser, som Ebbe Sloth Andersen og Morten Muhlig Nielsen fra iNANO ved Aarhus Universitet har lavet af dna, og måske kan bruges til at fragte medicin rundt i kroppen?
Var det Lene Myong Petersens undersøgelse af adopterede børns problemer med at håndtere deres 'dobbelte oprindelse', som hun har lavet på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet?
Eller hvad med den bekymrende konstatering fra Niels E. Skakkebæk og Katharina Main fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet, at dansk brystmælk er fyldt med hormonforstyrrende stoffer?
Kom med dit bud
Sidste år var det en gruppe fysikere, der løb af med sejren, men det kunne lige så godt have været historikere, psykologer eller filmforskere.
For her på videnskab.dk dækker vi forskning og videnskab bredt og skriver groft sagt om alt fra oldgræsk til stamceller. Det gør det selvfølgelig svært at finde de mest markante gennembrud for dansk forskning, fordi sammenligninger mellem for eksempel humaniora og naturvidenskab er en ret besværlig øvelse.
Ikke desto mindre prøver vi alligevel. Og fra i dag kan du være med til at bestemme, hvem videnskab.dk bør hædre for særlig opsigtsvækkende forskning i 2009.
Det eneste kriterium for en nominering er, at forskningen skal være slået igennem i 2009 - samt at resultatet skal være banebrydende for andre end forskere.
Du kan nominere kandidater frem til fredag den 13. november. Videnskab.dk kårer vinderen ved et arrangement på Hovedbiblioteket i København den 1. december.
Giv dit (eller dine) bud ved at skrive i kommentarfeltet herunder eller sende en mail til redaktionen@videnskab.dk.

































