Grønland er langtfra et offer for klimaforandringer

For klimaforkæmpere er en typisk inuit en inuit, der omringet af sultende isbjørne flygter fra en hastigt smeltende indlandsis, der får hele hans kultur til at synke i havet, men til gengæld ophøjer ham til symbol på, at verden skal handle nu, hvis klimaet skal reddes.

Grønland, isbjørne, isbjerge, indlandsis og den enkelte grønlænder er blevet symbolske ofre i videnskabens og miljøforkæmpernes forsøg på at vække verdens politikere til handling.

Men grønlændere ønsker sig generelt den fremstilling frabedt. De forsøger selv at søge væk fra den oprindelige fangerkultur, opbygge en økonomisk bæredygtig industri – og mener ikke, at klimaændringerne er menneskeskabte.

»Grønland bliver brugt som symbol i klimakampen. Men grønlænderne har selv nogle andre prioriteter. De er ikke umiddelbart enige i, at den globale opvarmning udelukkende er menneskeskabt, og de har en meget positiv holdning til mineraludvinding og olieboring for at få gang i erhvervslivet,« siger ph.d. Lill Rastad Bjørst.

Grønlændere føler sig glemt i klimadebatten

I ph.d.-afhandlingen ’Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland’, som Lill Rasted Bjørst har forsvaret på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, undersøger hun bl.a. Grønlands dobbeltrolle som universelt symbol på klimaforandringer og som en region med konkrete ønsker om vækst og økonomisk selvstændighed.

Lill Rastad Bjørst har interviewet adskillige aktører i klimadebatten og i Grønland og har lavet feltarbejde, bl.a. i Grønland og under klimatopmødet i København i 2009.

»Grønlændere føler, at deres interesser bliver glemt i klimadebatten. Når politikere, videnskabsfolk, medier og ngo’er ophøjer isbjørne og isbjerge til de primære symboler i debatten, så skaber det billedet af et nærmest affolket Arktis.«

Mennesker i Arktis vil have udvikling

»Grønlandske politikere har flere gange måttet sige, at det ikke kun handler om isbjerge og isbjørne, men også om de mennesker der bor i Arktis, om hvilket liv de ønsker og deres ret til forandring og udnyttelse af områdets ressourcer,« siger Lill Rastad Bjørst.

Som formand for Grønlands selvstyre, Kuupik Kleist, formulerede det tidligere i år:

»I den internationale opinion ønsker man en traktat for Arktis, som ligner den, der er for Antarktis.«

»Men den væsentlige forskel på Arktis og Antarktis er, at der bor mennesker i Arktis. Der er samfund, som ønsker at udvikle sig, og som ønsker at udnytte de muligheder, der er i Arktis. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi er med til at positionere os i debatten og i forhold til alle de andres dagsordener.«

Arbejdspladser vigtigere end global opvarmning

For grønlændere er det vigtigere at få gang i arbejdspladser og industri som minedrift og olieudvindinger, end at bekæmpe den globale opvarmning.

Det er den samme problematik der udspiller sig i lande som Kina og Indien. Nu er der endelig kommet gang i en industriel udvikling, og så vil den rige vestlige verden stække den.

Grønlænderne har f.eks. været meget optagede af, at udenlandske olieselskaber har fundet tegn på olieforekomster i Nordøstgrønland, og selv om en olieindustri vil påvirke klimaet, miljøet, dyrelivet og fangerkulturen, så bakker befolkningen op om olieeventyret.

Det oplevede Lill Rastad Bjørst helt konkret, da det skotske olieselskab Cairn Energy gik i gang med prøveboringer i et af de områder, der oftest bliver fremhævet som synligt tegn på klimaforandringerne.

»Der var stor optimisme. I de grønlandske medier og blandt politikere var man meget forundret over, at danske medier var meget bekymrede over, hvilke konsekvenser det kunne få for klimaet. Den diskussion spillede ikke så stor en rolle i Grønland,« fortæller Lill Rasted Bjørst.

Grønland ville ikke med i klimaaftale

Det grønlandske ønske om udvikling skabte en prekær situation i forbindelse med klimatopmødet i København.

Samtidig med, at Grønland var symbol på forandringerne, og grønlandske fangere var fløjet til København for at udfylde rollen som klimaofre, ville grønlandske politikere ikke forpligtes af en eventuel aftale, som Danmark indgik. De mente, at en aftale kunne stå vejen for den industrielle udvikling. Derfor endte forhandlingerne med en aftale om, at Danmark skrev under som medlem af EU, hvilket fjernede forpligtelserne for Grønland.

Vejret opleves som uforudsigeligt, livstruende og med et lune, man må affinde sig med som et livsvilkår

Lill Rastad Bjørst

En fodnote blev indført, hvor det tydeligt fremgik, at Grønland ikke er forpligtet af Danmarks underskrivelse af en eventuel klimaaftale, der så i sidste ende aldrig blev til noget. Men konsekvensen var stadig, at nationen, der om nogen rummer selve symbolerne på klimaforandringerne, ikke ville underskrive en aftale, der skulle sænke CO2-udledningen mere end niveauet fra Kyoto-aftalen.

Mærkeligt klima må man affinde sig med

En af grundene til, at grønlænderne ikke ser sig selv som ofre, er, at de ser gyldne muligheder i den globale opvarmning.

»Selvstyret er meget fokuseret på, hvilke muligheder det giver at få adgang til mineraler, og at flere isfri dage på havet vil gøre det nemmere at komme til olie. De er påvirket negativt og positivt af forandringerne. Så offerrollen kan opleves meget stereotyp,« forklarer Lill Rasted Bjørst.

Det grønlandske ord, der kommer tættest på ’klima’, er ordet Sila. Men det rummer meget mere end klima. Ordet rummer betydninger som verden, ude, syn/klarsyn, viden, vejr, luft, forstand, fornuft, bevidsthed og balance, som Lill Rastad Bjørst skriver i afhandlingen:

»I de religiøse forestillinger i arktisk Canada personificeres vejret og klimaet som hos et spædbarn med uventede og pludselige humørsvingninger. Denne forståelse kunne reflektere, at vejret opleves som uforudsigeligt, livstruende og med et lune, man må affinde sig med som et livsvilkår.«

Klimaforandringer er ingen trussel

Den herskende klimateori i Grønland er meget langt fra den almindeligt accepterede om menneskeskabte klimaændringer.

I stedet mener de fleste grønlændere, at klimaet følger en skiftevis kold og varm cyklus. Teorien bygger på generationers erfaringer med ændringer i vilkårene.

Manden bag teorien, forfatter, forsker og samfundsdebattør H.C. Petersen, bliver ofte fremhævet af selvstyret og har flere gange holdt foredrag i blandt andet Nordisk Råd om sin teori.

»Den vestlige frygtdiskurs kontrasterer massivt med mine informanters oplevelse og håndtering af situationen. Der er ikke udpræget lokal resonans for den videnskabelige bekymring.«

»På trods af de synlige ændringer, som også anerkendes lokalt, er ’truslen’ normaliseret – eller sagt på en anden måde - forandringerne er ikke blevet oplevet som en trussel eller katastrofe,« siger Lill Rastad Bjørst.