Har man set den klassiske danske tv-serie Matador – og det har de fleste – har man også set, hvordan doktor Hansen og bankdirektør Skjern i trenchcoats, bløde hatte og baretter agerer foregangsmænd for Korsbæks lokale modstandskamp under anden verdenskrig.
De to personificerer sammen med en ung bankfuldmægtig, den skrøbelige Maude Varnæs fra byens førende familie, og hendes søster, spillelærerinden Elisabeth Friis, i høj grad seriens billede af, hvordan danskerne efterhånden tog handsken op og gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt.
Generationers historieunderviser
I det hele taget er Matador, udover at være et glimrende stykke klassisk tv-fiktion, historieunderviser for alle os, der ikke oplevede besættelsestiden på egen hånd.
Matador skaber sit eget billede af, hvordan Danmark så ud dengang under besættelsen, og den giver i lighed med andre film og tv-serier et bud på sandheden om 'Danmark besat'.
Og her skal man ikke undervurdere en tv-serie som Matador. Langt de fleste danskere har set den, og mange af os har sågar set den flere gange, så dens indflydelse er stor.
Bestemmer generationers billede af besættelsen
Spørgsmålet er bare, hvilket besættelses-billede en serie som Matador efterlader os med? Helt historisk korrekt bliver det nok aldrig – det er jo fiktion. Men hvad gør Matador rigtigt, og hvad gør den forkert? Det har CBS-lektor Joachim Lund nogle bud på:
»Jeg tror, at Matador uden sammenligning har bestemt senere generationers billede af besættelsestiden,« fortæller Joachim Lund.
»Det gode ved serien er, at den viser et fint billede af den hjemlige andedam. Korsbæk er den typiske lille danske provinsby, hvor alle kender alle, og hvor idyllen brydes af den tyske besættelsesmagt, for hvad gør man nu? Men livet går videre, for meget bærer præg af stor grad af normalitet, og den del formidler Matador meget godt.«
Eliten griber til våben – eller gjorde den?
Så langt så godt. Men Matador er samtidig med til at bekræfte en række populære forestillinger om, hvem det var, der meldte sig under modstandsbevægelsens faner i 1943, hvor oprøret mod tyskerne for alvor tog fart. Og her kommer serien, hvad angår historisk korrekthed, ud på et sidespor.
I Matador får man billedet af, at det primært er byens elite, der gør væbnet front mod tyskerne. Godt nok nuancerer den billedet en smule, ved efterhånden at lade personer personer med et mere uldent syn på fædrelandspatriotisme støde til modstandsbevægelsen.
Men først da krigen og dermed besættelsen lakker mod enden – nu er faren jo til at overse (et eksempel er Ole Thestrups medløber af en karakter, der har mere travlt med personlige vendettaer end egentligt modstandsarbejde).
Lægen og bankdirektøren
Men pionererne er som nævnt lægen og bankdirektøren, der lever en dobbelttilværelse: Om dagen driver de praksis og leder banker, men om natten henter de nedkastede våben og laver andet modstandsarbejde.
Problemet er bare, at sådan forholdt det sig ikke. Man kan sikkert sagtens finde eksempler på læger og bankdirektører, der endte som modstandsfolk, men det var kun et meget lille fåtal.
Kommunister og systemfjender
»Matador er med til at formidle det glansbillede, som eftertiden havde bygget op over besættelsen, og som datidens politikere var dygtige til at producere og konstruere for selv at få æren af modstandskampen – selvom de rent faktisk havde bekæmpet den med næb og kløer.«
»De konstruerer et glansbillede af, at alle danskere – bortset lige fra nogle få tusinde danske nazister, stikkere og værnemagere og østfrontfrivillige – tog del i modstandskampen. Men det er forkert. Samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gøre gribe til våben – hvis de overhovedet gjorde det,« siger Joachim Lund og fortsætter:
»I virkeligheden var det systemfjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet med kommunisterne på den ene fløj og KU'erne på den anden. Dertil kom skytteforeningerne, og dem der ikke var demokrater af overbevisning, men som gik ind for en stærk statsmagt og en stærk konge.«
Til angreb!
»Alle disse går til angreb i 1943: Kommunisterne gør det, fordi de gerne må, nu hvor Hitler er gået i krig med Stalin. KU'erne og de systemfjendtlige gør det af had til dem, der har besat os, og til systemet, der ikke kunne forsvare os den 9. april.«
»Så det var ikke Omegnsbankens direktør, Kresten Skjern, men derimod den lokale kommunist, Lauritz ’Røde’ Jensen, der ifølge forskningen skulle have gået til modstand i Matador,« forklarer Joachim Lund.
Politiet rykker ud!
Endnu et eksempel på Matador som historisk glansbillede er afsnittet, hvor den lokale betjent advarer Lauritz ’Røde’ Jensen mod tilfangetagelse af det danske politi.
Den 22. juni 1941 rykker det danske politi ud på tysk bestilling, og i løbet af de næste fem uger arresterer de næsten 300 kommunister – en del mere end de 70, som tyskerne havde krævet.
Men i virkelighedens verden gik politiet ikke ud og advarede kommunisterne – politiet og kommunisterne var absolut ikke hinanden venligt stemt. Men i eftertidens konstruerede glansbillede giver det mening.
Historie til alle tider
Matador er med til at formidle det glansbillede, som eftertiden havde bygget op over besættelsen, og som datidens politikere var dygtige til at producere og konstruere for selv at få æren af modstandskampen - selvom de rent faktisk havde bekæmpet den med næb og kløer.
Joachim Lund, lektor
Joachim Lund er ikke i tvivl om, at Matadors forvrængede tegninger af besættelsestiden er udtryk for, at man som nation har behov for at fortælle en bestemt historie til et bestemt tidspunkt og til bestemte målgrupper.
Han er heller ikke i tvivl om, at den udlægning af historien, som Matador er eksponent for, ikke hænger sammen med den type historieskrivning, som ellers fandt sted sidst i 1970'erne.
»Der har været et dybt skel mellem det, historikerne fandt ud af, og det som offentligheden gik rundt og troede. Jeg tror heldigvis ikke, at forskellen er så stor længere. I dag lytter man i højere grad til, hvad historikerne siger, og så er der kommet en større distance til perioden.«
»Det er ikke længere vores egne eller vores forældres erfaringer, og det gør, at det ikke længere er så sårbart. Det gør det lettere at fortælle, at besættelsen og modstandskampen ikke var glansbillede, som vi har gået og troet,« forklarer Joachim Lund.
Glansbilledet opløses
Men hvad med de levende billeders fremstilling af modstandskampen? Er glansbilledet stadig intakt? Eller ser vi i dag i højere grad et mere virkelighedstro billede af perioden?
Ser man på ’Flammen & Citronen’, Ole Christian Madsens succesfilm fra 2008, med næsten 670.000 solgte biografbilletter, er der sket noget. Filmen, som bygger på Peter Øvig-Knudsens bog ’Efter drabet’ fra 2001, introducerer en række moralske problemstillinger ved stikkerlikvideringerne på en historisk loyal måde.
De fleste stikkerdræbere ødelagt for livet
I ’Flammen & Citronen’ er den klassiske heltefortællings utvetydige skelnen mellem godt og ondt – rigtigt og forkert – delvist afløst af modstandspolitiske maskespil og grumset moral.
Hvor modstandskampen pr. tradition fremstilles som en ædel kamp for fædrelandets frihed, er den i Ole Christian Madsens film garneret med mere jordnære motiver, som spillet om magten efter krigen. Men konsekvenserne ved likvideringerne undlader filmen at dykke dybere ned i:
»Flammen fremstilles som en lidt frygtløs type, og kilderne beskriver ham da også som lidt af en desperado. Men de fleste stikkerdræbere var jo ikke sådan. De var tværtom bange. De skød en, måske to, stikkere og blev ødelagt af det for livet. Den tematik undlader Flammen & Citronen at beskæftige sig nærmere med. Og det synes jeg er en missed opportunity,« afslutter Joachim Lund.
