Hvis indbyggerne i et land er utilfredse med ledelsen af et andet land, så er der større sandsynlighed for, at det første land udklækker terrorister, der angriber det andet land. Det er resultatet af en undersøgelse, som beskrives i dagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science.
Det lyder måske ret banalt, men de to forskere, økonomen Alan B. Krueger fra Princeton University i USA og Jitka Malečková fra institut for mellemøstlige og afrikanske studier på Univerzity Karlovy v Praze i Tjekkiet, håber, at man ved at måle folkestemningen kan få et tidligt varsel om terroraktivitet.
Forskerne mener også, at resultatet kan bruges til at forklare, hvorfor terrorisme opstår, så man bedre kan udvikle strategier til at bekæmpe den. Og at den kan aflive nogle myter omkring terrorisme, f.eks. at terrorister blot er ekstremister, der opererer på egen hånd uafhængigt af folkestemninger.
»Det er ikke uinteressant,« siger Martin Harrow, der forsker i terrorisme ved Dansk Institut for Internationale Studier, »men der er meget, som undersøgelsen ikke svarer på. Det er svært at sige, hvad der driver sammenhængen.«
Modvilje opildner til terrorangreb
Forskerne undersøgte de tilfælde, hvor personer eller grupperinger fra et mellemøstligt eller nordafrikansk land (Algeriet, Cypern, Egypten, Forenede Arabiske Emirater, Iran, Israel, Jordan, Kuwait, Libanon, Marokko, Mauretanien, Pakistan, Palæstina, Saudi-Arabien, Sudan, Tunesien, Tyrkiet eller Yemen) havde udøvet terror, der ramte en af stormagterne USA, Storbritannien, Rusland, Tyskland, Frankrig, Canada, Japan, Kina eller Indien i perioden mellem januar 2004 og august 2008.
Data om terrorangreb blev sammenholdt med svarene fra en Gallup-undersøgelse i de mellemøstlige og nordafrikanske lande. I 2006 og 2007 havde Gallup spurgt tusinde mennesker fra hvert land, hvad de mente om ledelsen i stormagterne.
Forskerne kunne så vise, at der var en klar sammenhæng mellem en befolknings modvilje mod et andet lands ledelse og antallet af terrorangreb, som borgere eller grupper fra denne befolkning udsatte sidstnævnte land for. Noget tyder altså på, at terrorister bliver opildnet af folkestemningen i det land, de stammer fra.
Det er svært at sætte tal på
Martin Harrow mener, at undersøgelsen nok kan give stof til eftertanke, men at man ikke rigtig kan konkludere noget ud fra den – og at den i hvert fald ikke kan være en hjælp for politikerne, når ressourcerne skal fordeles.
»Man vil gerne være i stand til at vurdere, hvor stor risikoen for terrorangreb fra forskellige lande er; lave nogle systemer, så man kan kategorisere landene. Det giver samfundsøkonomisk mening at skærpe sikkerheden der, hvor truslen er størst,« fortæller Martin Harrow.
Jeg tror, man skal være økonom for rigtig at sætte pris på den tankegang
Martin Harrow
»Men jeg stiller mig tvivlende over for, om sådan et system kan fortælle os noget, som vi ikke ved i forvejen,« fortsætter han.
»Jeg tror, man skal være økonom for rigtig at sætte pris på den tankegang. Det er svært at forestille sig, at man kan sætte præcise tal på den slags ting.«
Martin Harrow giver som eksempel, at man har haft nogle tilsvarende mål for risikoen for folkedrab, hvor nogle tal skulle afsløre, om der var noget rigtig skidt under opsejling. Men systemet fangede ikke folkedrabet i Rwanda, fordi hutuerne og tutsierne talte samme sprog. Derfor blev de ikke regnet for forskellige etniske grupper i systemet, som derfor fejlede.
Tidsperspektivet mangler
Desuden mener Martin Harrow, at der mangler en vigtig dimension i undersøgelsen – nemlig tiden. Den aktuelle undersøgelse giver kun et øjebliksbillede.
Uden tidsperspektivet er det umuligt at sige, om det f.eks. har betydning for terrortruslen mod USA, at den amerikanske præsident nu hedder Obama i stedet for Bush. I mellemøsten er man gladere for Obama, end man var for Bush, men det er absolut ikke sikkert, at det resulterer i færre terroranslag mod USA, mener Martin Harrow.
»Det er muligvis tilfældet, men tallene i undersøgelsen kan ikke påvise det,« siger han.
