Det er åbenbart at vi i såvel Danmark som i resten af den vestlige verden, står over for en lang række udfordringer og problemer, der er forårsaget af ændringer i vores livsstil over de seneste generationer.
Mest oplagt er problemet med overvægt og fedme og de følgevirkninger, der knytter sig hertil.
Det er en problemstilling, der rummer langt flere aspekter end man umiddelbart skulle tro, men der hersker formentlig ingen tvivl om, at de ændrede mønstre for bevægelse og fysisk aktivitet bærer en væsentlig del af skylden.
Ofte forklares dette med at for eksempel børn og unge hellere vil spille computerspil og se tv end de vil lege udendørs, hvor de får frisk luft og motion.
Legen er blevet mediestyret
Formentlig er dette en yderst forsimplet forklaring. Det er ikke mediernes skyld, at børn og unge sidder stille, men medierne opfylder et behov hos dem for leg og legende oplevelser, som de på grund af en lang række andre faktorer ellers har svært ved at få opfyldt.
For at lege skal man have et råmateriale at lege ud fra. Et råmateriale, der i tidligere generationer blev overleveret fra ældre til yngre børn. Denne overlevering finder ikke længere sted på samme måde, fordi børn og unge i højere grad lever aldersopdelt i dag, end de gjorde tidligere.
Og derfor er medierne et oplagt sted at søge inspiration til leg. Leg kræver ligeledes adgang til steder at lege, men vi har i dag indrettet vores samfund på en måde, så vi i højere grad end før kører vores børn rundt til organiserede aktiviteter, og i mindre grad lader dem færdes alene i lokalområdet, hvor de bor.
Derfor står de traditionelle legepladser ofte tomme hen, mens børnene sidder derhjemme og spiller computer, alene eller to og to. Den virker, den sætter legen umiddelbart i gang og den bliver ved med at udfordre den, der spiller og leger på den. Motion og bevægelse får de primært i de organiserede idrætsaktiviteter – hvis de går til dem.
Hvordan løser vi udfordringerne?
Svarene på disse problematikker er ikke entydige eller simple. Men set fra vores synsvinkel handler det om at tage udgangspunkt i, hvordan god leg fungerer, og bruge denne viden til at skabe innovative og bedre miljøer for leg og fysisk bevægelse.
Emnet behandles i en ny rapport fra MandagMorgen, der på baggrund af forskning fra bl.a. Center for Playware opstiller en række anbefalinger og scenarier for, hvordan fremtidens legelandskaber kan se ud.
Det handler grundlæggende om at skabe legesteder og -redskaber, der på samme måde som computerspillet skaber en følelse af lyst og konstant variation hos den eller de, der leger.
Det kan være i form af spil, der ikke spilles på skærmen, men i det offentlige rum eller i form af klatrestativer med indbygget teknologi og mulighed for en række nye udfordringer. Mulighederne er mange. Også for leg og legende oplevelser, der ikke nødvendigvis udelukkende henvender sig til børn og unge – voksne kan også være med.
Teknologiske legepladser
Også mulighederne for legesteder er mangfoldige, og kan omfatte meget mere end legepladsen rundt om hjørnet. Nye teknologiske muligheder kunne pege på mobile, modulære og fleksible legesager, der kan omdanne hjemmet, gården eller haven til en interessant legeplads uden brug af værktøj og kraner.
Nye typer af rum, udendørs såvel som indendørs, kan byde legen velkommen og gøre det nemt for flere at ‘komme i leg’ – meget gerne med sved på panden. Bibliotekerne er på vej, og andre institutioner og organisationer kunne følge efter.
Idrætsorganisationerne kan tage handsken op og skabe mere fleksible rammer for leg og bevægelse, som supplement til fodbold og gymnastik tirsdag og torsdag fra 17 til 18 – hvilket der også tænkes i mange steder.
Kommuner kan tænke legen ind i byplanlægningen og for eksempel bygge interaktive legepladser, som det for eksempel er gjort i Odense, hvor byens motto er ‘at lege er at leve’.
Mulighederne er mange nu, men der bliver endnu flere i fremtiden.