Forskere: Sådan kan vi forhindre flere bådflygtninge-ulykker

Over tusind afrikanske bådflygtninge med kurs mod Europa druknede i sidste uge, 19. april 2015, da deres både kæntrede i Middelhavet. Tragedien er så stor, at EU’s præsident Donald Tusk nu har indkaldt alle EU’s ledere til et ekstraordinært hastemøde i det Europæiske Råd.

Planen er, at politikerne i fællesskab skal lægge en strategi, som kan forhindre, at endnu flere flygtninge mister livet i farvandet mellem Afrika og Europa.

Det er ikke første gang, sådan et møde bliver holdt, for problemet med forliste flygtningebåde har stået på i årevis.

»Vi har stået i situationen før. I 2013 holdte EU-lederne et hastemøde, da over 300 flygtninge druknede i en kæntringsulykke ud for den italienske ø Lampedusa,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er ph.d. og forskningsleder på Institut for Menneskerettigheder.

»Dengang forsøgte politikerne at løse problemerne ved at skærpe grænsekontrollen. Hensigten var at sende et signal til menneskesmuglere og flygtninge om, at det ikke kunne betale sig forsøge at komme over Middelhavet, men vi har nu set med al tydelighed, at skærpet kontrol ikke har afhjulpet problemet,« fortsætter han.

Forskerne anbefaler: Redning i stedet for kontrol

Videnskab.dk har bedt Thomas Gammeltoft og andre danske migrationsforskere om at give deres bud på, hvad de europæiske politikerne i stedet bør gøre for at forhindre flere fatale kæntringer.

Her er forskernes løsningsforslag:

1) Genindfør redningsaktion:

Efter ulykken ud for Lampedusa, der kostede over 300 flygtninge livet 18. oktober 2013, indførte Italien en storstilet redningsindsats kaldet Mare Nostrum. I løbet af 2014 patruljerede Mare Nostrums redningsbåde og helikoptere tæt ved den afrikanske kyst og samlede over 100.000 nødstedte flygtninge op af havet.

Men Mare Nostrum var dyr i drift, og de italienske politikere bad EU om en økonomisk håndsrækning til at fortsætte aktionen.

EU afviste at hjælpe. Mare Nostrum blev nedlagt, og EU oprettede i stedet kystvagtoperationen Triton som en del af EU's grænsebevogtningsindsats Frontex.

Det var en fejl at droppe Mare Nostrum

I modsætning til den nu hedengangne Mare Nostrum, fisker Triton-redningsarbejderne kun nødstedte flygtninge op, hvis de kæntrer tæt på Europas kyster, og aktionens budget er kun halvt så stor som Mare Nostrums.

Forskerne anbefaler, at EU-landene tager et humanitært ansvar og står sammen om at genindføre en redningsaktion som Mare Nostrum:

»Triton arbejder kun i Europæisk farvand, men langt de fleste både med flygtninge på vej til Europa går ned i den del af Middelhavet, der hører til international eller afrikansk farvand,« siger postdoc Martin Lemberg-Pedersen, der forsker i grænsekontrol og europæisk asylpolitik på Centre for Advanced Migration Studies på København Universitet.

»Hvis man her og nu vil undgå flere lig i Middelhavet, ligger det lige for at genindføre en redningsindsats som Mare Nostrum,« fortsætter han.

EU's signalpolitik virker ikke

Da EU i 2014 afviste at finansiere Mare Nostrum, var en af begrundelserne, at den omfattende redningsindsats virkede som en magnet, som fik flere afrikanere til at begive sig ud på rejsen over Middelhavet:

Flere hoppede i bådene, fordi de vidste, at de ville blive reddet, hvis uheldet var ude undervejs, troede man. Ved at undlade at redde dem, der forulykker uden for europæisk farvand, forsøgte EU-lederne at bremse flygtningestrømmen.

»Men argumentet holder ikke stik, for vi har set en stigning i antallet af bådflygtninge, der krydser Middelhavet, siden Mare Nostrum blev afløst af Triton, og dødstallet er nu 50 gange så højt som den tilsvarende periode sidste år. Hvis man vil undgå flere humanitære tragedier, bør EU-landene vise solidaritet og hjælpe Italien med at genindføre redningsindsatsen. Det er jo ikke, fordi EU mangler skibe og helikoptere til at kunne gøre det. Udstyret kan sagtens skrabes sammen, har vi set for eksempel ved EU’s militære aktion i Libyen,« siger Martin Lemberg-Pedersen.

2) Lav asylsystemet om:

Folk, der flygter fra krig og politisk forfølgelse, har kun mulighed for at søge asyl i Europa, når de er kommet hertil. Hvis de vil have beskyttelse i et europæisk land, er de derfor nødt til at betale menneskesmuglere for at få dem over en europæisk grænse for eksempel på tømmerflåder og i overfyldte både.

Thomas Gammeltoft Hansen foreslår, at man giver flygtninge mulighed for at søge asyl i deres nærområder. På den måde kan man at undgå, at de begiver sig ud på den livsfarlige sejllads over Middelhavet.

»Hvis man vil have folk til at stoppe med at sætte sig i bådene, bør man give dem mulighed for at søge asyl på EU-ambassader i deres nærområdelande. Og forfulgte befolkningsgrupper, eksempelvis syrere, som vi ved har behov for international beskyttelse, skal kunne få udstedt et humanitært visum på EU-landenes ambassader,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

»Folk i konfliktområderne er så desperate, at de gerne sætter livet på spil for at komme i sikkerhed. De vil blive ved med at krydse Middelhavet, ligegyldigt hvor meget grænsekontrol, EU etablerer. Vi bliver nødt til at give dem alternative adgangsveje end menneskesmuglernes,« forsætter han.

3) Giv migranter mulighed for at få arbejdstilladelse:

En stor del af de afrikanere, der for tiden krydser Middelhavet, er forfulgte krigsflygtninge blandt andet fra Syrien og Eritrea.

Men blandt passagerene på menneskesmuglernes både er også økonomiske migranter, der er så desperate efter at komme væk fra ekstrem fattigdom og arbejdsløshed i deres hjemlande, at de sætter livet på spil for at søge lykken i Europa.

»De ved godt, hvor farligt det er at krydse Middelhavet, men de er så modløse, at de villige til at risikere deres liv. I nogle afrikanske lande er ungdomsarbejdsløsheden så svimlende, at man tror, det er løgn,« siger Jesper Bjanesen, der forsker i afrikansk migration til Europa på Nordiska Afrikainstitutet i Sverige.

Unge mænd vil ofre livet for en bedre fremtid

Jesper Bjanesen har blandt andet har lavet feltarbejde i Dakar og interviews med unge senegalske mænd.

»Alle dem, jeg talte med, sagde, at de godt kunne tænke sig at prøve lykken som migrant. Selv om de vidste, at det kunne være livsfarligt, og at der ikke er sikkerhed for, at de vil finde et job i Europa, er de villige til at tage chancen. De vil gøre alt for at komme væk fra et land, hvor de føler sig værdiløse og ikke kan bidrage med noget til deres familier.«

Hvis det lykkes for en fattig afrikaner at skrabe penge sammen til at betale en menneskesmugler for at få ham til Europa, og hvis han oven i købet kommer sikkert over Middelhavet og ind i Europa, er der en stor sandsynlighed for, at han ender med dårligt betalt og sort løsarbejde i den Sydeuropæiske landbrugs- eller byggeindustri. Det kan også være, at han ender som gadesælger.

Der er behov for billig arbejdskraft

»Hvis politikerne vil forhindre, at så mange migranter søger illegale veje til Europa, kunne de tænke mere i at legalisere migrantarbejde. Der er jo øjensynligt stor efterspørgsel på billig arbejdskraft i Sydeuropa, så man kan lige så godt legalisere det,« siger Jesper Bjarnesen.

»Lige meget hvor mange grænsevagter, man stiller op, og uanset hvor mange både, man sætter ud for at kontrollere, kan man ikke forhindre desperate, fattige migranter i at komme til Europa. I stedet for mere kontrol, bør man begynde at tænke i mere legalisering,« anbefaler Jesper Bjarnesen.

Thomas Gammeltoft-Hansen er enig:

»Man kunne overveje at udbyde såkaldte Green Cards eventuelt på sæsonbasis indenfor erhverv, hvor man ved, at der er brug for arbejdskraft. Et kvotesystem, hvor man giver et vist antal sådan en arbejdstilladelse, vil skabe et alternativ for dem, der nu er nødt til at betale en menneskesmugler for at komme til Europa,« siger han.