Kaffen smagte virkelig dårligt. Den var bitter, men lugtede sødt og kvalmende.
Det var den slags kaffe, man får, hvis man overfylder kaffemaskinen, og så lader kaffen stå og småkoge på varmepladen i flere timer.
Det var den slags kaffe, jeg drak i løbet af dagen for at holde mig i gang.
Lugte udløser minder, og den dårlige kaffes mærkværdige lugt er flettet sammen med mit minde om min pludselige erkendelse af, at vi står ansigt til ansigt med verdens undergang.
Det var i foråret 2011, og det var lykkedes mig at trænge et meget højtstående medlem af FN's Klimapanel (Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) op i en krog i løbet af en kaffepause i forbindelse med en workshop.
IPCC blev oprettet i 1988 af den meteorologiske verdensorganisation (WMO) og FN’s miljøprogram (UNEP) som respons på den stigende bekymring over, at de observerede klimaforandringer i stor udstrækning er forårsaget af mennesker.
IPCC's formål er at samle og skabe et opdateret overblik over den viden og forskning, som findes om klimaændringer og deres potentielle konsekvenser for miljø, samfund og økonomi samt at udgive rapporter om den viden, der findes inden for klimaområdet hvert 4. år.
På vej mod mindst 3°C
Fordi IPPC’s fund kan have stor effekt på både politik og industri, bliver de videnskablige resultater præsenteret og formidlet med stor omhu og forsigtighed.
Derfor forventede jeg faktisk ikke særlig meget, da jeg spurgte ham ligeud, hvor meget, han troede, den globale gennemsnitstemperatur vil stige, før det lykkes os at reducere udledningen af drivhusgasser nok.
»Åh, jeg vil tro, at vi er på vej mod mindst 3°C,« svarede han.
»Nå ja, på vej mod,« modargumenterede jeg.
»Så galt går det ikke, vel?«
(For uanset hvad du tænker om 2 graders målet, der er skillelinjen mellem 'sikre' og 'farlige' klimaforandringer, så er 3°C langt mere, end hvad det meste af verden kan tåle).
»Jo, så galt vil det gå,« svarede han.
Han garderede sig ikke. Det var hans bedste bud på, hvor vi ender - efter alle de politiske, økonomiske og sociale mundhuggerier.
»Men hvad med de mange millioner mennesker, der er direkte truet,« fortsatte jeg.
»Mennesker i lavtliggende områder, bønderne, der bliver ramt af pludselige ændringer i vejret, børn eksponeret for nye sygdomme?«
Han sukkede, var stille et par sekunder og svarede så:
»De vil dø.«
Skillepunkt i akademisk karriere
Episoden markerede et klart skillepunkt i min akademiske karriere. Dengang var jeg helt ny i jobbet som lektor i geovidenskab. Før det arbejdede jeg som forsker ved et internationalt astrobiologi-projekt i Tyskland (astrobiologi er et forskningsområde, som beskæftiger sig med livets oprindelse og muligheden for liv i universet uden for Jorden, red.)
Det havde på mange måder været et drømmejob. Som dreng lå jeg ofte på græsplænen i de klare sommernætter og kiggede op på en af de lysende kugler på nattehimlen.
Jeg spekulerede på, om der mon var en planet, der kredsede om stjernen, og om der mon var væsener, som kiggede op fra deres verden og undrede sig ligesom mig.
Vores effekt på miljøet er helt uden fortilfælde
I dag - mange år senere - handler min forskning blandt andet om, hvordan livet på en planet kan have effekt på atmosfæren, oceanerne og selve klippegrunden.
Det er tilfældet her på Jorden. Den luft, vi alle indånder, indeholder oxygen, overvejende som følge af fotosyntetisk aktivitet, mens Dovers hvide klint i England består af utallige bittesmå marine organismer, som levede for mere end 70 millioner år siden.
Derfor er det egentlig ikke et særlig stort skridt fra at tænke over, hvordan livet har ændret sig radikalt i løbet af milliarder af år, til min seneste forskning, der tager højde for, hvordan én særlig art er skyld i afgørende forandringer i løbet af de seneste århundreder.
Uanset Homo sapiens' mange andre attributter - og der bliver ofte gjort et stort nummer ud af vores modstillede tommelfingre, oprejste gang og store hjerner - så er vores evne til påvirke miljøet helt uden fortilfælde.
Om ikke andet er vi mennesker rigtig gode til at lave kludder i det hele. Vi er gået som manden med leen gennem biosfæren.
Jeg kom til verden i starten af 1970'erne. I min levetid er antallet af indbyggere på Jorden fordoblet, mens knap 60 procent af verdens vilde dyr er forsvundet.
Vi har ryddet mere end halvdelen af klodens regnskove, og når vi når frem til midten af dette århundrede, risikerer vi, at kun 25 procent er tilbage.
Det er ledsaget af et så massivt tab af biodiversitet, at biosfæren muligvis står over for én af de største masseudryddelser nogensinde.
Endnu mere foruroligende er, at klimaforandringerne endnu ikke har effekt på disse konsekvenser. Klimaforandringerne er 'fremtidens ånd'; de kan potentielt skrue endnu mere op under menneskets ødelæggelser.
Troværdige vurderinger konkluderer, at én ud af seks arter er i fare for at forsvinde helt, hvis klimaforandringerne fortsætter.
Det videnskabelige samfund har råbt vagt i gevær i flere årtier. Den politiske og økonomiske respons har været langsom og sløv.
Vi ved godt, at vi skal reducere udledningen af CO2 hurtigt, hvis vi skal afværge klimaforandringernes værste konsekvenser.
Mediernes pludselige interesse i dækningen af klimaforandringerne som følge af Extinction Rebellion og Greta Thunburgs skolestrejke demonstrerer, at samfundet er ved at få øjnene op for den alarmerende situation.
Men hvorfor skal demonstranter besætte Parliament Square i London og elever verden over strejke, før vi er lydhøre overfor denne profeti?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Både opløftende og skræmmende
Der er en anden måde at anskue den måde, vi reagerer på klimaforandringerne og miljøudfordringerne, og den er både opløftende og skræmmende.
Opløftende, fordi den leverer et nyt perspektiv, der kan skære igennem vores manglende handling.
Skræmmende, fordi den kan føre til resignation og handlingslammelse, hvis vi ikke er forsigtige, fordi en forklaring på vores kollektive mangel på klimahandling er, at kollektiv handling måske slet ikke er mulig.
Selv om vi gerne vil gøre noget, kan vi måske ikke.
Vi er fastlåst i et system, der ganske vist er skabt af mennsker, men som vi i bund og grund ikke har kontrol over. Dette system er den den såkaldte 'teknosfære' - de menneskeskabte ting og fænomener på kloden.
\ Læs mere
Teknosfæren er menneskeheden og vores samfund
Det var den amerikanske geolog Peter Haff, der i 2014 introducerede termen 'teknosfæren'; det system, der består af menneskeheden, vores samfund og alle de fysiske ting, vi mennesker har produceret.
Vi har produceret så mange ting, at estimatet lyder på svimlende 30 billioner tons - eller 30.000 millioner millioner kilo: Fra skyskrabere til CD'er, springvand og fonduegryder.
En stor del er infrastruktur - som veje og jernbaner - der forbinder menneskeheden. Udover den fysiske transport af mennesker og de varer, vi forbruger, finder vi også overførslen af information mellem mennesker og deres maskiner:
Først gennem det talte ord, derefter pergament og papirdokumenter, så radiobølger, der bliver omdannet til lyd og billeder, og efterfølgende digitale oplysninger sendt via internettet.
Netværkene faciliterer menneskehedens samfund. Fra jæger-samler-samfund til små agerdyrkende stammer hele vejen frem til indbyggerne i verdens 'megabyer' – eller med den engelske betegnelse 'megacity' - verdens kolossale storbyer med mere end 10 millioner indbyggere.
Størstedelen af menneskehedens adfærd er i bund og grund ens
Lige så vigtigt, men langt mindre håndgribeligt, er samfund og kultur.
Ideernes og overbevisningernes verden, vaner og normer. Vi mennesker gør mange forskellige ting, fordi vi anskuer verden forskelligt på afgørende punkter. Det er forskelle, som ofte får skylden for vores manglende evne til at gøre en effektiv global indsats. Der findes heller ikke en global regering.
Men på trods af alle vores forskelligheder, er langt størstedelen af menneskehedens adfærd i bund og grund ens. Ja, der er stadig stammefolk i den tropiske regnskov, og stadig mennesker som bevæger sig som nomader på vandet uden hensyn til landegrænser, men mere end halvdelen af den globale population bor i dag i urbane miljøer, og næsten alle er på en eller anden forbundet med industrialiserede aktiviteter.
Det meste af menneskeheden er viklet ind i et globaliseret, industrialiseret, komplekst system - teknosfæren.
Teknosfærens størrelse, omfang og styrke er vokset enormt siden 2. verdenskrig. Den enorme stigning i antallet af mennesker, deres energi- og materialekonsumtion, fødevareproduktion og miljøpåvirkning bliver kaldt 'den store acceleration' (The Great Acceleration).
Vækstens tyranni
Vi kan nok godt antage, at produkter og tjenester bliver fremstillet, , så de kan blive købt og solgt, og så producenterne kan tjene penge. Så drivkraften bag innovation - eksempelvis hurtigere, mindre telefoner - er at kunne tjene flere penge ved at sælge flere telefoner.
I overensstemmelse hermed argumenterede miljøskribenten George Monbiot, at kapitalismen er årsag til klimaændringer og andre miljøkatastrofer, og at ethvert forsøg på at reducere drivhusgasemissionerne derfor i sidste ende vil mislykkes, hvis vi lader kapitalismen fortsætte.
Men ved at se ud over den enkelte producent - og endda menneskeheden - får vi et helt andet perspektiv, som bevæger sig ud over kritik af kapitalismen og andre regeringsformer.
Mennesker forbruger. Vi skal spise og drikke for at leve, og vi har brug for ly og beskyttelse fra elementerne.
Kapitalisme forøger teknosfæren
Der er ting, vi er nødt til at gøre for at kunne udføre vores arbejde og forskellige aktivteter, for at kunne bevæge os til og fra arbejde og aktiviteterne.
Alt andet er mere eller mindre valgfrit forbrug: TV, spillekonsoller, smykker, mode.
I denne sammenhæng er menneskets formål at forbruge produkter og tjenester. Jo mere vi forbruger, desto flere materialer ekstraherer vi fra Jorden. Jo flere energiressourcer vi forbruger, desto flere fabrikker og mere infrastruktur bygger vi. Og så vokser teknosfæren.
Kapitalismens fremvækst og udvikling forøgede naturligvis teknosfæren: Anvendelse af markeder og retssystemer øger forbruget og dermed væksten.
Men andre politiske systemer kan tjene det samme formål med forskellig succes, for eksempel den industrielle produktion og miljøforurening i det tidligere Sovjetunionen.
Vækst er det eneste, som betyder noget
I den moderne verden er vækst det eneste, som betyder noget.
Teorien om, at vækst i sidste ende er skyld i vores uholdbare civilisation, er ikke ny.
Den britiske økonom Thomas Malthus hævdede, at der var grænser for befolkningstilvæksten, mens Romklubbens bog 'The Limits to Growth' (på dansk: Grænser for vækst) fra 1972 fremlagde simuleringsresultater, der indikerede den globale civilisations sammenbrud.
I dag er alternative narrativer muligvis ved at få politisk trækkraft med All Party Parliamentary Group i Storbritannien, der indkalder til møder og aktiviteter og seriøst overvejer modvækst (degrowth, red.) som politisk tiltag.
Central for ideen om Green New Deal (som blandt andet bliver diskuteret i USA og Storbritannien) er at finde vej ud af klimakrisen og den økonomiske krise med visionen om ny grøn vækst.
Hvis vækst er problemet, skal vi bare arbejde på det, ikke? Det bliver ikke let, for vækst er integreret i hvert politisk og økonomisk aspekt. Men vi kan da i det mindste forestille os, hvordan en modvækst-økonomi ville se ud.
Jeg frygter dog, at vi ikke er i stand til at sætte farten ned på teknosfærens vækst, selv om vi prøver - for vi sidder faktisk ikke i førersædet.
Begrænsning af frihed
Det lyder måske mærkværdigt, at mennesket ikke er i stand til at forandre det system, de selv har opbygget. Men hvor frie er vi egentlig?
Måske er vi slet ikke herrer over vores egne skæbner, men derimod meget begrænsede i vores handlingsmuligheder.
Som individuelle blodlegemer, der cirkulerer i blodet, er vi en del af et globalt system, der sørger for alle vores behov, og som har gjort os helt afhængige.
Hvis vi kører i bil, kan vi ikke bevæge os i den korteste afstand mellem to punkter; vi er nødt til at navigere rundt på gader og veje, der i visse tilfælde er ældre end vores bil og endda vores nation.
En signifikant del af vores indsats og anstregelser bliver brugt til at reparere og opretholde teknosfæres netværksforbindelser: veje, togbaner og bygninger for eksempel.
I den henseende skal enhver ændring foregå trinvis, fordi den skal bruge, hvad nuværende og tidligere generationer har bygget.
Måske lyder det banalt at bruge vejnettet til at demonstrere, at det, der skete langt i fortiden, kan begrænse nutiden, men menneskehedens vej til nedbringelse af CO2-udledningerne kommer ikke til at gå i 'fugleflugtslinje'. Den skal starte her og (i alle fald) benytte eksisterende udviklingsveje.
Ikke en undskyldning for manglende ambitioner eller mod
Det er ikke ment som en undskyldning for beslutningstageres manglende ambitioner eller mangel på mod.
Men det giver et praj om, at der muligvis er bagvedliggende årsager til, at CO2-udledningen ikke er faldet, selv om der lader til at være gode nyheder i forhold til alternativer til fossile brændstoffer.
Tænk lige over det:
På verdensplan har vi oplevet en fænomenal udnyttelse af sol, vind og andre vedvarende energikilder, men alligevel fortsætter den globale udledning af drivhusgasser med at stige.
Det skyldes, at vedvarende energikilder fremmer vækst - de er simpelthen endnu en måde, vi kan udvinde energi, snarere end en erstatning for den eksisterende.
\ Læs mere
Teknosfæren er som en motor
Forholdet mellem den globale økonomis størrelse og udledningen af CO2 er så solid, at den amerikanske fysiker Tim Garrett har foreslået en meget enkel formel, der forbinder dem med forbløffende nøjagtighed.
Ved hjælp af denne metode kan forskerne beregne størrelsen på den globale økonomi i løbet af de seneste 60 år med stor præcision.
Men korrelation er ikke nødvendigvis det samme som kausalitet. Fordi der var en tæt forbindelse mellem økonomisk vækst og udledningen af CO2, betyder det ikke, at det er sådan, det vil fortsætte for evigt.
En fristende simpel forklaring på forbindelsen er, at teknosfæren er som en motor, der fremstiller biler, veje, tøj og ting - selv mennesker - ved hjælp af den tilgængelige energi.
Teknosfæren har stadig adgang til rigelige mængder energitætte fossile brændstoffer. Derfor vil den totale frakobling af verdens CO2-udledninger fra økonomisk vækst ikke ske, før vi løber tør, eller før teknosfæren bliver omstillet til en alternativ energiproduktion. Det er måske helt over på den anden side CO2-farezonen.
En frygtelig konklusion
Vi er netop begyndt at forstå, at vores effekt på jordsystemet er så stor, at vi muligvis har indledt en ny geologisk epoke kaldet Antropocæn.
Jorden vil vidne om menneskehedens effekt, længe efter vi er forsvundet.
Teknosfæren kan ses som Antropocæntidens motor. Men det betyder ikke, at vi sidder i førersædet. Vi har muligvis skabt dette system, men det er ikke bygget til vores fælles fordel. Det er helt modsat den måde, vi ser vores forhold til jordsystemet.
Tag nu de såkaldte 'Planetary boundaries' ('planetære grænser': grænser for hvor meget mennesker maksimalt bør påvirke de naturlige processer på land, i vand og i atmosfæren, red.), der har fået stor videnskabelig, økonomisk og politisk interesse.
Vi har overskredet flere plantetære grænser
Forskerne har defineret ni grænser, heriblandt klimaforandringer, tab af biodiversitet og havforsuring.
Hvis vi overskrider disse grænser, vil jordsystemet ændre sig på en måde, der vil gøre det meget svært (for ikke at sige umuligt) at opretholde den menneskelige civilisation.
Værdien af eksempelvis biosfæren er, at den leverer varer og tjenesteydelser til os. Det repræsenterer, hvad vi i bogstaveligste forstand kan få ud af systemet.
Denne meget menneske-fokuserede tilgang bør føre til en mere bæredygtig udvikling. Den bør begrænse væksten. Men det teknologiske system, vi har bygget, er dygtig til at smyge sig udenom disse begrænsninger.
Intet lader til at stoppe teknosfæren
Systemet bruger menneskets teknologi til at opbygge nye teknologier - som geoengineering - til at reducere overfladetemperaturerne.
Det vil ikke sætte en stopper for havforsuringen, og det kan potentielt føre til et sammenbrud af havets økosystemer. Det betyder ikke noget.
Klimabegrænsningen vil blive afværget, og teknosfæren kan derefter arbejde på at overvinde eventuelle bivirkninger som følge af tabet af biodiversitet. Ikke flere fisk? Så spis opdrættet fisk eller intensivt dyrkede alger i stedet.
Intet lader til at stoppe teknosfæren i at gøre det af med Jordens biosfære for at tilfredsstille sin egen vækst. Så længe vi forbruger varer og tjenester, vil teknosfæren fortsætte med at vokse.
Så dem, der frygter civilisationens sammenbrud eller dem, der har en vedvarende tro på, at menneskelig innovation er i stand til at løse alle udfordringerne, tager begge fejl.
En meget mindre og meget rigere befolkning på et par hundreder af millioner kan forbruge mere end den nuværende befolkning på 7,6 milliarder eller den forventede befolkning på ni milliarder, når vi når frem til midten af dette århundrede. Selvom der ville være udbredt disruption, er teknosfæren muligvis i stand til at håndtere klimaforandringer på mere end 3°C.
Teknosfæren er ligeglad med, at flere milliarder mennesker dør.
På et eller andet tidspunkt vil teknosfæren muligvis kunne fungere uden menneskeheden. Vi er bekymrede for, at robotterne tager vores jobs. Måske burde vi i stedet bekymre os om, at de overtager rollen som de største forbrugere.
Vores flugtplan
Situationen ser ret håbløs ud. Uanset om min fremstilling er en nøjagtig repræsentation af vores civilisation eller ej, er der risiko for, at den producerer en selvopfyldende profeti.
Hvis vi alligevel ikke tror, at vi kan sænke teknologienes vækst, hvorfor så bekymre os om det?
Det går længere end spørgsmålet om: »Kan jeg gøre en forskel?« hele vejen til: »Kan nogen af os overhovedet gøre en forskel?«
Vi kan flyve mindre, spise mindre kød og mejeriprodukter og cykle til arbejde, men det betyder jo ikke, at vi lever udenfor teknosfæren.
Det er ikke kun, fordi vi giver stiltiende samtykke til teknosfæren ved at bruge dens veje, computere eller intensive fødevareproduktion. Det er også, fordi vi ved at være produktive medlemmer af samfundet - ved at tjene penge og ved at forbruge - fremmer teknosfærens vækst.
Måske er vejen væk fra fatalisme og katastrofe en accept af, at vi mennesker måske slet ikke har kontrol over vores planet.
Det vil være et afgørende første skridt, der kan føre til et bredere perspektiv, der omfatter mere end os mennesker. For eksempel er den konventionelle økonomiske holdning til træer, frøer, bjerge og søer: Disse ting har kun værdi, hvis de giver os noget.
Ifølge denne tankegang er de kun ressourcer, som vi kan udnytte eller afløb, vi kan fylde med affald.
Hvad nu, hvis vi betragtede dem som komponenter eller endda som vores ledsagere i det komplekse jordsystem? Så bliver spørgsmål om bæredygtig udvikling spørgsmål om, hvordan teknosfærens vækst kan rumme deres bekymringer, interesser og velfærd såvel som vores.
Absurde spørgsmål
Det kan afføde spørgsmål, der virker absurde. Hvad er et bjergs bekymringer? Eller en loppes?
Men hvis vi fortsætter med at se situationen som 'os imod dem', eller som om menneskets trivsel er vigtigere end alt andet, så ødelægger vi den bedste beskyttelse mod en farlig vild og uhæmmet teknosfære.
Den mest effektive beskyttelse mod et klimasammenbrud er måske ikke teknologiske løsninger, men en mere grundlæggende nytænkning af, hvad der egentlig er liv her på vores klode.
Vores evne til at ændre eller omstille teknosfæren er måske kritisk begrænset, men vi er frie til at forestille os alternative fremtidsscenarier.
Indtil videre har vores respons på klimaudfordringen været et grundlæggende kollektivt fantasi-svigt.
For at forstå, at du er i et fængsel, skal du først se tremmerne for vinduet. At det var mennesker, som gennem mange generationer skabte dette fængsel, ændrer ikke konklusionen:
På nuværende tidspunkt er vi afhængige af et system, der, hvis vi ikke handler, kan føre til fattigdom og flere milliarder menneskers død.
Hverken stiltiende eller fortabte
For otte år siden vågnede jeg op og indså den meget virkelige risiko for, at menneskeheden står ansigt til ansigt med katastrofen.
Jeg kan stadig lugte den forfærdelige kaffe. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg febrilsk forsøgte at finde mening i de ord, jeg hørte.
Vi skal tage teknosfærens realiteter til os. Det betyder ikke, at vi giver op og stiltiende og forsagte vender tilbage til vores fængselsceller.
Det betyder, at vi står med ny afgørende information, så vi kan begynde at planlægge vores flugt.
James Dyke hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Klimaforsker: Dine børn drukner i gæld, hvis vi ikke handler nu
LÆS OGSÅ: Fremtidens energiløsninger findes. Hvordan kommer vi i gang?
