Havstigning, erosion og kystoversvømmelser er nogle af de største klimaudfordringer, vi står over for.
For nylig blev mindst fem fjerntliggende Salomonøer (se faktaboks) fulstændigt opslugt af det stigende havniveau og kysterosion. Yderligere seks øer er eroderet voldsomt.
Øerne, der er blevet opslugt af havet, var mellem 1 til 5 hektarer store og grobund for mindst 300 år gammel tropisk plantevækst.
Nuatambu Island, der var hjem for 25 familier, har mistet mere end halvdelen af dens beboelige areal; siden 2011 er 11 huse skyllet i havet.
Det er første gang, at videnskabelig evidens - publiceret i Environmental Research Letters - bekræfter de talrige anekdotiske beretninger fra Stillehavsområdet om klimaforandringernes dramatiske konsekvenser for både kystlinierne og indbyggerne.
En advarsel til hele verden
Tidligere studier, der havde til formål at undersøge risikoen for kystoversvømmelser i Stillehavsregionen, fandt, at øerne faktisk godt kunne holde trit med havniveaustigningen og sommetider endda ekspandere.
Men disse studier blev udført i Stillehavsområder, hvor den årlige havstigning var 3-5 mm om året, hvilket er nogenlunde på linje med det globale gennemsnit på 3 mm årligt.
\ Fakta
Salomonøerne (Solomon Islands) er en øgruppe og siden 1978 selvstændig stat i det vestlige Stillehav. Naturgeografisk hører de nordvestligste øer, Buka og Bougainville, til gruppen, men statsretligt hører de til Papua Ny Guinea. Salomonøerne er et af regionens fattigste lande. Salomonøerne består af to lange, parallelle ørækker, dannet ved foldninger og brud i randzonen mellem to kontinentplader. Jordskælv, hævninger, sænkninger og virksomme vulkaner, for eksempel Bagana på Bougainville, vidner om, at jordskorpen stadig er i bevægelse. De fleste øer består af vulkanske eller stærkt omdannede bjergarter, men også koralkalk er udbredt. Nogle øer, for eksempel den store Ontong Java, er atoller, hvoraf flere er såkaldte hævede atoller (Rennell). Uden for de to rækker ligger Santa Cruz og the outliers Rennell, Bellona, Anuta, Sikaiana og Tikopia, adskilt af store havdybder. Klimaet er tropisk med rigelig regn og uden egentlige årstider. Ikke sjældent optræder der orkaner. På frugtbar jordbund, for eksempel udviklet på koralkalk, er plantevæksten meget yppig, om end artsfattigere end på Ny Guinea. Også dyreverdenen er en reduceret udgave af Ny Guineas; således er der ingen pattedyr ud over flagermus.
De sidste 20 år har Salomonøerne været brændpunkt for havstigning. Havniveauet er steget næsten tre gange så meget som det globale gennemsnit; cirka 7-10 mm per år siden 1993.
Og det er til dels resultatet af naturlige klimaforandringer.
Indblik i de fremtidige konsekvenser
Det højere havstigningsniveau er på linje med, hvad vi kan forvente over det meste af Stillehavsregionen i den anden halvdel af dette århundrede som resultat af menneskeskabt havstigning.
Mange områder vil opleve længerevarende havstigning på linie med, hvad vi allerede har set på Salomonøerne med undtagelse af de allerlaveste emissions-scenarier.
Naturlige variationer og geologiske bevægelser vil blive lagt oven på den gennemsnitligt højere, globale havniveaustigning, hvilket vil resultere i perioder, hvor vandsstandsstigningerne vil være væsentligt større, end hvad man observerede på Salomonøerne for nyligt.
Vi kan derfor se de nuværende forhold ved Salomonøerne som et indblik i de fremtidige konsekvenser af en accelereret havstigning.
Bølgerne forværrer forholdene
Vi studerede kystlinierne på 33 koralrevsøer ved hjælp af luft- og satellitbilleder fra 1947 til 2015. Denne information blev sammenbygget med lokal traditionel viden, kulstof 14-datering af træerne, vandsstandsregistreringer og bølgemodeller.
Bølgeenergi lader til at spille en stor rolle i den dramatiske kysterosion, der er blevet observeret på Salomonøerne.
Øer, der udover havstigningen også var udsat for stor bølgeenergi, oplevede meget større og hurtigere tab i forhold til mere beskyttede øer.
Vi studerede 12 øer i et område med lav bølgeenergi, som alle kun oplevede mindre registrerbare forandringer af kystlinjen, på trods af at de var udsat for tilsvarende havniveaustigning.
Tvunget til at flytte fra området
De hurtige forandringer af kystlinierne, observeret på Salomonøerne, har ført til, at mange kystsamfund er blevet nødt til at fraflytte området, på trods af at de har levet der gennem flere generationer.
Og det drejer sig ikke om planlagte fraflytninger, ledet af myndighederne eller støttet af internationale klimafonde, men ad hoc fraflytninger, hvor befolkningen har brugt deres egne, meget begrænsede midler.
De lokale myndigheder på Salomonøerne har sørget for et sikkerhedsnet for disse flygtningesamfund.
I visse tilfælde er hele samfund flyttet fra kystlandsbyerne, der blev grundlagt af missionærer tidligt i det 19. århundrede. De er efterfølgende fulgt i deres forfædres fodspor ved at etablere sig i de gamle landsbyer længere inde i landet.
\ Fakta
På blotlagte jorder er jorderosion et betydeligt problem. Regnskoven indeholder adskillige værdifulde arter af hårdt tropisk træ, for eksempel ibenholt, som fældes til eksport. Forsøg på at regulere skovhugsten af miljøhensyn har flere gange medført konflikter med de udenlandske selskaber, som står for eksporten. Befolkningen er helt overvejende melanesisk af meget mørk hudfarve. De fleste bor i smålandsbyer ved kysterne. Størstedelen ernærer sig ved landbrug, hovedsagelig til selvforsyning. Der dyrkes maniok, batat, yams, taro og banan; som salgsafgrøder bl.a. ris, kokos, palmeolie og kakao. De tre sidste er de vigtigste eksportvarer sammen med tømmer og fiskeprodukter. Importen er en bred vifte af færdigvarer, men en lille industri er ved at vokse frem i landet selv. Turisme bidrager i stigende grad til økonomien. Øerne har et eksotisk Sydhavsmiljø, men også mange minder fra 2. Verdenskrig, hvor amerikanske styrker i 1942 vandt afgørende slag om Guadalcanal og snart derefter tilføjede japanerne svære tab i Koralhavet. Kilde: Den Store Danske
I andre tilfælde har fraflytningerne været noget mere ad hoc; individuelle familier har igen slået sig ned i små flækker længere inde i landet, som det er blevet vedtaget, at de har ejerskab over.
Lokalsamfund blev splittet
I disse tilfælde er hele samfund, der før talte 100-200 mennesker, blevet splittet op i bittesmå landsbyer, der ikke tæller mere end et par familier.
For nyligt forlod Sirilo Sutaroti, Paurata stammens 94-årige høvding, sin landsby. Han fortalte os:
»Havet begyndte at stige op over landet. Det tvang os til at flytte op i bjergene og til at genopbygge vores landsby længere væk fra havet.«
Taro, hovedstaden i en af Salomonøernes 9 provinser, Choiseul Province, står over for at blive verdens første provinshovedstad, der relokerer indbyggere og tjenester som følge af havstigningens konsekvenser.
De globale konsekvenser
Samspillet mellem havstigningsniveauet, bølger og Salomonøernes befolknings respons - fra tab af hele øer til relativ stabilitet - viser, hvor vigtigt det er at integrere lokale evalueringer med traditionel viden, når vi planlægger ift. klimaforandringer og havstigning.
Det er afgørende for vejledningen af tilpasningsindsatsen, at vi sammenkæder denne uvurderlige viden, indbyggernes medfødte overlevelsesevne og modstandsdygtighed med tekniske vurderinger og klimafinansiering.
Melchior Mataki, som præsiderer ved Solomon Islands National Disaster Council, forklarer:
»I sidste ende kræver det støtte fra udviklingspartnere og internationale finansielle mekanismer som FN’s Green Climate Fund (Den Grønne Klimafond, se boksen under artiklen, red). Støtten bør omfatte nationalt drevne videnskabelige undersøgelser for at informere tilpasningsplanlægningen om klimaændringernes konsekvenser for Salomonøerne.«
Følelse af optimisme
I sidste måned underskrev Salomonøerne sammen med 11 andre små Stillehavsnationer Paris-aftalen i New York.
Der er en følelse af optimisme blandt disse nationer om, at det signalerer et vendepunkt for de globale anstrengelser.
Men vi venter stadig på at se, hvordan de mange millioner, som klimafonde som eksempelvis Green Climate Fund har lovet, kan hjælpe dem, der har allermest behov for det i fjerntliggende samfund, herunder eksempelvis Salomonøerne.
Simon Albert modtager støtte fra MacArthur Foundation and Australian Government. Alistair Grinham modtager støtte fra The MacArthur Foundation and Australian Government. Badin Gibbes har modtaget støtte fra en række organisationer som Australian Research Council, the National Centre of Excellence in Desalination Australia, Healthy Waterways og Seqwater. Javier Leon har modtaget støtte fra Australian Research Council. John Church modtager støtte fra Australian Climate Change Science Program. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Kilder
- Simon Alberts profil (University of Queensland)
- Alistair Grinhams profil (University of Queensland)
- Badin Gibbes profil (University of Queensland)
- Javier Leons profil (University of the Sunshine Coast)
- John Churchs profil (CSIRO)
- "Interactions between sea-level rise and wave exposure on reef island dynamics in the Solomon Islands", Environmental Research Letters (2016), doi.org/10.1088/1748-9326/11/5/054011
- Coastal vulnerability across the Pacific dominated by El Niño/Southern Oscillation", Nature Geoscience (2015), doi:10.1038/ngeo2539
\ Den Grønne Fond
Med Cancún-aftalen fra COP16 i 2010 etablerede COP en ny grøn klimafond. Fonden bliver ledet af en bestyrelse på 24 medlemmer med lige repræsentation fra i- og ulande. Verdensbanken varetager den administrative forvaltning af fondens midler i en midlertidig periode på tre år med støtte fra et nyt, uafhængigt sekretariat.
Det er en hovedprioritet, at den Grønne Fond bliver i stand til at kanalisere en væsentlig del af de 100 mia. USD, som ilandene har lovet ulandene at mobilisere i 2020, og den Grønne Fond får således en central rolle i den fremtidige klimafinansiering. I udgangspunktet vil fonden have mulighed for at støtte såvel tilpasnings- som reduktionstiltag. Den skal ligeledes tilvejebringe tilstrækkelige ressourcer til kapacitetsopbygning hos modtagerne i ulandene. På baggrund af en international udbudsrunde har fondens bestyrelse besluttet, at fondens hovedsæde placeres i Songdo i Sydkorea.
Danmark har – ligesom Tyskland – fra start givet konkret tilsagn om at bidrage til fonden. Målet er, at den Grønne Fond kan blive operativ hurtigt – forhåbentlig allerede ultimo 2013. Danmark har en plads i bestyrelsen, som deles med Nederlandene. Det giver Danmark mulighed for at være med til at udforme fonden bedst muligt. Danmark lægger stor vægt på, at fonden bliver effektiv. Ellers vil donorerne miste interessen.
Der skal også sikres et solidt samarbejde med de private investorer. Ellers får fonden ikke den nødvendige volumen i klimafinansieringen. De 100 mia. USD skal nemlig komme fra flere forskellige kilder, og derfor bliver det også afgørende, at fonden kan rejse private investeringer gennem en særlig privatsektor-facilitet.
Stående komité til overvågning af klimafinansiering
I Cancún-aftalen blev det også besluttet at etablere en stående komité, 'Standing Committee for Finance', der skal assistere parterne i at opnå bedre sammenhæng og koordination i forhold til levering af klimafinansiering, mobilisering af ressourcer og kontrol med midlerne leveret til ulandene.
Komitéens første opgaver kommer bl.a. til at omfatte en klarlægning af forholdet mellem Klimakonventionen og de institutioner, der yder klimafinansiering, herunder den Grønne Fond, en analyse af de samlede 'finansielle flows' på klimaområdet samt forberedelse at et forum, der skal sikre, at der er kontakt til alle relevante interessenter på området, herunder de private aktører, som er parate til at foretage klimainvesteringer. Danmark har et medlem af komitéen.
(KIlde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet)
