Når stjernerne passerer over den røde løber i blitzlyset til Oscar-festen, kan det godt være svært at se, at også de store Hollywood-film er et holdspil.
Men hvis man tror, at det blot handler om at samle de største stjerner på holdet og så vente på, at successen ruller ind, så gør man måske klogt i at se mod erfaringerne fra fodboldens verden.
Her havde den spanske fodboldklub Real Madrid nemlig en overgang en såkaldt 'Galácticos-strategi', hvor klubben købte verdensstjerner som Ronaldo, Zinedine Zidane, David Beckham og Luis Figo i løbet af få år.
Det skabte på papiret et ekstremt stærkt hold med en masse talent, men resultaterne var skuffende.
Og meget tyder på, at der også findes et 'Galácticos-syndrom' i Hollywood.
Studiet 'Tackling the 'Galácticos' effect: team familiarity and the performance of star-studded projects', der for nyligt blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Industrial and Corporate Change, viser nemlig, hvordan Hollywood-film med stjernebesatte filmhold paradoksalt nok har en tendens til at give et dårligere resultat end film med færre stjerner på lønningslisten.
Stjernebesatte film giver lavere afkast
»Vi kan se, at der er en systematisk tendens til, at Hollywood-film præsterer dårligere, jo flere stjerner der er ansat i de forskellige funktioner på filmholdene. Særligt lader afkastet fra filmene til at blive mindre i film med mange stjerner,« siger Simone Ferriani, der er lektor ved Universitetet i Bologna, til Videnskab.dk.
Ifølge Simone Ferriani er 'Galácticos-effekten' et oplagt paradoks.
»Vi ved, at superstjerner giver et hold en fordel, fordi de bringer et unikt talent til holdet og har et enormt potentiale i forhold til marketing og medieopmærksomhed, og derfor skulle man tro, at det ville give gode resultater, hvis man på alle pladser på holdet har de allerbedste, som man kan få fat i. Men vores studie viser altså, at det langt fra er tilfældet.«
I studiet har han sammen med en række kollegaer undersøgt sammenhængen mellem antallet af stjerner på filmholdene i Hollywood-film og filmenes afkast. Dette har han undersøgt for perioden 1992-2004.
Forskerne har undersøgt filmenes hovedrolleindehavere og producer, instruktør og cheffotograf og defineret dem som stjerner, hvis de inden for fire år før filmens lancering har været med i mindst to andre film, der har været blandt de 10 mest indbringende film ved biografernes billetluger i de pågældende år.
Det hjælper, hvis stjernerne kender hinanden
Paradokset er ifølge Ferriani svært at forklare med den data, de har haft til rådighed.
Men måske kan man finde en forklaring hos modsætningen til Real Madrids 'Galácticos-strategi'.
En af de andre forfattere til studiet, Gino Cattani, der er lektor ved Leonard N. Stern School of Business, New York, peger på, at rivalerne fra F.C. Barcelona netop havde stor succes med den omvendte strategi.
»De gjorde netop en dyd ud af selv at fremavle deres spillere. Stjerner som Messi, Iniesta og andre havde spillet sammen, siden de var teenagere og var blevet stjerner sammen,« siger Gino Cattani.
Det samme lader til at være tilfældet i Ferriani og Cattanis studie af Hollywood-filmene.
»Vi undersøgte betydningen af, om stjernerne på filmholdene tidligere har arbejdet sammen, og forgående kendskab viste sig faktisk at have en positiv effekt på filmens indtjening og omkostningerne ved at producere en film,« siger Simone Ferriani.
»Det kunne indikere, at et højt antal stjerner simpelthen påvirker det sociale samspil i filmene negativt, men at den effekt reduceres, hvis stjernerne kender hinanden i forvejen. Der opstår muligvis ikke de samme friktioner og uenigheder om hierarkiet blandt stjerner, som allerede har prøvet at arbejde sammen. Man er mere på samme bølgelængde, og derfor trækker produktionen ikke i samme grad i langdrag, og det reducerer omkostningerne ved at producere en film.«
Er talent eller kendskab vigtigst?
Ifølge Simone Ferriani kan resultaterne formodentligt overføres til andre brancher, hvor man skal sammensætte hold til at udføre afgrænsede projekter.
»Mange steder vil man stå i det her valg mellem at ansætte et stort talent, der kan garantere et stort individuelt bidrag, men som kræver en ekstremt høj løn, eller at ansætte en mindre prominent person, som til gengæld har kendskab til de andre på holdet,« siger Simone Ferriani.
»Vores studie indikerer, at hvis man vælger at gå efter stjernen, og man har muligheden for at vælge imellem forskellige stjerner, så skal man måske ikke kun vælge efter talent, men også efter hvem der har det bedste potentiale for at blive socialiseret ind med de eksisterende holdmedlemmer.«
Ifølge producer Louise Vesth fra Zentropa, der senest har produceret Lars von Triers stjernebesatte film 'Nymphomaniac', så spiller det da også en stor rolle for dem at få sammensat det rigtige hold:
»Relationen mellem instruktør og producent er en af de allervigtigste relationer for filmen, men det er også min oplevelse, at man kan nå meget længere med indholdet, hvis de forskellige folk, der arbejder på holdet, kender hinanden fra tidligere og har et godt forhold til hinanden. Men det er selvfølgelig under forudsætning af, at de også er fagligt dygtige, og jeg tror, at relationen mellem folk kommer til at betyde mindre, jo mere fagligt dygtige de er.«
Stjerner kan rejse penge
Studiets konklusioner tyder på, at mange stjerners høje lønninger altså ikke kan opvejes af filmenes øgede indtægter.
Men Louise Vesth peger på, at stjernerne også kan spille en stor rolle, når man skal have filmene finansieret.
»Når man skal rejse penge til en film, betyder det meget, at de forskellige instanser, der finansierer de europæiske film, kan relatere til indholdet, og her hjælper det ofte at have skuespillere, som allerede har bevist deres værd ved for eksempel at have vundet priser eller have været med i store Hollywood-produktioner.«
Samtidig hjælper stjernerne, når filmene skal sælges til udlandet:
»Det bliver nemmere at få udenlandske distributører til at købe filmen, før den er færdig, hvis der er tilknyttet internationalt anerkendte navne på rollelisten. Men her er det ikke nok, at de er store i Danmark, de skal også være kendte internationalt, og dem er der meget få af. Men i Lars von Triers film betyder det selvfølgelig meget, fordi filmene er engelsksprogede og skal finansieres og sælges i mange forskellige lande.«
